Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der efterhånden ikke kan høre om en kvinde, der har landet et topjob eller en hædersbevisning, uden at få den tanke, at mon dog ikke hun også fik det, fordi hun netop er en kvinde.
Forstå mig ret: Jeg ønsker ikke at tænke det. Jeg er imod at tænke det. Jeg synes, det er forkert at tænke det. Og dog melder tanken sig hver eneste gang som en ubuden gæst, der presser sig ind over dørtærsklen.
Selv da jeg hørte, at Ursula von der Leyen var blevet EUs nye kommissionsformand, tænkte jeg det. På trods af at hun umuligt kan være dårligere til at samle EU end den tonedøve føderalist til Jean-Claude Juncker.
Selv når der ellers nærmest kun udnævnes mænd, tænker jeg det. Som når socialminister Astrid Krag får sæde i regeringens økonomiudvalg, hvor hun ellers bliver den eneste anden kvinde ud over statsministeren blandt de i alt ni medlemmer af S-regeringens mest magtfulde udvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget. Så tænker jeg, at Krag kun er udnævnt, fordi statsministeren trods alt ikke kan forsvare kun at omgive sig med mænd.
Det kunne lykkes, hvis man faktisk gad
Men ærligt talt tror jeg ikke, at det er mig, der er noget i vejen med. Jeg tror, at det er vores kønsdebat. For de tider er forbi, hvor det kun var i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, at vi diskuterede ligestilling i Danmark. I dag diskuterer vi det året rundt. Ja, der går næppe en uge, uden at spørgsmålet om køn sætter de sociale medier i brand. Så diskuterer vi, om James Bond ligeså godt kunne være en sort kvinde. Eller om Danmarks nye kulturminister er i stand til at passe sit kommende barn godt nok. For blot at nævne de verserende debatter.
Naturligvis er intentionen god: Meningen er vel, at vi alle sammen skal bevidstgøres eller vækkes – på amerikansk er det smarte ord i disse år woke. Vi skal tvinges til at finde det underligt, hvis der på TV eller i radioen sidder fem mænd og kloger sig på f.eks. klimakampen, som kvinder også kunne tænkes at mene noget om. Og tænk: Det virker! Jeg undrer mig da hver gang, der kun sidder mænd. Eller rettere: Hver gang, der sidder tre mænd og én kvinde, hvilket nok er det mest typiske.
Der er nemlig ikke kommet flere kvinder i debatterne af al den bevidstgørelse. Det er, så vidt vides, stadig kun hver fjerde nyhedskilde, der er kvinde.
Og niksen, jeg hører ikke til dem, som tror, at det alene kan forklares med, at kvinderne ikke vil. Jeg anerkender bestemt, at det er en del af forklaringen. Men sandelig ikke den hele. Man kunne sagtens få flere kvinder med, hvis man faktisk gad. Det har jeg selv tidligere konstateret som journalist ved mange lejligheder.
En nedvurdering af kvinder
Men redaktionerne orker ikke at spørge flere end højst nødvendigt. Det bestandige fokus på køn og ligelig repræsentation har skabt en odør af sur pligt om kvinders deltagelse. Det er lidt ligesom med levertran i min barndom. Alle var enige om, at det var sundt, men hvor var man bare glad, når det var nedsvælget. Ingen tyller levertran af lyst.
På samme vis ser jeg lettelsen brede sig på redaktionsgangene, i bestyrelseslokalerne og i direktionerne, når det lykkes at stille med en kvinde. Pyha! Så kan man endelig gå i gang med de andre, som bliver kontaktet, fordi de er dem, de er!
Forstå mig ret: Det er ikke ond vilje, at det er blevet sådan. Det er den paradoksale konsekvens af det sygelige fokus på køn. Meningen med ligestillingskampen var at ophæve kønnets betydning, men det modsatte er sket. Det har skærpet vores blik for kønnet og gjort det nærmest umuligt at undslippe det.
Hvor ligestillingskampen så absolut var et fremskridt, dengang den handlede om adgang til universiteterne, offentlige embeder, stemmeret, valgbarhed, lige løn for lige arbejde, barselsorlov og forældremyndighed, så har jeg en mistanke om, at den i dag ligefrem hæmmer kvinderne. For præmissen om, at kvinder skal spørges, fordi der skal være kvinder, er forkert i udgangspunktet. Det er en nedvurdering af kvinder.
Ingen kvinde er i sig selv interessant, fordi hun er kvinde. Ingen mand er i sig selv interessant, fordi han er mand. Det er en nedvurdering at indforskrive kvinder, fordi de er kvinder.
Modargumentet er selvfølgelig, at hvis man ikke følte sig forpligtet på kvinder, så ville de slet ingen chance have. Jeg tvivler. Andelen af kvinder, som ytrer sig i nyhedsmedierne, er højere i lande som Pakistan, Congo og Uganda end i Danmark. Og i Østeuropa, hvor feminismen heller ikke er en folkesag, har der i årevis været betydeligt flere kvinder i erhvervslivets topledelser.
Jeg vover at tro, at det ikke skyldes deres køn, men simpelthen deres kvalifikationer.
