Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den store taber i lækage-sagen: pressen

Uffe Ellemann-Jensen: Lækage-sagen bør lede til eftertanke i nyhedsmedierne, som har tilladt en udvikling, hvor journalister optræder som eksperter og kommentatorer og underholdere - og hvor Christiansborg vrimler med journalister, som søger at fange opmærksomheden med sjove happenings, der involverer (alt for) villige politikere.

Ind på scenen træder så en ’dokumentarist’, der hævder at kunne bevise sin påstand. Og så følger hele det ulidelige spil med DRs hemmelige optagelser, som så den ene og så den anden har hørt eller ikke hørt, skriver Uffe Ellemann-Jensen. Fold sammen
Læs mere

Den store taber i sagen om "lækken" i forbindelse med Jægerkorpsets indsættelse i Irak for tre år siden er - pressen. I mine mange år som journalist og politiker har jeg aldrig oplevet magen til det, vi præsenteres for i denne tid. Mens der konkurreres på livet løs om nye afsløringer i en sag, hvis principielle indhold for længst er fordampet, slides der store lunser af pressens troværdighed - især i de store statsstøttede public service-medier, Danmarks Radio og TV2.

Det er vigtige principper, der er skubbet til side i ræset for at fange opmærksomheden. Ikke blot spørgsmålet om kildebeskyttelse. Men også spørgsmål om grundlæggende journalistisk etik. Journalistik skal være hæderlig og upartisk. Men vi oplever i denne sag, at medier og journalister gør sig til part i sagen.

Og lækage-sagen er den foreløbige kulmination på en betænkelig udvikling, hvor grænserne mellem journalistik og meningspåvirkning og underholdning er blevet udvisket.

Journalistik handler om at fremskaffe og aflevere væsentlig og pålidelig information til læsere/lyttere/seere. Underholdning handler om at fange opmærksomheden med morskab for øje - eller at »kildre det kløende øre«, som salmedigteren skrev. Grænsen mellem journalistik og underholdning kan ofte være vanskelig at drage, for der kan være gode argumenter for at servere det væsentlige på en interessevækkende måde.

Men når det underholdende element tager overhånd, går det ud over troværdigheden. Det er, hvad vi oplever i den farce, som kører i medierne netop nu.

Sagens substans er ellers alvorlig nok. Det siger sig selv, at oplysninger om, at der skal indsættes specialtropper på nærmere beskrevet tid og sted i en kampzone, ikke bør udbasuneres på forhånd i medierne. Det er så elementært, at jeg har meget vanskeligt ved at tro, at en person i Forsvaret kan have videregivet en sådan oplysning med henblik på offentliggørelse. Hvad skulle formålet være? Indtil andet er bevist, vil jeg derfor vælge at tro, at en journalist har overhørt noget, som han ikke skulle have hørt - og slet ikke bragt videre.

Og nu kommer det helt centrale spørgsmål: Hvorfor i alverden undlod medierne at følge den alvorlige henstilling fra den daværende forsvarschef om at tie stille med deres viden?

Som det er oplyst, drejer det sig om TV2 og Jyllands-Posten - hvor det var avisen, der insisterede på at skrive historien, hvorefter tv-stationen fulgte trop. Hvorfor gjorde de det? Det er så indlysende uansvarligt, at der ikke gives nogen undskyldning. Det har i hvert fald intet med ytringsfrihed eller informationsfrihed at gøre. Og det får en til at fundere over, om Danmark overhovedet kan forsvare at sende danske soldater ud i verden på livsfarlige operationer, når de ikke kan regne med det minimum af samspil og hensyntagen hjemmefra, som indebærer, at man kan holde mund, når der skal holdes mund.

De soldater, det hele drejer sig om, må i hvert fald føle sig godt og grundigt svigtet af alle dem, der nu koger politisk suppe på denne triste sag.

Det var så sagens egentlige substans: Det, der skete dengang, og som ikke burde være sket. Derefter kom næste akt i farcen, med tre års forsinkelse: Det hævdes, at en betroet medarbejder i Forsvarsministeriet stod bag oplysningen, uden at nogen vil forklare de nærmere omstændigheder. Ind på scenen træder så en "dokumentarist", der hævder at kunne bevise sin påstand. Og så følger hele det ulidelige spil med DRs hemmelige optagelser, som så den ene og så den anden har hørt eller ikke hørt

Den pågældende "dokumentarist" har jeg ikke tillid til. Jeg betragter ham ikke som en troværdig journalist, efter at have set et par af hans produktioner, hvor han leverer "doku-fiktion". De spillede på hele registret af fraklip og lyttebilleder, som er egnet til at understrege og udpine en pointe. Meget underholdende og utvivlsomt meningspåvirkende - hvilket tydeligvis også var hensigten - men absolut ikke seriøs information. Ham skal vi nu tro på, når han hævder at have en lydfil, fremstillet til lejligheden - for øvrigt af en kollega i DR, som nu efter »fælles forståelse« med DR-generaldirektøren ikke længere er i sit job.

Og DR fortsatte succesen, blandt andet ved at udsende et gammelt interview med forsvarsministerens pressemedarbejder, der blev manipuleret så groft, at en lektor ved Journalisthøjskolen bedømte det til dumpekarakte.Til lykke, hr. nyhedsdirektør!

Når der - forhåbentlig - er kommet en konklusion på den aktuelle sag, bør der blive tid til eftertanke hos de ansvarlige for vore nyhedsmedier, som har tilladt en udvikling, hvor grænserne skrider i takt med at journalister begynder at optræde som eksperter og kommentatorer og underholdere og "dokumentarister", der producerer doku-fiktion - og hvor Christiansborg vrimler med journalister fra alle mulige medier, som søger at fange opmærksomheden med "sjove" små happenings, der involverer (alt for) villige politikere.

Troværdighed er en skrøbelig størrelse, som så let kan mistes - og kun vanskeligt kan genskabes. Medierne har - over en bred kam - tabt troværdighed på denne sag. Uanset hvordan den ender.