Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der er da ét lyspunkt i verden: Vi er nu de knap så rige svin

I denne tredje udgave af mit nyhedsbrev til borgerlige danskere går vi helt tæt på vores alle sammens økonomiske fortrædeligheder midt i krisen. Er der noget godt at sige om det hele? Måske, men kun måske …

Nogen – vi ved ikke hvem, men man kan jo gætte – har fået det til at sige bang! dybt ude i Østersøen og med en række eksplosioner har frembragt tre store huller i gasledningerne Nord Stream I og II fra Rusland mod Vesten få kilometer fra Bornholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forsvaret
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I krisetider lærer man at påskønne smulerne. Om morgenerne i denne uge, når jeg traskede tungt gennem byen på vej til arbejde i blæst og byger, huskede jeg mig pludselig på at glædes over det ellers glædesløse vejr.

Vi får brug for rusk, regn og uafladelige frontpassager fra nordvest gennem hele den bælgmørke vinter, hvis vi skal undgå strømudfald og psykopatiske energipriser. Så bare kom med mere elendigt vejr, der kan tænde antydningen af et solskinssmil i vore ellers så tyngede ansigter.

Tungsindigheden blev ikke mindre forleden, da det viste sig, at nogen – vi ved ikke hvem, men man kan jo gætte – har fået det til at sige bang! dybt ude i Østersøen og med en række eksplosioner har frembragt tre store huller i gasledningerne Nord Stream I og II fra Rusland mod Vesten få kilometer fra Bornholm. Det formelig bobler af gas i havet tæt på dansk territorialfarvand. Hvilket pludselig bragte krig og internationale spændinger uendeligt meget tættere på os i Danmark, og det gjorde ikke udsigterne til den kommende vinter mere fornøjelige.

Jeg gætter på, at du har det ligesom jeg: Imens jeg forleden endnu en gang løb forvirret, formålsløst og resultatløst rundt for at se efter, om der skulle være en enkelt god nyhed i verden fuld af lækkende gasledninger, kom jeg af vanvare til at åbne app'en til min pensionsopsparing. Et råd: Lad være med det.

Minus 14,31 procent skoggerlo den mig infamt lige op i ansigtet, som om det var det, jeg havde brug for at få at vide netop nu. 14,31 procent er min pensionsopsparing blevet mindre siden januar, selv om jeg så trofast som en logrende golden retriever har indbetalt penge til den måned efter måned. Dét er takken.

Læg dertil inflationen, som betyder, at selv det beløb, min opsparing nu så forræderisk er skrumpet ind til, samtidig er blevet betydeligt mindre værd. Er det en lille trøst, at man ikke er alene med sine privilegerede elendigheder, som Berlingskes Povl Dengsøe så skånselsløst har berettet om? Måske. I det mindste er vi formuende sammen om at se vore penge forsvinde mellem hænderne på os. Det er jo også en slags fællesskab.

Hvor skal vi, du og jeg, så se hen for at finde gode nyheder? Personligt stillede jeg mig ud på gaden for at se på mit hus, hvor vi har boet i snart 20 år. Et dejligt sted, som har givet mange glæder, herunder en støt stigende friværdi.

Men så kom jeg til at læse, hvad Louise Kastberg skrev i min egen avis, og da jeg efterfølgende kastede et blik på huset igen, så jeg ikke længere et guldrandet palads, men en almindelig, dødelig stabel mursten: Åbenbart kan jeg se frem til, at huset taber 10-15 procent af sin pris de næste par år, og det samme kan sikkert du, og så har vi jo fået beseglet vores nye fællesskab: De knap så rige svin, om man så må sige – for nu at låne fra venstrefløjens vokabularium.

Dragør, en af de byer med med forholdsvis flest gasopvarmede boliger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Et omvendt ka-ching!

Nå, kære nyhedsbrevslæser, hvad gør vi så nu, lille du? Det er en kold tid, som vi lever i, og man skal åbenbart vaske sit tøj midt om natten – eventuelt i de barmhjertige timer fra to til fem, hvis man skal spare lidt penge efter endnu en dag i krise-Danmark.

Jeg tjekkede min elregning, det kunne være, at den gode nyhed var dér. Jeg har hørt om fastprisaftaler, som det ville have været genialt at have lige nu, måske vi af vanvare for år tilbage havde fået indgået sådan én? Det havde vi, men med vanlig sans for timing udløb den 31. januar i år, tre uger før Putin invaderede Ukraine, så vi betaler nu mellem fire og fem gange så meget pr. kWh som for et år siden. Det var heller ikke dér, de gode nyheder var, men i det mindste er vi sikkert sammen i lidelsen.

Heldigvis har vi fjernvarme, alt det indehavere af gasopvarmede huse nord for København og i Dragør og andre steder drømmer hede drømme om at få, nåede jeg lige at tænke i et nanosekund, før jeg læste, at et EU-loft over elpriser kan få lige præcis vores regning til at skyde lodret i vejret. Damn! Men igen: Da vil vi atter være i samme båd, kan man sige.

