Den »socialdemokratiske udenrigspolitik« er et fatamorgana

To år inde i Mette Frederiksens regeringstid forekommer hendes greb om dansk politik uantastet. Med sin vellykkede politiske håndtering af coronaepidemien har hun skabt sig en politisk styrkeposition, som vi skal tilbage til Anders Fogh efter systemskiftet i 2001 for at finde historiske paralleller til. Men den politiske dominans blænder for dybere modsætningsforhold i hendes regeringsførelse.

»Den manglende sammenhæng mellem regeringens nationale og internationale linje er i det store hele gået under radaren herhjemme, måske fordi Frederiksen har formået at iscenesætte sin politik gennem en national politisk fortælling. Men det hænger ikke sammen,« skriver Malte Frøslee Ibsen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Oppositionen er i dag så afmægtig og politisk retningsløs, at Søren Pape de facto har erobret det formodede borgerlige statsministerkandidatur fra en vingeskudt Jakob Ellemann ved stort set ikke at »tænke« eller mene noget politisk. Samtidig står Socialdemokratiet så stærkt i målingerne, at brodden er taget fuldkommen af støttepartiernes ultimative trussel om at fremtvinge et valg, hvorfor Enhedslisten og De Radikale i praksis er reduceret til harmdirrende opslag på de sociale medier som reaktion på regeringens stadigt mere drakoniske udlændingepolitik og fodslæbende klimapolitik.