Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
1968 var som bekendt et skelsættende år, og begrebet »68’er« vækker hurtigt en masse billeder, tanker og følelser (kolde eller varme) hos de fleste af os. Og ja, 68erne findes, og de havde stor indflydelse på samfundet – i den grad også herhjemme. Det ændrer dog ikke på, at kun en ret lille del af generationen var egentlige 68ere med alt, hvad der følger med af oprørstrang, hår under armene og særlige politiske holdninger. De fleste levede deres liv stille og roligt og i tråd med gængse normer.