Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der er krig i Europa. Men utroligt nok ikke i den danske valgkamp

For første gang siden Anden Verdenskrig finder en dansk valgkamp sted, mens der er krig i vores helt umiddelbare nærhed. Men krigen er sært fraværende i valgkampen, og regeringen hemmeligholder en kritisk NATO-rapport, der kunne danne baggrund for en debat om Forsvarets tilstand – og fremtidens udgiftskrav til forsvar og sikkerhed.

»Men der er en underlig tavshed. Selv de borgerlige partier, for hvem en nøje opmærksomhed på landets forsvar og sikkerhed burde være en kernedagsorden, er der et besynderligt fravær,« skriver Tom Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så fik sygeplejerskerne og sosu'erne, eller var det fængselsbetjentene og pædagogerne, eller var det nu nogle helt andre, deres løfte om mere i løn. Står det til SF, skal børn og unge sikres milliarder til bekæmpelse af deres mistrivsel.

Lars Løkke vil pludselig indføre en form for millionærskat. DFs formand, Morten Messerschmidt, kræver mindst 10 milliarder mere i nødhjælp til inflationsramte danskere. Enhedslisten vil halvere priserne i den offentlige transport. Radikale vil bruge 60 millioner kroner på en ny, digital kulturkanal. Hele blå blok kræver mere frit valg i velfærden.

Det er alt sammen, som det skal være i et demokrati, uanset hvad man måtte mene om de enkelte forslag.

Men det er som om, noget mangler. Det er som om, noget har været stort set fraværende i den valgkamp, der nu kun har få dage tilbage. Noget, der mest har været nævnt i forbipasserende vendinger, men ikke været en del af valgkampens centrale diskussioner.

Det er krigen. Kan I huske den? Der er krig i Europa. Ouverturen til valgkampen var ovenikøbet flere eksplosioner i gasledninger tæt på dansk territorium. Statsminister Mette Frederiksen fandt det ved valgudskrivelsen »ejendommeligt« at føre valgkampen midt under en krig så tæt på os.

Siden har ingen rigtig for alvor talt om den.

Det er meget mærkeligt. Især fordi der helt åbenlyst er noget at tale om.

Kritisk NATO-rapport

Således viser det sig, at en NATO-rapport på den ene eller den anden måde forholder sig yderst kritisk til det danske forsvar. Til størrelsen af de danske forsvarsudgifter og hastigheden, hvormed man i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik fra i vinter enedes om at bruge flere penge på forsvar og sikkerhed.

Først mod udgangen af 2033 når Danmark således op på de to procent af BNP i udgifter til forsvar og sikkerhed, som vi for længst har stillet vore NATO-partnere i udsigt.

Vi ved, at kritikken findes i NATO-rapporten. Men vi ved ikke præcis, hvad der står, for på anbefaling af Forsvarets Efterretningstjeneste holder regeringen rapporten meget hemmelig. Da Berlingske søgte aktindsigt i den, var store dele af den streget over med sort, så fortrinsvis kun faktuelle oplysninger var tilgængelige.

»Forsvarsministeriet har på baggrund af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og efter en konkret vurdering foretaget af Forsvarets Efterretningstjeneste undtaget en række oplysninger fra retten til aktindsigt,« skrev ministeriet til Berlingske og tilføjede:

»Der er tale om oplysninger vedrørende Danmarks militære evne, hvor det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed og rigets forsvar, at oplysningerne ikke udleveres.«

Råderummet er brugt

Det er meget muligt, men hvad nu, hvis kritikken faktisk rejser en afgørende politisk diskussion, som burde være en afgørende del af valgkampen? Der har nu været krig i Europa i otte måneder, siden Rusland militært overfaldt Ukraine. Udsigterne er formentlig sådan, at der vil være krig og konflikt i år fremover mellem Ukraine, støttet af NATO, på den ene side og Rusland, støttet af eksempelvis Iran, på den anden side. Der er fare for, at krigen optrappes, og at russerne tager voldsomme våben i brug.

Samtidig er krigen en af hovedårsagerne til alle de andre kriser og hovedbrud, vi døjer med, og som politikerne forsøger at forholde sig til i valgkampen, fortrinsvis med plaster, gaffatape og udvalgte kompenserende gaver til ramte grupper. Forsyningskrise, energikrise, inflation – og hvad deraf kan følge af recession og faldende beskæftigelse? Meget kan føres tilbage til krigen.

Men krigen selv er pist forsvundet i den politiske debat. Hvis nu NATOs kritik faktisk peger på et potentielt alvorligt problem, nemlig at vi for at yde et tilstrækkeligt bidrag til krigen er nødt til at bruge endnu flere penge på Forsvaret og indfase dem betydeligt hurtigere end forudsat i det nationale kompromis, da burde det da være en central del af det, vælgerne kan tage stilling til ved folketingsvalget? Ikke mindst fordi hele råderummet efter regeringens lønløfte til de offentligt ansatte faktisk er brugt nu.

Aftalen fra i vinter blev indgået 6. marts, kun to uger efter Ruslands invasion. Vi ved nu meget mere om krigen, om dens perspektiver og muligt langtrækkende følger. Vi ved derfor potentielt også meget mere om, hvad den kræver af os. Af danskerne. Af det danske forsvar.

En underlig tavshed

Men der er en underlig tavshed. Selv de borgerlige partier, for hvem en nøje opmærksomhed på landets forsvar og sikkerhed burde være en kernedagsorden, er der et besynderligt fravær. Soldaten Jakob Ellemann-Jensen, der under forsvarsforbehold-afstemningen i foråret virkelig trådte i karakter, har været mærkeligt defensiv, og Konservative, forsvarsviljens gamle nøgleparti, har åbenbart haft mere travlt med egne interne trakasserier end med dem, der foregår på slagmarken i Ukraine, med Danmark som bidragyder til kampen mod den russiske krigsmagt.

Og regeringen? Den tier helt. Og hemmeligholder. Som man jo nu gør i de kredse, efter at enhver tanke om så stor åbenhed som muligt, også på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område, og i forhold til efterretningstjenesterne, indirekte er sat under formel anklage i Lars Findsen-sagen.

Der er ikke brug for krig i Europa. Den måtte gerne slutte, hellere i går end i morgen. Men der er brug for krigen i den danske valgkamp. For dens udfald de kommende år er på mange måder afgørende for vores skæbne. Også i Danmark.