Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den virkeliggjorte liberalisme

På samme måde som socialister og konservative gennem historien har måttet forholde sig til ekstremister i egne rækker, kan nutidens liberale ikke ignorere deres meningsfællers amokløb mod fællesskabet.

Whistlebloweren, en tysk topadvokat iført maske, har afsløret, hvordan superliberale finansfolk har plyndret europæiske lande gennem svindel med udbytteskat. Foto: Ivo Mayr/Correctiv/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Weekendavisen har været ondskabsfuld nok til at interviewe en række af de mest bogstavtro liberalister om deres holdning til de mange svindelsager inden for den finansielle sektor. Det er interessant læsning. Deres bortforklaringer lyder som et ekko af den kolde krigs mest forbenede kommunister, for de anlægger den samme argumentation: Der er ikke noget galt med systemet. Det hele skyldes individuelle fejl, og de var i øvrigt ikke sket, hvis vi havde haft et ægte liberalt samfund.

Niels Jespersen. Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

Det sidste er selvfølgelig rigtigt nok. Havde markedet været rigtigt frit, og ikke den nuværende variant af røverkapitalisme, var problemerne aldrig opstået. Det svarer bare til at hævde, at havde Sovjetunionen været ægte kommunisme, var der ingen, som var sultet ihjel. En ideologi må nu engang bedømmes på sine resultater, og den nuværende vestlige samfundsmodel er det direkte resultat af den deregulering og voksende ulighed, som liberalisterne med stor succes har argumenteret for siden oliekrisen. De har vundet, og resultatet kunne vi blandt andet se i DR-dokumentaren »Mændene der plyndrede Europa«. Her beskrev en af bagmændene, hvordan den eksilrussiske forfatter og libertarianer, Ayn Rand, i spekulantklassen hyldes som en egoismens og grådighedens apostel. Her praktiserer man en form for vulgærdarwinisme, hvor svindlerne er overmennesker, og alle vi andre anses for at være snyltere. Derfor er det i orden at stjæle fra os.

Vi har selv åbnet lågen til hønsehuset

At det er kommet så vidt skyldes, at vores politiske klasse har svigtet. Det var ikke Ayn Rand-tilhængerne, der tvang os til at afmontere kontrollen med vores skatteopkrævning. Professorerne Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen fra Aarhus Universitet har i bogen »Overmod og afmagt« beskrevet, hvordan  politikere med Venstres kronprins, Kristian Jensen, i spidsen i 2005 valgte at ødelægge det daværende skattesystem. Forventningen var, at man kunne nå det hele på den halve tid ved at erstatte mennesker med et endnu uafprøvet data-system. Det gik, som man kunne forvente. Under Thorning blev der sat ekstra damp under afviklingen, og de ansvarlige ministre blev skiftet ud hurtigere, end de kunne nå at opdatere deres titelbeskrivelse på LinkedIn.

»Skatteålene og svindlerne udgør nemlig en større trussel end de talibankrigere og libyske regeringssoldater, som vi de sidste årtier har brugt milliarder af kroner på at slå ihjel.«


Både røde og blå regeringer har det til fælles, at selve driften af Skatteministeriet har været underordnet. I stedet har man fokuseret på at få den besværlige regeringskabale til at gå op. Sikre tilstrækkeligt med jyder og sådan noget. Skatteopkrævning har ellers sammen med bevæbnede mænd været grundstenen i enhver civilisation de sidste 7.000 år.  Alligevel er det forsvaret, politiet og skattevæsenet, der siden årtusindskiftet har lidt hårdest under ledelsesmæssige modeluner. Der forestår os som nation et større oprydningsarbejde og ikke så lidt selvransagelse.

Hård kurs mod svindlerne

Skatteålene og svindlerne udgør nemlig en større trussel end de talibankrigere og libyske regeringssoldater, som vi de sidste årtier har brugt milliarder af kroner på at slå ihjel. Ingen af dem, der er faldet for danske kugler og pulveriseret af danske bomber, har for alvor været til fare for vores samfundsorden. Det er skattesvindlerne til gengæld, for de opsiger den samfundskontrakt, der ligger til grund for, at vi kan leve i fred og frihed. Det er også derfor, at sammenligningen med sort arbejde ikke holder. Samfundet kan sagtens holde til lidt småplatteri, men ikke når de på toppen både får i pose og sæk.

Når bankerne kan regne med fællesskabets largesse i hårde tider, og samtidig har den frækhed at stjæle fra de selvsamme skatteydere, der betalte deres bankpakker, så sender de et signal om, at alle os, der spiller efter reglerne, er til grin. At vi er idioter, fordi vi abonnerer på gammeldags moralbegreber om, at enhver svarer sit. I stedet burde vi også læse Ayn Rand og rage til os. Eller i det mindste begynde kollektivt at fifle med vores overenskomster. Sker det, falder det hele fra hinanden.

På akkurat samme måde, som konservative i mellemkrigstiden tog et opgør med diktator-sympatisørerne i egne rækker, og socialdemokrater stod forrest i kampen mod kommunisterne, må nutidens liberalister erkende, at også deres ideologi er en skyggeside, og at dens ekstremister udgør en trussel mod det åbne og frie samfund. Derfor er der brug for mere selvopgør og mindre selvretfærdighed i de liberale rækker.