Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der er gået inflation i forestillingerne om pressens »blodrus«

Medierne skal holde deres sti ren, men den såkaldte klapjagt på regeringen i minksagen er i virkeligheden en sund, demokratisk øvelse. Det samme er rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Ekstra Bladet burde ikke have placeret en journalist med kamera foran Barbara Bertelsens private bolig, skriver Pierre Collignon i denne kommentar. Her forlader Barbara Bertelsen sin afhøring i Minkkommissionen 18. november 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi så det ske under de første år af Inger Støjbergs instrukssag, og nøjagtig det samme sker nu: En presset regering slår igen ved at påstå, at hele sagen er en heksejagt drevet frem af en blodtørstig opposition og presse.

Lige nu buldrer det socialdemokratiske modangreb på sociale medier med anklager om, at de borgerlige partier benytter sig af Donald Trump-metoder for at »smadre på statsministerens troværdighed« i minksagen, selv om der ikke er skyggen af beviser for ulovligheder.

Det er »antidemokratiske« metoder, skriver Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister på barsel, og peger på, at medierne også har »et ansvar«.

Flere andre vil også gerne diskutere mediernes rolle. Der breder sig en opfattelse af, at pressen har dømt Mette Frederiksen på forhånd. »Stort set alle medier« har for længst »skrevet facit« om minksagen, mener Frank Korsholm, politisk redaktør på netmediet POV International.

Det facit skulle være, at Mette Frederiksen bør stilles for en rigsret, mens Korsholm har sit eget facit: At statsministeren »er ren«.

En del af kritikken kan let kan afvises. Den socialdemokratiske propagandamaskine kammede allerede over, da forfatteren Lars Olsen beskyldte danske medier for at »kuppe demokratiet« ved at holde fokus på minksagen. Det er den slags total delegitimering af den kritiske presse, som vi normalt ser autoritære regimer excellere i, men desværre lader fortællingen altså til at fænge.

Medierne skal derfor gøre alt, hvad de kan, for at forhindre, at de selv bliver til historien om minksagen.

Det er for meget, når Ekstra Bladet står og venter foran en embedsmands private bolig med et kamerahold for at fange hende på vej til afhøring i Minkkommissionen. Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er rigtig nok magtfuld, men hun skal have lov til at komme ud af sin dør i fred.

Journalister, der dækker minksagen, skal også passe på med, at de ikke blander genrerne for meget, når de på Twitter går over i kommentatorrollen og ironiserer over de svar, regeringen giver i sagen.

Jeg er tidligere gået i rette med andre fejl begået i dækningen af minksagen. Generelt skal vi bestræbe os på balance. Vi skal huske på, at de to skandalesager, vi lige nu diskuterer mest – minksagen og rigsretssagen mod Inger Støjberg – har deres udspring i to historiske kriser, flygtningekrisen 2015-1016 og coronakrisen 2020-2021. Både politikere og embedsmænd stod altså under et vældigt pres, da sagerne opstod.

Jakob Jensen, tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet, har i en kronik i Politiken opfordret medierne og Folketinget til at stoppe »klapjagten på embedsværket«, som »gør mere skade end gavn«. Jakob Jensen mener, at der er »gået inflation« i antallet af sager, som kræves kulegravet med kommissioner eller advokatundersøgelser, og han ser det som et resultat af en fælles »blodrus«, der kan opstå mellem pressen og oppositionspartier i Folketinget.

Jakob Jensen refererer til tidligere TV 2-journalist Anders Langballe, som i en bog i foråret gik i rette med ikke mindst sin egen journalistiske tilgang på Christiansborg ved at introducere begrebet »blodrus«.

Det hører dog med til billedet, at et af Anders Langballes mest rammende eksempler handlede om den ministerstorm, som Lene Espersen kom ud i på et virkelig sølle grundlag; hun havde takket nej til et møde på grund af ferie.

Minksagen hører til i en helt anden, tungere liga. Her taler vi om en danmarkshistorisk beslutning om at nedlægge et helt erhverv taget uden det fornødne lovgrundlag. Så er det altså en demokratisk nødvendighed, at pressen graver og bliver ved med at stille kritiske spørgsmål. Også om sms’er, selv om mange gerne vil afskrive den del af sagen som helt irrelevant.

Vi ved, at sms’er har været en afgørende kommunikationskanal for Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen. Dertil kommer, at regeringen har forsøgt at begrave hele sms-sporet i kafkaske svar og udvist en udtalt modvilje til at reagere på ikke bare pressens, men også Minkkommissionens forespørgsler om sms’er. Minkkommissionen er som bekendt nedsat af Folketinget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) holder pressemøde om forsvundne sms'er i minksagen 3. november 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Det er altså ikke bare tabloide hunde, som kræver svar – men folkestyret. Derfor vil jeg advare mod, at vi bliver alt for forskrækkede over dels kritiske journalisters insisterende spørgsmål på pressemøder, dels over selve antallet af parlamentariske undersøgelser.

Udover Minkkommissionen og Støjbergs instrukssag har vi de seneste år undersøgt de årelange og utrolig dyre svigt i SKAT. Der er netop nedsat en yderst hemmeligholdt undersøgelse af mulige lovbrud i Forsvarets Efterretningstjeneste, og vi har i to omgange sat undersøgelser i gang om Tibetsagen.

Ingen af disse undersøgelser vil jeg undvære. Vi skal i virkeligheden se dem som demokratiske sundhedstegn. Antallet passer til den norm, som også blev identificeret i Bo Smith-udvalgets rapport fra 2015 om samspillet mellem politikere, embedsmænd og pressen. Undtagelsen for den norm var årene med Anders Fogh Rasmussen som statsminister, da Dansk Folkeparti hele tiden forhindrede, at der blev flertal for at sætte undersøgelser i gang.

Vi skal være glade for, at der i dag på begge sider af Folketinget er en større vilje til at undersøge mistanker om magtmisbrug. Det er ubehageligt for de involverede, men lyset er sundt for demokratiet, og der er meget at lære for alle parter.