Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den uterlige amning

18debAnneSofieAllarp.jpg
Anne Sofie Allarp.
Læs mere
Fold sammen

Efter at Ligebehandlingsnævnet afgjorde, at en Illum-restauratør havde ret til at bortvise en ammende kvinde, gik debatten rutineret i gang om amningens fortræffeligheder versus den private ejendomsret. Men afgørelsens vidtgående og principielle præmis blev i det store og hele overset.

For nævnet kunne have henvist til den private ejendomsret i sagen. De kunne have foretaget en afvejning af hensynet til mor og barn på den ene side og retten til selv at definere vilkårene for ophold i ens forretning på den anden og fundet sidstnævnte hensyn tungestvejende, således at amning faldt uden for lovkravet om ikke-diskrimination på serveringssteder med offentlig adgang.

MEN DET VILLE selvfølgelig være op ad bakke for nævnet, efter at de skred ind over for Hotel Bella Sky og underkendte deres women only-etage, et salgsfremstød rettet mod kvindelige forretningsrejsende. Den private ejendomsret er da heller ikke nævnt med et ord i afgørelsen. I stedet lægger Ligebehandlingsnævnet til grund, at amning er en blufærdighedskrænkelse, altså en krænkelse på lige fod med lummer gestik, verbale frækheder og ekshibitionisme. Restaurationsindehavere har derfor ret til at skærme deres gæster mod den type overgreb.

PRÆMISSEN ER AFGØRENDE og ny. Og idet en offentlig myndighed nu har fastslået, at amning krænker blufærdigheden i det offentlige rum, så er ballet så at sige åbnet for at søge yderligere indskrænkninger. For hvad er en blufærdighedskrænkelse? Det er en seksuel handling eller ytring af en vis grovhed, som er omfattet af straffelovens §232, efter hvilken man kan straffe den, der ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller skaber offentlig forargelse.

Det uterlige forhold er altid seksuelt af natur, og Ligebehandlingsnævnet kategoriserer dermed amning som en seksuel, og hvis udført i offentligheden, uterlig udfoldelse og sidestiller den ammende kvinde med en blotter eller telefonstønner.

DEFINITORISK SYNES NÆVNET således at være ganske fra koncepterne, men mere besynderligt er det, at ramaskriget udebliver i en kultur, der finder Blachmans licensfinansierede peep-show i det store og hele forfriskende, som utvetydigt bakker op om retten til at købe sex, som har ytringsfriheden tatoveret i panden, og som lader reklame- og underholdningsbranchen de videste rammer i deres eksplicitte og kommercielle udnyttelse af kvindekroppen.

Indtil lovgiver træder i karakter eller domstolene får anledning til at vise Ligebehandlingsnævnet til rette, har vi myndighedernes ord, for at en offentligt ammende mor optræder uterligt og krænkende. Og det forekommer både uholdbart og utåleligt for Danmark som retsstat, at kvindekroppen, dens nøgenhed og funktioner dyrkes intensivt og offentligt, når den er seksuelt og kommercielt rettet imod et mandligt publikum, men opfattes som blufærdighedskrænkende, når den ikke fungerer som en indbydelse, men alene tilfredsstiller et behov hos de yngste medborgere. Faktisk er der nogen her, som burde skamme sig, og det er ikke os, der ammer vores spædbørn.

Foto: Flemming Gernyx