Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den skæve sundhed koster liv

Den skæve sundhed er urimelig, fordi der ikke er nogen god grund til, at det er sådan.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

I løbet af de seneste 20 år er det alt i alt gået godt. Vi er blevet rigere. Vi er blevet sundere. Vi lever længere. Men det gælder bare ikke alle. Tallene viser, at den sociale ulighed i dødelighed i Danmark er fordoblet i den periode. F.eks. lever mænd med lav indkomst ti år kortere end dem, der har højere indkomst.

Det betyder også meget, om man har en lang eller ingen uddannelse, hvor man bor, og om man har en psykisk sygdom. Og at sundhedsfanatismen – som Morten Ebbe Juul Nielsen hævder – »er udtryk for status og selviscenesættelse« kan nok være rigtigt i visse grupper, men fakta er, at vi slet ikke er på den skala i en del af befolkningen.

Det er ikke rimeligt, at der fortsat er så store forskelle. Det koster nemlig ikke kun leveår, men også livskvalitet. Man skal heller ikke glemme, at uligheden koster rigtig mange kroner og øre for samfundsøkonomien. Og den skæve sundhed er urimelig, fordi der ikke er nogen god grund til, at det er sådan. Det er et politisk valg, der kan gøres noget ved, hvis viljen er der.

De forskelle, der unødvendigt koster en del af danskerne ti år af deres liv, handler ikke bare om, at nogen skal tage sig sammen. Det begynder for os alle sammen langt før, vi kan tage ansvar for vores eget liv, for det handler om børnene. Så kan man fristes til at sige, at det er et forældreansvar, og det kan og skal samfundet ikke blande sig i.

Det er noget vrøvl! Det her handler ikke (bare) om huller i mælketænder. Det handler om store målbare forskelle i dødelighed. Og samfundet spiller allerede i dag en stor rolle via sundhedsplejen, der kommer ude i hjemmene hos alle børn, vuggestuer, børnehaver og skolerne – og ikke mindst via de praktiserende læger, hvor børnefamilierne er storkunder.

Vi skal bruge vores systemer bedre

Vi skal ikke opbygge nye systemer, men simpelthen være bedre til at bruge dem, vi har. Vil vi f.eks. dæmme op for den bekymrende udvikling af svær overvægt hos børn, kan sundhedsplejersken fokusere på de familier, som har særlige behov, ligesom vi kan gøre det gennem sund mad i daginstitutioner i hele landet, og ikke kun i de kommuner, som synes, at det er en god idé.

På sygehusene kan der gøres meget. Her kan der f.eks. tilknyttes en fast kontaktperson, der – fysisk eller virtuelt – kan være en ressource- og støtteperson for borgere, der f.eks. ikke taler så godt dansk, eller har udfordringer med at læse. Ligesom der kan gøres en ekstra indsats for at sikre, at bl.a. kortuddannede mænd deltager og fastholdes i rehabiliteringsforløb efter eksempelvis kræft og lungesygdom.

Går det ud over de borgere, som langt hen ad vejen godt kan selv? Nej – for de er måske ret godt kørende, og med en bedre prioritering kan vi få mere sundhed for pengene for alle. Problemet er, at udviklingen går støt i den forkerte retning.

Måske vil en samlet national plan for lighed i sundhed være et godt afsæt? Kan vi være andet bekendt?

Regitze Siggaard er talsmand for Forum for Lighed i Sundhed