Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den skrøbelige danskhed

»At definere danskhed er lige så umuligt, som at sætte tal på, præcis hvor mange hår en skaldet må have på hovedet, selvom de fleste anerkender, at skaldethed findes.«

Bylinefoto af Mikkel Andersson, byline. Fold sammen
Læs mere

I den forgangne uge har danskhedsdiskussionen raset igen. Det sker kort efter, at den har været oppe at vende i forhold til både indfødsretsprøver og kulturkanon. Det er mig imidlertid en kilde til undren, at opfattelsen af danskhed hos medlemmer af Dansk Folkeparti fylder så utrolig meget hos folk, der er uenige med partiet om næsten alt.

At definere danskhed er lige så umuligt, som at sætte tal på, præcis hvor mange hår en skaldet må have på hovedet, selvom de fleste anerkender, at skaldethed findes.

Danskhed findes så afgjort også, men forsøget på at lave en universel definition er tilsvarende umulig. Godt nok findes en udbredt enighed om, at man skal identificere sig med nationen og tale sproget for at være dansk. Men selv det er jo diffust – for hvor meget og lidt skal der til? Er man dansk, hvis man føler sig som omtrent 40 procent nordmand og 60 procent dansker og taler perfekt dansk? Hvad med en syrer, som er konverteret til kristendommen, men taler middelmådigt dansk, eller en pensionist på Solkysten, som føler sig som 80 procent dansker og 20 procent spanier?

Forsøget på at opliste entydige danskhedsretningslinjer ender ofte ufrivillig komisk. For Marie Krarup er man eksempelvis kun dansker, hvis man taler dansk som »et sprog med bløde konsonanter!«

Som flere vittige hoveder var hurtige til at påpege, ekskluderer dette krav imidlertid fynboerne.

Den samme trang til at opstille nemme regler for, hvad der er dansk, findes også blandt de mere toleranceivrige debattører, hvor eksempelvis Aarhus Stiftstidendes chefredaktør Jan Schouby mente, at Martin Henriksens udsagn om danskhed var »en opvisning i, hvordan man opfører sig udansk. Det at være dansk er nemlig også at udvise tolerance, forståelse for og respekt for andre mennesker.«

Altså, kan redaktøren fortælle, er det ret udansk at fortælle andre, at de er udanske. Ironien er betragtelig.

Men der er nu engang ingen DF’ere, som kan fratage hverken Langkærs elevrådsformand eller andre deres opfattelse af at være danske. Det kan selvfølgelig være træls, at andre ikke anerkender ens selvopfattelse, og det kan man ikke kræve, de gør. Men det er et grundlæggende vilkår i mange sammenhænge. Jeg har ikke noget problem med at opfatte mig som et anstændigt menneske, selvom jeg støtter et asylstop, og mange derfor sikkert opfatter mig som det modsatte.

Jeg opfatter mig heller ikke som mindre dansk, fordi Søren Krarup for nogle år siden mente, at kun kristne kunne være en »fuldbyrdet« del af danskheden, fordi ikke-kristne var »uden forbindelse til noget helt afgørende«, som jeg som ateist dermed skulle være udelukket fra. Helt ærligt, så er jeg også ret ligeglad med, hvad Krarup tænker om det spørgsmål.

At give mennesker, man er uenig med, magten til at lægge fra eller til i forhold til egen selvforståelse, virker både usikkert og som en sær overvurdering af folk, man mener, tager fejl.