Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den Store Opløsningstid

»Vælgerne svarer på alt dette med at belønne de kræfter, der kritiserer og kværulerer.«

Jesper Beinov Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er forståeligt, at danskerne er ramt af en kæmpe utryghed. Samme frygt findes i hele Europa og USA, og det sender vælgerne i helt nye retninger. Vi lever i de store brudfladers tid, men endnu ikke i Den Store Opløsningstid. At »Demokratiet er i oprør«, som titlen er på Berlingskes nye serie, synes uomtvisteligt. De ansvarlige kræfter er og kommer på overarbejde.

Læs også: Bertel Haarder: »Det er et krisetegn, at så mange vælgere kan påvirkes af det, jeg opfatter som ren demagogi og falske fordomme«

Lige nu er der en tendens til, at alle problemerne samles i én bunke, og så ser det sort ud! Men pointen er, at de enkelte dele skal skilles fra helhed. Kun hvis summen af voldsomme problemer håndteres hver for sig, er det muligt at finde pragmatiske, balancerede løsninger. Et sammenkog af den sidste tids begivenheder taler deres eget tydelige sprog:

For det første udfordres stabiliteten i Europa af folkevandringen af migranter og asylanter, der kan rokke ved stabiliteten. Terrorbølgen i Europa (og USA) øger utrygheden og frygten for folk med muslimsk baggrund – selv om hovedparten af islamistisk terror rammer andre muslimer. Millioner af migranter, der venter på at komme til vores forjættede kontinent.

Læs også: Er dette farvel til verden, som vi kender den?

Læg oveni, som det andet punkt, Brexit, der truer EUs sammenhængskraft og i hvert fald tvinger Unionen til at bruge alt for megen tid til at se indad. Hvor tiden burde bruges på at sikre, at EUs ydre grænser er forseglet, så normaltilstanden kan genoprettes. Og så har jeg slet ikke nævnt det tredje punkt, at vi er et aldrende kontinent i lavvækst, hvor kun få har haft modet til at gennemføre den type markedsorienterede reformer, der skal til. Vælgerne reagerer ved at flytte sig derhen, hvor de lette løsninger tilbydes. Til højre- og venstrepopulistiske svar.

Problemerne forstærkes af, at USA, der skulle være den uundværlige supermagt, har trukket sig så meget som verdens politibetjent, at andre benytter lejligheden til at stække vores del af kloden. Eller Ruslands tilsyneladende hackerangreb på Demokraterne, der truer USAs demokratiske proces. Det tør man nu. Det havde man ikke turdet før. Oveni skal lægges Donald Trumps opgejlede retorik, der kan ændre sikkerhedsbilledet i Europa. Det forudsætter, at Trump bliver præsident, at han virkelig tør rokke ved NATOS ellers mur- og nagelfaste musketered, og at han foretager en kraftig tilnærmelse til Rusland.

Når USA er svækket, følger også, at de internationale institutioner, som Washington har været en garant for, udfordres. Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav er seneste tegn på dette.

Vælgerne svarer på alt dette med at belønne de kræfter, der kritiserer og kværulerer. Tag et kig på de sociale medier, hvor politikere beskyldes for at være landssvigere, hvor tonen er så hadefuld, at jeg får lyst til at stå af. Der er så mange populistiske stemmer på spil, men karakteristisk nok, er der aldrig konkrete svar fra det yderste højre eller venstre. Kun overbud.

Min diagnose er denne: Vælgerne vil have løst flygtningekrisen, lukket EU-grænsen, væksten i gang, USA tilbage i førersædet og Putin sat på plads. Hvis de ansvarlige politiske partier – i Danmark og i det øvrige EU – finder sammen om sådanne fælles løsninger, er der en vej frem. Alternativet til handlingslammelsen er, at vælgerne smider eliten på porten ved næste valg. Hvis kværulanter, der kun kritiserer og intet vil, får overladt magten. Hvis de, der tager flugten, når de afkræves ansvar får de gyldne kæder, så er vi rykket et skridt nærmere Den Store Opløsningstid.