Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der er tre dårlige grunde til den sparepolitik, som er ved at ødelægge Vesten

Forvildede husholdningsøkonomer, europæiske socialdemokrater og skatteforskrækkede republikanere i USA er enige om en nøjsomhedspolitik, som fører til større ulighed og en kronisk mangel på stabilitet i vores økonomier og samfund.

Yanis Varoufakis forsøgte som græsk finansminister at gøre oprør mod sparekrav fra EU og IMF. Han blev kendt for sin ukonventionelle stil, men oprøret mislykkedes. Varoufakis trak sig tilbage i juli 2015. Foto: Angelos Tzortzinis/AFP/Scanpix Ritzau
Læs mere
Fold sammen

Ingen politik er mere selvdestruktiv i krisetider end en bestræbelse på at sikre overskud på statsbudgettet for at holde den offentlige gæld i ave. Nøjsomhed, med andre ord.

Så her på vej mod ti-års jubilæet for Lehman Brothers' kollaps er det måske på sin plads at stille spørgsmålet, hvorfor denne nøjsomhed eller sparepolitik er blevet så populær i den vestlige politiske elite efter finanskrisens udbrud i 2008.

»Modstandere af »Big Government« finder sammen med europæiske socialdemokrater og skatteforskrækkede republikanere.«


De økonomiske argumenter imod nøjsomheden er helt nøgterne: En økonomisk krise fører pr. definition til mindre omsætning i den private sektor. En regering, der vælger at nedbringe de offentlige budgetter som svar på faldende skatteindtægter, presser derfor utilsigtet bruttonationalindkomsten yderligere ned, og det går i sidste ende ud over dens egne indtægtskilder. På den måde annulleres det oprindelige formål med at begrænse underskuddet.

Derfor er der tydeligvis andre, ikke-økonomiske bevæggrunde for at støtte denne nøjsomhedspolitik. Faktisk er de, som støtter nøjsomheden, opdelt i tre temmelig forskellige grupper eller stammer, om man vil.

Ikke en tilfældig fejl

Den første og bedst kendte »nøjsomhedsstamme« er motiveret af en tendens til at betragte staten på nogenlunde samme måde som en virksomhed eller en husholdning, der må spænde livremmen ind i dårlige tider. De overser den afgørende gensidige afhængighed mellem en regerings udgifter og dens (skattefinansierede) indtægter, og foretager et fejlagtigt intellektuelt spring fra privat sparsommelighed til offentlig nøjsomhed. Naturligvis er dette ikke en tilfældigt opstået fejl, den er tværtimod stærkt motiveret af en ideologisk forpligtelse på at begrænse den offentlige sektor. Her ser man i let sløret udgave en kontant klasseinteresse i at omfordele risici og tab til de fattige.

En anden og mindre åbenlys nøjsomhedsstamme finder man inden for de europæiske socialdemokratier. For at tage det oplagte eksempel, så var det tyske finansministerium i 2008, da krisen brød ud, i hænderne på socialdemokraten Peer Steinbrück. Og næsten øjeblikkeligt ordinerede Steinbrück en dosis nøjsomhed som Tysklands bedste svar på Den Store Recession.

Foto: Jan-Philipp Strobel. Peer Steinbrück ordinerede en dosis nøjsomhed som Tysklands bedste svar på Den Store Recession. Foto: Jan-Philipp Strobel/Scanpix Ritzau Fold sammen
Læs mere

Desuden gjorde Steinbrück sig til talsmand for en forfatningsændring, som ville gøre det umuligt for fremtidige tyske regeringer at afvige fra denne nøjsomhedspolitik, uanset hvor dyb krisen måtte være.

Her må man spørge sig selv: Hvorfor ville en socialdemokrat gøre en selvdestruktiv sparepolitik til et forfatningsmæssigt påbud under kapitalismens værste krise i årtier? Steinbrück leverede selv svaret i Forbundsdagen i marts 2009. I en situation med svækkede banker og en altomfavnende krise, slog han til lyd for det synspunkt, at et budgetunderskud fratager de valgte politikere et »handlerum« og berøver vælgerne et meningsfuldt valg.

Det politiske handlerum

Selv om Steinbrück ikke skar det ud i pap, var hans underforståede budskab klart: Selv hvis sparepolitikken skulle koste jobs og skade almindelige mennesker, er den nødvendig for at opretholde et rum for demokratiske valg. Sært nok slog det ham aldrig, at i økonomiske nedgangstider var disse demokratiske valg måske bedst sikret uden budgetmæssig smalhals – ganske enkelt ved at øge skatterne for de rige, og de sociale ydelser for de fattige.

Endelig er den tredje nøjsomhedsstamme amerikansk og måske den mest fascinerende af dem alle. Hvis de britiske Thatcher-tories og de tyske socialdemokrater praktiserede en nøjsomhed i et slet skjult forsøg på at udligne de statslige underskud, var de amerikanske republikanere ikke optaget af at begrænse det føderale underskud, og de troede for så vidt heller ikke på, at det kunne lade sig gøre.

Da republikanerne først havde vundet et valg på et program om modstand mod store offentlige budgetter og et løfte om at »skære dem ned til en passende størrelse«, gik de i gang med at øge det offentlige underskud ved at udskrive store skattenedsættelser til deres rige donorer. Selv om de synes befriet for de to andre stammers fobi med hensyn til budgetunderskud, er deres mål i sidste ende udtryk for en sparepolitik over for de amerikanske velfærdsprogrammer.

Skær og skær

I den sammenhæng er Donald Trump en ægte republikaner. Bistået af dollarens forbløffende evne til at hypnotisere opkøbere af amerikansk statsgæld, føler han sig sikker på, at jo mere han øger det føderale statsunderskud (via skattegaver til sine ligemænd), des større bliver presset på Kongressen for at beskære bistandshjælp, medicare og andre sociale programmer. Den sædvanlige retfærdiggørelse af sparepolitikken – nemlig finanspolitisk disciplin og begrænsning af den offentlige gældsættelse – kastes over bord til fordel for nøjsomhedspolitikkens dybere, politiske objektiv, som er at fjerne støtten til de mange og omfordele indkomsten til de få.

Den allestedsnærværende nøjsomhed afspejler derfor en overordnet dynamik, som står sin prøve i Vesten, fordi tre magtfulde politiske stammer arbejder for det. Modstandere af »Big Government« finder sammen med europæiske socialdemokrater og skatteforskrækkede republikanere.

Resultatet er ikke alene unødige trængsler for en stor del af menneskeheden. Det er også et forvarsel om en evig spiral af stadigt større ulighed og en kronisk mangel på stabilitet.

© Project Syndicate / Oversættelse: Lars Rosenkvist.