Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den sociale kontrakt skal gælde for alle

Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON. Fold sammen
Læs mere

Vores selvopholdelsesdrift er den banale grund til, at mennesket afgiver noget af sin frihed for at indgå en social kontrakt med andre og underlægge sig fælles love og regler.

Gennem oplysningstænkningens største tænkere løber der en rød tråd fra Hobbes over Locke til Rousseau og Kant, hvor man diskuterer den sociale kontrakt, der er enhver statsdannelses berettigelse.

Alle steder er pointen den samme. Uden en stat hersker en frihed så total, at vi med Hobbes ord ender i bellum omnium contra ommes – alles krig mod alle – men med en stat kan individet få sine rettigheder og sin integritet forsvaret. Statens berettigelse folder sig for individet ud, når det indser, at sand frihed er at afgive noget af sin personlige frihed til staten mod at blive garanteret sikkerhed for sin resterende frihed.

For en tænker som Locke er statens berettigelse nært forbundet med dens evne til at udøve suverænitet på eget område og på dine vegne, så dine basale rettigheder ikke krænkes.

En af individets mest grundlæggende rettigheder er at blive beskyttet mod overgreb fra andre. Sådan er det stadigvæk. Når vi vurderer svage og stærke statsdannelser, sker det ofte efter dette princip.

Svage statsdannelser er enten for anarkiske til at beskytte sine borgere mod vold og overgreb, eller så totalitære, at de gør det selv. Stærke statsdannelser giver borgerne mulighed for i al ubemærkethed at folde deres liv ud og søge deres egen personlige lykke uden hele tiden at skulle leve i frygt. Der er en almen frisættelse gemt i, at man ikke hele tiden skal bruge kræfter og ressourcer på at skulle forvare sit eget.

Kvinders rettigheder

Da Locke og Rousseaus tanker blev udmøntet i statsdannelser, der søgte at overholde en hypotetisk social kontrakt med sine borgere, gjaldt disse rettigheder fortrinsvis mænd. Men tiderne ændrer sig, og vi har heldigvis ændret os med dem.

Kvinder har opnået de rettigheder, som mænd har haft historisk på nærmest alle områder. Dog er der stadig væsentlige udeståender.

Kvinder udsættes for mange flere voldsomme fysiske og psykiske overgreb i forhold til mænd. Så mange flere, at man ikke kan tale om, at den sociale kontrakt gælder lige for begge køn.

Statistikken er uhyggelig. Hver tredje danske kvinde udsættes for vold i deres parforhold. Der anmeldes 400-500 voldtægter mod kvinder i Danmark hvert år, selvom det skønnes, at omkring ti gange så mange kvinder bliver tvunget til sex eller forsøgt tvunget til sex – og antallet af domsfældelser er grotesk lavt. Hvert år udsættes omkring 30.000 kvinder for vold af deres partner. Tillige er vores lovgivning uklar på, i hvilket omfang psykisk vold er strafbart.

Det er så forstemmende. Jeg skal ikke som blå politiker tage patent på retssikkerheden, men blot forsigtigt pointere, at forestillingen om, at et sundt samfund hænger nøje sammen med at kunne tilbyde sine borgere et liv, hvor der hersker tugt og orden fylder meget for borgerlige.

Derfor bør det for alle – og især borgerlige – være en mærkesag at sørge for, at kvinder i praksis får samme retssikkerhed som mænd. Så vi kan se os selv i øjnene og sige, at her gælder den sociale kontrakt for alle, så alle gives de bedste rammer for at søge deres personlige lykke.

Der er ikke noget nemt svar på kvinders retsstilling og legitime krav på at leve et liv uden overgreb. Skærpelsen af love og flere domsfældelser er ikke kun svaret, men selvsagt en del af løsningen. Kulturen skal også bevæges, så vi gør op med volden – eller sagt uden forbehold – så især mænd gør op med volden.