Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den skjulte prioritering i sundhedsvæsenet

Patienten-i-centrum-parolen forbliver tom snak, indtil det tages alvorligt, at prioritering er et værktøj, som er nødvendigt, men som ikke skal foregå skjult, som det sker i øjeblikket. At vælge til betyder også, at der skal vælges fra, og det skal ikke foregå skjult, som det sker nu!

Kirsten Halsnæs.
Læs mere
Fold sammen

Lige før finanslovsforhandlingerne starter, hvor det ene parti efter det andet forsøger at overgå hinanden med løfter om forbedringer på alle fronter og samtidige skattelettelser, dukker en skræmmende historie op fra Køge Sygehus. Den er ikke baseret på en vurdering af behandlingskvaliteten, men på et besøg fra Arbejdstilsynet! Det viser sig, at personalet på intensiv-afdelingen har givet patienterne mere beroligende medicin end nødvendigt for at sikre, at der også var tid til andre presserende opgaver. Man kan ikke planlægge for pressede situationer, hedder det i en af forklaringerne, og regionsformanden er ikke bekymret, fordi overmedicineringen kun sker i særlige situationer. Samtidig varsler en anden regionsformand nye sparerunder på sygehusene, fordi forventningen er, at de kommende finanslovsforhandlinger næppe garanterer en samlet økonomi, som kan sikre overholdelse af den nyligt vedtagne stramning af behandlingsgarantien til 30 dage.

Vi har fået en kræftpakke 4. Det er i sig selv godt, men uanset at der følger en bevilling med sker der med garanti det, der er sket hver gang, at det økonomiske pres på sygehusvæsenet øges. Går det ud over nogen? Formentlig. Hvad med danskeren, der lever længere og længere og ikke er kræftsyg? Hvor finder han/hun garantien for ikke at ligge på gangen i træk og støj eller for, at den nødvendige omsorg er til stede?

For en uge siden skrev Tine Aurvig-Huggenberger en kronik, hvor hun sammenlignede oplevelserne på et hospital i Schweiz og et i Danmark. Det var beskæmmende læsning.

Øgede krav til sundhedsvæsenet medfører et øget pres på aktiviteten, og som det har været sædvane i mange år, vasker beslutningstagerne hænder ved at fastslå, at der er bevilget flere midler. De undlader dog at påtage sig det økonomiske ansvar for de garantier og supplerende løfter, der samtidig gives befolkningen. Uden øgede bevillinger er der kun én løsning, som følger, nemlig effektivisering og rationalisering som middel til at producere mere med samme begrænsede midler. Den slags medicin har imidlertid været anvendt i mange år, og der er snart skåret så meget ind til benet, at der må nytænkning til, hvis nye resultater skal kunne opnås. En af løsningsmodellerne kunne måske være, at vi begynder at arbejde mere på tværs af bevillingsmæssige grænser i hele sundhedsvæsenet, så den primære sektor, kommuner og rehabilitering i fællesskab kunne understøtte hele patientforløb.

Hurtig hjemsendelse af patienter fra sygehuse kan måske godt på kort sigt aflaste regionale budgetter, men et dårligt opfølgningsforløb, genindlæggelser og dårlige oplevelser for patienter kan nemt blive resultatet, hvis vi ikke begynder at arbejde ud fra en helhedspræget tankegang om forløb. Det er da meget godt med garantier. Ja, såmænd, hvis det ikke er fordi løsningerne til gennemførelse af garantier og politiske ønsker blot lægges over i det administrative system med henvisning til, at det blot drejer sig om rationalisering, effektivisering og planlægning inden for snævre systemrammer. Vi kan risikere, at der så træffes beslutninger som dem, der åbenbares i Køge, eller at en henvisning trækkes i langdrag, fordi man ikke af ressourcemæssige årsager kan finde en plads.

Danskerne er principielt glade for sundhedsvæsenet, men deres tillid er dalende, afslører ugebrevet Mandag Morgen. Det er skidt. Tilliden kan forhåbentlig opretholdes, men spørgsmålet er hvor længe. Når vi på den ene side gerne vil betale til et sundhedsvæsen, som vi ønsker skal være verdens bedste, og på den anden side ikke kan finde ud af, hvorledes der skal prioriteres og hvad der af den ene eller anden årsag skal skubbes til side, kan det ikke undgås, at tilliden undergraves.

Det virker nærmest som om »nogen« fortsat lever i den gamle industrialiserede verdens ånd, hvor alt løses på et samlebånd uden hensyntagen til, at elementerne på samlebåndet er levende, tænkende individer med følelser og præferencer.

Planerne er der, senest med udspillet fra Kommunernes Landsforening, oktober 2015, »Sammen om Sundhed«, men mens venter vi på, at der tages initiativer til at udmønte planerne.

Patienten-i-centrum-parolen løser ingen problemer og forbliver tom snak, indtil det tages alvorligt, at prioritering er et værktøj, som er nødvendigt, men som ikke skal foregå skjult, som det sker i øjeblikket.

At vælge til betyder også, at der skal vælges fra, og det skal ikke foregå skjult, som det sker nu!