Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dengang jeg skrev til Dronningen

Jeg har lært at en dronning ikke kan stoppe en krig eller redde uskyldige fra at dø. Jeg lærte også om Hendes Majestæt, at hun er et yderst begavet og varmt menneske, højt elsket og respekteret af sine borgere. Og mens den ene kritiker efter den anden melder sig for at påpege Hendes Majestæts indblanding i integrationsspørgsmålet, klapper jeg i mine små hænder.

»Jeg var 13 dengang. For mig var hun det mest magtfulde menneske i verden.« En ægte dronning gør indtryk på børn. Fold sammen
Læs mere

Det var vinter 1993, og selv om klokken ikke var mange, var mørket ved at lægge sig over Christianshavn. Min familie og jeg var kommet til København et par måneder forinden som krigsflygtninge fra Bosnien. Vi boede dengang på Flotel Europa. Et kæmpeskib, der var blevet lavet om til et flygtningecenter og rummede over 1.000 sjæle. Skibet lå til kaj for enden af Strandgade. Omtrent det sted, hvor restaurant Noma ligger i dag.

Vi var fem-seks bosniske teenagere på vej mod Knippelsbro. Lige inden vi nåede Torvegade, blev vi dirigeret om på den anden side af gaden, og det var her, vi lagde mærke til bilerne. To sorte biler med en krone på nummerpladen og chauffører med hvide handsker bag rattet standsede lige foran os, netop som vi skulle til at gå over vejen.

Og Hun steg ud. Hendes Majestæt. Høj, flot, med gulvlang pels og håret sat op. Hun havde ikke krone på, men den behøvede hun heller ikke. Der var ingen tvivl om, hvem hun var.

Læs også: Dronningen 75 år

Jeg var 13 dengang. For mig var hun det mest magtfulde menneske i verden, og jeg stod lige der. Ti skridt fra hende. Det var, tro det eller ej, sidste gang, jeg så Hendes Majestæt i virkeligheden. Men jeg glemte hende ikke.

Året efter, 21. april 1994, udkom mit brev til Hendes Majestæt i dagbladet Politiken. Østbosnien var under konstante angreb, og den eneste lille enklave, Gorazde, var ved at blive jævnet med jorden. Jeg håbede, at mine bedsteforældre nåede at flygte dertil fra vores hjemby, som var gjort etnisk rent for muslimer. Vi lå søvnløse, og Radio Sarajevo var det eneste medie, vi havde hørt eller set i flere dage.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

En nat kunne jeg ikke sove. Jeg forsøgte at læse en bog på engelsk, men det gik ikke så godt. Så hentede jeg en blyant og begyndte at skrive på bagsiden af noget brugt printpapir. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle adressere brevet til. Tårerne trillede, og jeg var hjælpeløs. Jeg lukkede øjnene og kom til at tænke på min flygtningetid i Danmark. Og så kom den kolde vinteraften tilbage til mig. Jeg kunne se hende for mig. Hendes Majestæt. Jeg kunne næsten lugte osen fra de to sorte biler og høre betjentene fortælle først på dansk, dernæst på engelsk, at vi ikke lige kunne gå forbi det sted, som jeg senere lærte, var Udenrigsministeriet.

Selvfølgelig. Hvis nogen har magt til at stoppe det massemord, er det hende. Hun er jo dronning, for Guds skyld. Og så er hun så vellidt hos FN, Clinton… Selv Pavarotti var ved at smelte i hendes nærvær, da han besøgte Danmark kort forinden. Det tog mig ikke lang tid at forfatte brevet, hvor der blandt andet stod:

»Deres Majestæt, mit fædreland er ved at dø. Mit folk er ved at dø af granater, sult og kulde. I Gorazde bor tusindvis af børn og unge, hvis liv er truet. De bor i ødelagte huse uden tag, de sover på gaderne og lever i konstant angst for, at serbiske soldater vil indtage deres by, skære halsen over på dem eller gøre dem til invalide. Jeg beder Dem, Deres Majestæt, om at appellere til FN, præsident Clinton, EU og alle dem, som har magt til at standse krigen og redde vores folk og vort land.«

Læs også: Dronningen: »Vi skal ikke lade os kyse«

Næste morgen, bad jeg en familieven, der havde boet i Danmark i flere årtier, oversætte brevet. Hun kontaktede en veninde, som skrev for Politiken dengang, og før jeg vidste af det, var jeg udkommet i en landsdækkende avis for første gang i mit liv. Jeg modtog dog aldrig et svar fra Hendes Majestæt.

Der er gået 21 år, og jeg har lært en del om politik, og at en dronning ikke kan stoppe en krig eller redde uskyldige fra at dø. Jeg lærte også en del om Hendes Majestæt. At hun er et yderst begavet og varmt menneske, højt elsket og respekteret af sine borgere. At man, royalist eller ej, skulle se Dronningens nytårstale. Og nåede man det ikke nytårsaften, så man genudsendelse 1. januar.

I sin nytårstale har Hendes Majestæt i alle de år, jeg har boet i Danmark, opfordret danskerne til at tage godt imod mennesker, som kom til Danmark fra nær og fjern, for at starte et liv her. Jeg vidste det faktisk allerede dengang, hvilket gjorde, at jeg sluttede mit brev fra 1994 med: »Jeg har hørt, at De er meget modig, Deres Majestæt. At De er imod racisme og uretfærdighed, og at De ofte appellerer til Deres folk om at vise forståelse over for de fremmede. Derfor beder jeg Dem om at appellere til alle humane mennesker i denne verden om at rejse sig og kræve, at krig og myrderier stoppes. Hjertelig hilsen fra mig og alle de tusindvis af børn, som ikke har mulighed for at udtrykke deres følelser, angst, håb og ønsker. Mersiha Cokovic.«

Meget har ændret sig siden. Jeg er blevet dansk statsborger, kæreste til en dansk mand og mor til to drenge, Dronningen er blevet svigermor til smukke kvinder fra tre forskellige kontinenter og farmor til en hel børneflok.

Men det er ikke kun vores familieforhold, der har ændret sig. Det har vores politiske holdninger også. Jeg har engang også tænkt, at folk, der kommer til Danmark, skal hjælpes ubetinget, uanset deres egen indsats.

Læs også: Thomas Larsen: Dronningen har ændret kurs

Berlingske offentliggjorde forleden en artikel, hvor Hendes Majestæt blandt andet fortalte, at nytilkomne i Danmark skal respektere nogle basale spilleregler og tilpasse sig det danske samfund. Og mens den ene kritiker efter den anden i form af debattører, imamer, politikere og eksperter melder sig for at påpege Hendes Majestæts indblanding i integrationsspørgsmålet, klapper jeg i mine små hænder.

Jeg er glad for, at Dronningen har indset situationens alvor på området og viser interesse for at bevare det danske samfund. Det samfund, jeg som 13-årig flygtning forelskede mig i. Det samfund, jeg har lyst til at efterlade mine børn. Og jeg ser kun det rimelige i at forvente af folk, der kommer til Danmark, at de skal ville deres nye land. Jeg læste interviewet med glæde, og jeg har kun to ting at sige:

Tillykke med de 75 år, Deres Majestæt, og Gud bevare Danmark.

»Mens den ene kritiker efter den anden påpeger Hendes Majestæts indblanding i integrationsspørgsmålet, klapper jeg i mine små hænder.«- Mersiha Cokovic, der kom til Danmark i 1993

Posted by Berlingske on Wednesday, April 15, 2015