Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Der bullshittes

Henrik Dahl, Sociolog og forfatter
Læs mere
Fold sammen

»Den der lyver, og den der taler sandt, spiller så at sige på hver sin side – i det samme spil«. Det er en af de vigtigste pointer i Harry G. Frankfurts efterhånden berømte lille traktat om bullshit fra 2005.

Selve ordet er ganske latrinært, hvis man tænker efter – men det er faktisk det udtryk, den lærde filosof (der sluttede karrieren som professor ved Princeton) anvendte. Derfor lader vi det i sin ubesmykkede grovhed stå, også her.

I den valgkamp, der kommer nærmere og nærmere, vil megen opmærksomhed blive opslugt af spørgsmålet: Er dette løgn eller sandhed?

Det er der bestemt grund til. For jeg må tilstå: En af de ting, der har overrasket mig mest, efter at jeg er gået ind i politik, er mængden af tilfælde, hvor nogen decideret lyver.

Ikke overdrivelser. Ikke den kække runden lidt op. Ikke lystfisker-historier. Vi taler om brutal og lodret løgn: Udsagn, der tilforladeligt udgiver sig for sandhed, men har nul forbindelse med den.

Men bullshit bør der også holdes et opmærksomt øje med. Og her tænker jeg ikke på udsagn, der udløser et ærgerligt udbrud: »Åh! Bullshit!« Jeg tænker på bullshit i den sproglige og filosofiske forstand, Harry G. Frankfurt anvender det.

Når man bullshitter, er man ifølge Frankfurt ganske og aldeles ligeglad med, hvad der er løgn og hvad der er sandt. Det kan udmærket være, at der er blevet mere af X og mindre af Y, siden der sidst var valg – men afsenderen af bullshit-budskabet er dybest set ligeglad. Dersom det passede bedre ind i hans eller hendes overordnede fortælling, kunne budskabet nøjagtig lige så godt have været det modsatte.

GRUNDEN TIL, AT der bullshittes, er naturligvis, at man ønsker at nå sit mål og er ligeglad med midlerne. Det gode spørgsmål er: Hvorfor tror man så ofte, at man kan slippe af sted med det? Og hvorfor slipper så mange rent faktisk af sted med det?

Her tror jeg, vi skal søge et svar uden for selve det politiske system.

Når det – efter min formening - er lettere at bullshitte i dag, end det nogensinde har været, hænger det sammen med, at der i tiden findes en udbredt skepticisme og relativisme.

Flere og flere opdrages og navnlig uddannes i vore dage til at tvivle på alt og kritisere alt.

I grunden er det en fornuftig strategi. Men som det gælder i så mange andre sammenhænge - alt med måde. Hvis man aldrig lader sig overbevise, uanset hvor usandsynligt det er, at eksperterne på området tager fejl, eller uanset hvor selvindlysende, et givet forhold er, så ender man i en fuldkommen gold skepticisme, hvor intet anses for at være sandt eller gyldigt.

OG LIGESOM PLANTEVÆKSTEN af sig selv rykker ind, hvis man rydder en byggegrund, så rykker relativismen ind, når skepticismen har ryddet bevidstheden for tanken om sandhed: Hvis intet er sandt – så kan vi lige så godt kalde alting sandt.

I dette åndelige klima, hvor sandheden har en tilbøjelighed til at blive ren følelse, er det lettere end nogensinde at bullshitte. Dog må man håbe, at partierne vil lade være. For som Frankfurt konkluderer: »I kraft af dette (ligegyldigheden i forhold til sandheden) er bullshit derfor en større fjende af sandheden end løgn.«