Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der er allerede nok at se til for de borgerlige. Hvis de orker

Magtspillet synes at være kommet i forreste række hos de borgerlige – og særligt hos Venstre. Det er trist, for det har givet Mette Frederiksen en bedre start som statsminister, end hun selv ville have været i stand til at levere. Der er nemlig allerede nok at rive i for de borgerlige.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

SV eller ikke SV. Er det virkelig spørgsmålet? Tilsyneladende. Det er i hvert fald en væsentlig del af årsagen til, at Venstre som parti er i indre ledelsesmæssig selvkogning, selv om man over flere omgange har søgt at lægge låg på.

Det er ganske bizart, at Lars Løkke Rasmussens soloforslag i valgkampen stadig er et omdrejningspunkt for diskussionerne i blå blok her i august, tre måneder senere. For enhver med øjne i hovedet kan se, at det er et fatamorgana.

Skulle nogen have misset det, er der siden dannet en socialdemokratisk regering byggende på støtte fra en ren rød blok. Det er der ikke meget SV over. Når det gælder Løkkes bekymring for yderfløjenes indflydelse på dansk politik – som principielt kan være reel nok – så endte det med, at Stram Kurs ikke kom ind, mens Nye Borgerlige netop fik fire mandater.

På den anden fløj står Enhedslisten faktisk let svækket efter valget. 30.000 vælgere forlod listen 5. juni – i forhold til for fire år siden. At partiet er parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk statsminister er til gengæld ikke nyt. Det var EL som bekendt også fra 2011-15, hvilket ikke burde få borgerlige til at svaje. Men tværtimod lede dem til at holde skarpt øje med tendenser til udskridning mod den yderste venstrefløj hos den S-ledede regering.

»Der er allerede nok at rive i, hvis man ellers kan få flyttet fokus væk fra de indvortes magtbrydninger. Hvad der så end skal til på den front.«


Dertil kommer, at der i politisk tidsregning er en uendelighed til næste valg. Formentligt. Overhovedet at bruge kræfterne på fremtidige regeringskonstellationer nu er det, politikere selv plejer at betegne som »et hypotetisk spørgsmål«. Alligevel handler alt om det hos de borgerlige. Et bal, der blev åbnet af Løkke i valgkampen og fik nyt liv i kraft af Kristian Jensens udsagn i et interview her i Berlingske. Siden har alt været kaos, som man siger.

Magtspillet først

Man spørger sig, hvad der dog foregår, og svaret er desværre nok enklere, end man bryder sig om at erkende: Ledelses- og magtspillet i Venstre har fået førsteprioritet for mange i det største borgerlige parti. Alt andet kommer derved til at vige. Det er livsfarligt for enhver borgerlig fantasi om at komme til magten i Danmark igen inden for en rum fremtid. Man har tilføjet Mette Frederiksen en drømmestart som statsminister, hun aldrig ville kunne have sikret sig selv.

Det er blevet sagt, at borgerligheden i Danmark er splittet, i krise, er dysfunktionel. Jeg har også selv skrevet det. Så det er naturligvis rigtigt! Den anden side af mønten er, at borgerlighed i 2019 vitterligt er mange forskellige ting – og skal have lov til at være det, selv om for mange borgerlige i denne tid har travlt med at beskylde hinanden for overhovedet ikke at være rigtigt borgerlige. I stedet for at overveje, hvordan man trods forskellighederne kan finde og arbejde politisk sammen.

I den henseende er der allerede nok at rive i, hvis man ellers kan få flyttet fokus væk fra de indvortes magtbrydninger. Hvad der så end skal til på den front.

Nok at tage fat på

Se i retning af den nye regering og dens støttepartier. Der er nok at tage fat på.

Således åbnede statsminister Mette Frederiksen under sit pressemøde på Marienborg forleden for, at der meget snart indkaldes til forhandlinger om en ny klimalov.

Det sker på baggrund af det såkaldte forståelsespapir, hvor regeringen og dens støttepartier nåede frem til, at der skal vedtages et bindende krav om at sænke drivhusgasudledningen med hele 70 pct. i 2030. Det lyder idealistisk og flot, men ingen har endnu kunnet anvise vejen til, at det skal kunne lade sig gøre. Især ikke uden en økonomisk regning, der vælter hele læsset i den velfærdsstat, regeringen erklærer, at den nu vil »sætte først«.

Mon ikke det kunne give lejlighed til at forme en ny og ambitiøs, men realistisk borgerlig samling om en klimapolitik, der går ud på at løse de største problemer så effektivt som muligt?

Regeringen har også indledt forhandlinger om en differentieret pensionsalder. Men den skylder endnu blot konturerne af et svar på, hvordan det skal kunne lade sig gøre at give objektive rettigheder til tidligere pension til dele af arbejdsmarkedet, uden at det kommer til at koste langt, langt mere end de tre milliarder kroner, som Socialdemokratiet før valget erklærede at ville afsætte til det.

Mon ikke der her er et effektiv afsæt til, at de borgerlige partier kan finde sammen om en anden og klogere tilgang?

Lige om lidt kommer regeringens første finanslovsudspil. Finansminister Nicolai Wammen bedyrede på Marienborg torsdag et såkaldt »kasseeftersyn«. Det plejer at betyde, at en ny regering finder ud af, at den slet ikke har alle de penge til rådighed, som den egentlig gik og troede. Altså kan der inden for en kort tid komme en sværm af forslag til diverse skattestigninger, som rammer danskerne direkte eller indirekte på pengepungen. Og spænder ben for vækst og investeringer i Danmark. For slet ikke at tale om den brandbeskatning af arvinger, der allerede er bebudet.

Mon ikke det kunne få de borgerlige partier til at flokkes om en fælles moddagsorden, med lidt held måske endda med de Radikale helt eller delvist om bord?

Og så har regeringen allerede vist antydninger af, at man er villig til at slække på udlændingelovgivningen for at tækkes Radikale og Enhedslisten.

Selv om det ikke er nemt at vinde valg på udlændingepolitikken længere i Danmark, så kan man formentligt godt tabe på den; også her er der en oplagt vej ind for de borgerlige, både i forhold til asylpolitikken, og ikke mindst når det handler om at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Der er altså allerede alt for meget at gøre. Hvis de borgerlige, og især Venstre, orker at nå frem til en situation, hvor de er i stand til at koncentrere sig om det.