Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der er dejligt på Nørrebro, men…

Foto: Niels Ahlmann Olesen og Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skal man bo i København og især på Nørrebro, må man også tage de mange skyderier på åben gade og bander, der hærger i bybilledet, med, kan jeg forstå efter at have boet her i tre år. For mig var min flytning til København ellers udlevelsen af min ultimative danske drøm, for her kunne jeg endelig tage hul på friheden og gebærde mig, som jeg ville. Men medaljen har en bagside. Banderne og skyderierne lægger et begrænsende åg på friheden. Og selv i skrivende stund lægger jeg øre til skyderier gennem mit køkkenvindue.

For nylig skulle jeg mødes med en gammel ven på Blågårds Plads. Jeg steg på min cykel, men trak cyklen det sidste stykke. Jeg blev da mødt af en stor gruppe mørkklædte mænd med logoerne »Loyal to familia«. Tre-fire af dem kom hen imod mig på konfrontatorisk vis, hvorfor jeg bare sænkede blikket og ilede derfra. Tænk, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde sænket blikket? Jeg finder denne indtagelse af byrummet stærkt utryghedsskabende, og i det lys undrer jeg mig ikke over de stadigt voldsommere episoder på Nørrebro.

For nylig sad jeg med en god ven på en café på Sankt Hans Torv, da der pludselig kom to meget unge piger med deres dyre Chanel-tasker hen og satte sig ved vores bord. De begyndte at tale med os, og jeg sagde, at det var en flot taske. »Ja, min eks-kæreste skulle også have den samme,« sagde hun og pegede på den anden pige, der i mellemtiden var gået hen til en bil for at tale med en fyr. Pigen ved bordet snakkede videre med blikket fæstnet på tasken, som hun kærtegnede som en lille hund. Hun betroede os, at hun lige havde været en uge i Alanya med en sugardaddy og fået 150.000 kr. for det.

Derefter kom veninden smilende og tilfreds tilbage. Hun havde åbenbart fået noget igennem. Bilen forsvandt, og fyren, der havde siddet i den, kom over til vores bord. Han var gennemtatoveret, også på den ene halvdel af issen. Han var umiskendeligt medlem af en rockergruppe, hvorfor vi straks rejste os og gik indenfor for derefter helt at forlade stedet.

Der var noget suspekt over hele dette optrin. De meget unge piger, de dyre Chanel-tasker, de 150.0000 kr. og rockeren. Især at en pige kan tjene så meget på at være en uge i Alanya, rækker ud over, hvad en almindelig familiefar i 40 års-krise kan tillade sig. Var vi virkeligheden vidne til noget ude i en af kriminalitetens fødekæder, hvor store beløb sagtens kan skifte hænder ubesværet?

Oven på disse iagttagelser fra det virkelige liv kan jeg konstatere, at der er brug for mere politi i gaderne, så de kriminelle miljøer kan blive mere stressede. Og al den stund, at fængslerne fungerer som uddannelsesinstitutioner til at gøre bandemedlemmer endnu mere kriminelle, skulle man måske prøve at tænke hårdt arbejde som en del af straffen. Lad dem fælde træer i Sverige eller bygge skibe, så de får en smag både af og for, hvad det vil sige at bygge et samfund op. Alternativet er, at det er de fredelige Nørrebroborgere, der – sådan som det har været hidtil – må betale prisen og flytte fra bydelen.