Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der er behov for en ny konservativ-liberal politik

»Økonomisk frihed hænger uløseligt sammen med bevarelsen af Danmark som et velfungerende samfund af stolte, selvstændige individer.«

Camilla Kiil Fold sammen
Læs mere

Konservatismen har påny vind i sejlene. Det er glædeligt, at en levende, konservativ bevægelse gryr i Danmark, ligesom det var velgørende, da den liberale bevægelse for nogle år siden fik fodfæste.

Det er helt afgørende, at vi i dag – i høj grad takket være mange af de konservative debattører – taler tydeligt og illusionsløst om problemerne forbundet med masseindvandringen fra lande i Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan. At vi taler om kultursammenstødet mellem islam og den kristent-sekulære livsanskuelse, om truslen mod den nationale selvstændighed og suverænitet, som ikke mindst den overnationale monstrøsitet EU repræsenterer. At vi åbent diskuterer ulemperne ved årtiers normskred, dannelsestab, kernefamiliens opløsning og civilsamfundets svækkelse.

Her er der brug for konservativt sindede stemmer, for erfaringsmæssigt er det hos dem, man finder den højeste grad af forståelse for kulturens betydning. For at mennesket ikke kan leve af brød og økonomiske reformer alene.

Bekymrende er det imidlertid, hvis den konservative tilgang bliver en stopklods for nødvendige forandringer. Man skal ikke bevare alene for at bevare. Således er det forstemmende for en økonomisk liberal som mig at læse eksempelvis den konservative Caspar J. Stefanis (Berlingske, 23. oktober) tøvende holdning til afskaffelse af topskatten. En ren misundelsesskat, der åbenlyst gør mere skade end gavn. Hvis den konservative forhippelse på at bevare samfundet, som vi kender det, og redde det fra ubekvemme følelser som »frustration og splittelse« (Stefani) kommer i vejen for at trække Danmark i en retning, der igen levner plads til, at privat initiativ og civilsamfund kan blomstre, er vi lige vidt.

Økonomisk bestikkelse

For mens de konservative debattører gør ret i at påpege vigtigheden af civil sammenhængskraft, er påpegelsen omsonst, hvis vi ikke gør op med det økonomiske system, der i høj grad har fortrængt de værdier og dyder, de konservative savner:

En velfærdsstat i dansk størrelsesorden kan kun vanskeligt sameksistere med et sundt civilsamfund og en bæredygtig kultur, hvor man tager sig godt af sine nærmeste, yder, før man nyder, tager forpligtelser alvorligt og holder frugtbare traditioner og generationskontrakten i hævd. For hvorfor besvære sig med alt dette, når staten alligevel tager sig af alt fra børnepasning over pasning af ældre og drift af sygehuse til finansiering af arbejdsløshedsforsikringer, og via overførsler udligner forskellen mellem de bæredygtige og de knap så bæredygtige måder at indrette sin tilværelse på?

Der er tale om en form for økonomisk bestikkelse, og den tager man naturligvis imod, når nu staten har taget halvdelen af alt, hvad man knokler for at tjene til sig selv og sin egen familie. For lavere indkomstgruppers vedkommende er den overdimensionerede velfærdsstats fristelser af endnu mere destruktiv karakter, for hvorfor overhovedet arbejde og stræbe mod en selvstændig tilværelse, når gevinsten ved at være på overførselsindkomst er næsten ligeså stor?

Som medlem af Nye Borgerlige, der er et både liberalt og konservativt parti, håber jeg, at den indsigt, at økonomisk frihed hænger uløseligt sammen med bevarelsen af Danmark som et velfungerende samfund af stolte, selvstændige individer, vil brede sig i det politiske landskab. For hverken det kulturelle eller det økonomiske fokus kan stå alene, og det bliver især tydeligt, når man betragter to af de store gengangere i debatten blandt borgerlige: Indvandring og EU.

Danexit

Danmark har igennem årene med succes integreret indvandrere fra eksempelvis østeuropæiske lande, som i sagens natur også indvandrede til en velfærdsstat. Det er tydeligt, at problemets kerne er kulturel, ligesom problemet med EUs overtagelse af store dele af den magt, der burde ligge hos danske politikere ikke drejer sig om økonomi, men om den underminering af nærhedsprincippet og den kulturelle og nationale selvbestemmelse, der er konsekvensen.

Det er den brede befolkning klar over. Derfor er det nytteløst at forsøge at agitere for øget indvandring eller tættere tilknytning til EU med økonomiske argumenter, a la »vi har brug for arbejdskraften« eller »dansk udmeldelse af EU kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for Danmark«, som advarslen ofte lyder mod Nye Borgerliges ønske om et Danexit efter britisk forbillede.

For det første er argumenterne naturligvis i sig selv absurde, al den stund, at indvandrere fra lande i Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan har en rekordlav grad af deltagelse på arbejdsmarkedet, og frygten for et slag mod britisk økonomi efter Brexit stort set har vist sig ubegrundet. For det andet drejer befolkningens protest mod indvandring og EU, som Dansk Folkepartis succes ved sidste valg vidner om, sig ikke om penge, men om ønsket om at være herre i eget hus.

Et naturligt, vitalt ønske, som de eksisterende partier på Borgen ikke har recepten på at imødekomme. Men der er nye folk på vej.