Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den tredje grænse

Timme bisgaard
Timme Bisgaard Munk, Ph.d., redaktør, KForum Fold sammen
Læs mere

Måske har Europa den skæbne, at det hver gang, der er gået 100 år, falder tilbage i en ny middelalder af mord og rædsel. Måske er den hemmelig europæiske regel, at dødsdriften og ondskaben kun kan holdes tilbage i et menneskeliv, før barbarismen igen viser sit vansirede ansigt. Europa har før været i flammer, hjemsøgt af politisk terror og folkemord. Nu sker det igen. Selv hæderlige mennesker lyser af had. Befolkningsgrupper vender sig mod hinanden. Den meningsløse vold retfærdiggøres religiøst og truer os til at tie. Før var det nationalsocialismen og kommunismen. Nu er det den religiøse fanatisme, som truer og splitter Europa. Europas grænser bliver prøvet af mentalt såvel som fysisk.

Sidste gang var løsningen en tredje vej. Ud af krigens ragnarok voksede en social reformisme. Vejen frem var at kombinere en stærk stat med et stærkt marked. Altså blande socialistisk solidaritet med liberalistisk individualisme. Resultatet blev velstand og velfærd på tværs af klasser og grænser. Den tredje vej var et vigtigt bolværk mod både kommunismen og fascismen, og den satte disse afskyelige alternativer skakmat fordi det var en bedre vej. Hemmeligheden var, at den kunne tiltrække og skabe begejstring i den brede europæiske befolkning, som den mindst ringe løsning for både arbejder og iværksætter. Dens stærke budskab om fred, frihed og velstand opløste langsomt, men sikkert de kommunistiske diktaturer i Østeuropa. Dens tolerance og frihedsidealer lukkede munden på den farlige europæiske nationalisme, som havde ført Europa ud i to blodige krige.

Nu er det ikke kampen for nationen eller kapitalen som sætter Europa i flammer. Folkevandringer, indvandring, kultursammenstød og religiøs fanatisme er de nye brændpunkter. En ny tredje vej må findes. Centrum i europæisk politik må og skal udtænke en tredje vej mellem den naive venstre-populistiske kultur-relativisme og den irrationelle højre-populisme. Altså en reformtilgang, som tilbyder et sandt tredje værdipolitisk alternativ. Navnet burde være den tredje grænse, da det handler om at formulere, hvor grænsen går for den religiøse fanatisme – og ikke mindst at afgrænse det europæiske projekt og fællesskab værdipolitisk.Et alternativ som kan tiltrække og begejstre den brede europæiske befolkning. Når store befolkningsgrupper går på gaden i Tyskland eller stemmer kulsort i Sverige, så er det et råb om hjælp. Et råb om at få retning til forstå sig selv og sine værdier i en mere og mere globaliseret verden. Vi kan spotte dem. Men vi kan ikke tage fra dem, at de er folket. Folket går altid mod ydrefløjene, når de er bange eller i tvivl om fællesskabets fundament.Her hjælper det ikke at slukke lyset, tabuisere, dæmonisere eller moralisere, men kun direkte at formulere en politik, som tager folkets følelser og frygt alvorlig. Vi i centrum af samfundet må komme på banen med et svar på alle de svære spørgsmål og dilemmaer. Ellers er der andre som sætter dagsordenen og vinder med et letkøbt svar på samfundets yderfløje. De ser løsningen som en letkøbt fysisk etnisk afgrænsning af folkefællesskabet eller som et dumdristigt spring ud i et grænseløst identitetsløst menneskehav.

Problemet er, at den almindelige europæer er i tvivl om, hvad vi mener. De kender ikke vores grænser og vores forståelse af det europæiske fællesskab. Hvad der både er farligt og forkert. Her må altså udvikles og formidles en politisk filosofi som tager ordet og brødet ud af munden på den letkøbte højre-populisme og den mest naive multikulturalisme på én og samme tid. På samme måde som den sociale reformisme i sin tid reddede den gennemsnitlige europæer for strækmarch og stalinisme. Sker det ikke, er vi tilbage i en ny europæisk middelalder. Denne gang er det ikke skæbnen, men et bevidst fravalg af fornuften.