Hvad gør man for at trøste sig, når alt er trist? Man trøstespiser. Så jeg gik i supermarkedet for at købe oksekød til en ordentlig stabel lækre hakkebøffer, men ak. Tre undselige pakker hakket kvæg stod nu i omkring halvandet hundrede kroner, smørret kostede også en bondegård, og i det hele taget var det umuligt at slippe ud af butikken igen uden en generel følelse af afpillethed. Man kunne næsten høre trækket fra kontoen. Et omvendt ka-ching!

Skatteminister Jeppe Bruus på besøg hos en af de mange købmænd, der lider økonomisk på grund af de høje elpriser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Borgerlingske-budskabet: Mere lighed!

Er du som den gennemsnitlige Berlingske-læser, er du formentlig ramt af formueskrump på alle tænkelige fronter: Friværdien, pensionsopsparingen, aktieporteføljen og det, du har tilbage, er mindre værd, lige som du skal betale mere for alt. Samtidig er ingen af os så privilegieblinde, at vi ikke indser, at andre har det meget værre end os. Vi har vel trods alt, hvad vi skal bruge.

Men virksomheden, der ikke bare kan skrue ned for energiforbruget, eller den familie, der før kun lige fik det til at løbe rundt, og nu risikerer at måtte gå fra hus og hjem, for dem er det her jo nærmest eksistentielt.

Er der det mindste lille lys i det tiltagende efterårsmørke? Tænke, tænke, tænke … Jo: Ligheden! Ligheden må være stigende i Danmark, for selv om de fattigste lider hårdest, er det de rige, der er blevet så uanstændigt mere velhavende, mens det gik godt, som nu taber mest.

Og da lighed som bekendt er en hovedprioritet i velfærds-Danmark, så er det da en mægtig god nyhed. Ikke sandt? Eller, hvad?

Berlingske er i den grad klar til valget. Hvis det da kommer

Ellers kan jeg rapportere, at vi på Berlingskes redaktion lige som alle øvrige danskere i månedsvis har gået og ventet på valget, mens regeringen effektivt har udnyttet den radikale trussel med en tre måneder lang lunte til bruge regeringsapparatet til at få kylet politiske udspil og planer i hovedet på os.

Frie Grønnes Sikandar Siddique særlige ageren i politik og i flere partier er blevet beskrevet indgående forleden i en artikel af tre Berlingske-journalister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Mens vi venter, kommer avisens dygtige journalister godt ud i afkrogene af dansk politik og sætter spot også nogle af de mere marginale, men alligevel interessante figurer, vi kommer til at møde i valgkampen. Herunder Frie Grønnes Sikandar Siddique, hvis særlige ageren (kan man vel godt tillade sig at sige) i politik og i flere partier journalisterne Jette Aagaard, Mie Louise Raatz og Michael Alsen har afdækket. Det er meget læseværdigt, tør jeg godt love dig, hvis du ikke allerede har fået læst historien.

Det er har jo længe været forventet, at valget udskrives i næste uge, medmindre Mette Frederiksen vælger at ignorere De Radikales ultimatum, hvad jeg selv har spekuleret i på Facebook. Baseret på kendskabet til statsministerens væsen er det en tanke, der ikke kan være helt fremmed: At hun hellere vil lade sig vælte end at gå.

Andre mener det modsatte. Men det er, som om gassabotagen i Østersøen har rykket lidt ved tingene. Vil Mette Frederiksen udskrive valg midt i en international krise med Danmark i en hovedrolle? Tør De Radikale til syvende og sidst vælte hende? Ender det hele med, at valget alligevel kommer senere? Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, skriver om det her. Lad os se.

Under alle omstændigheder er vi klar på Berlingske. Alt bliver sat ind – både i den løbende dækning af valgkampens gang, som denne gang kan blive både vild, voldsom og uforudsigelig med 14-15 partier opstillet og en fornemmelse af almindelig kaos over det hele, men også med nogle særlige Berlingske-satsninger, som vi glæder os til at præsentere dig for.

Invitér dig selv ind i Østergaards Salon

En af dem er i gang: Min chefredaktørkollega, Mette Østergaard, har haft debut med sin nye podcast, Østergaards Salon, der er bygget op om, at et par velvalgte gæster tager nogle politiske kæpheste med i studiet. Østergaards Salon kommer en gang om ugen, men under valgkampen oftere. Et godt tip: Abonnér på den. Kan høres på berlingske.dk, men også på alle andre podcastplatforme.

Følg Østergaards salon på mobil

Skal, skal ikke

Hvilket bringer os frem til mit nyhedsbrevs faste afslutning: Et stykke musik, jeg synes passer tematisk til tiden, vi er i.

Nogle gange skriver man i sand – også nyhedsbreve. Verden ændrer sig, mens man skriver, og det, der gav mening at skrive i forgårs, fremstår skævt i dag. Oprindeligt planlagde jeg en sang, der skulle pirke til Mette Frederiksen for at få udskrevet valget, The Kinks gamle hit »Tired Of Waiting For You«. Men nu er det nok mere relevant at slutte med en klassiker med The Clash for at illustrere de overvejelser, der med stor sandsynlighed må foregå inde i hovederne på både Sofie Carsten Nielsen og Mette Frederiksen: »Should I Stay Or Should I Go«

Værsgo. Vi høres ved!