Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den selektive frihed

»Bliver man ved ankomst til Danmark gjort opmærksom på, at »hvis du vil leve her, er det sådan, vi forventer, at du skal opføre dig, og disse er vilkår, man lever under i Danmark?« Not so much.«

Den personlige frihed i Danmark er ved at være mere og mere selektiv. Som ryger kan du risikere at blive udsat for et rygeforbud i dit eget hjem, som bolig- og grundejer er der et hav af love og regler, du skal overholde, bare for at få lov til at bo i dit eget hjem, og du kan ikke selv bestemme, om du vil køre din bil med eller uden sele, selv om du er helt alene i bilen, og der ikke er nogen risiko for, at du, uanset hvad der sker, kan bringe andre end dig selv i fare. Og Gud forbyde, at du må tage en beslutning om at afslutte dit eget liv, uanset hvor smertefuldt det måtte være.

Ældre sættes på kur, fem-årige børn erklæres overvægtige og sættes under opsyn, og vi er kort sagt ved at udvikle os til et skræddersyet og homogent samfund, hvor selv skolebørn bliver sendt til psykolog og bliver diagnosticeret, fordi de på den ene eller den anden måde stikker ud fra det, som staten har besluttet, skal være normen.

Men hvad med religion og fremmedkultur? Bliver man ved ankomst til Danmark gjort opmærksom på, at »hvis du vil leve her, er det sådan, vi forventer, at du skal opføre dig, og disse er vilkår, man lever under i Danmark«? Not so much. I Danmark får du lov til at praktisere din religion, især hvis du er minoritet, lige så tosset du vil, også selv om det går ud over andre. Her kan du få lov til at omskære børn, så længe de er drenge naturligvis, og du er velkommen til at kræve mad med kød, der er halal- og kosherslagtet. Du kan opdrage dine børn, som du lyster, også til at tro, at dit værtsland er vantro, og at dets borgere kommer til at ende i helvede, fordi de tror (eller ikke tror) på noget andet, end du selv gør.

Ubegribelig og uacceptabel udvikling

Jeg går ind for religionsfrihed, men jeg går endnu mere ind for frihed for religion. Især min egen. Jeg er mere end én gang blevet gjort opmærksom på, at jeg ikke skal kalde mig selv muslim, da jeg lever med en dansker, og vores børn ikke er religiøst opdraget eller mærket. Men det er min mindste bekymring.

Det, der bekymrer mig mere, er, hvilken retning vi er ved at lade dette samfund udvikle sig i. Vi er allerede gået med til, at man får lov til at seksualisere små piger, tvangsgifte og forfølge egne børn og endda spærre vores svømmehaller af og nægte adgang for mænd, fordi visse borgeres tro og kultur pålægger dem det. Og det bliver så pålagt resten af samfundet. Og gudhjælpemig om ikke man er på vej til at indføre muslimske baderum i visse uddannelsesinstitutioner. For mig er det ikke bare ubegribeligt. Det er også uacceptabelt, at vi sætter andres tro og kultur foran den vestlige kultur, demokrati, ligestilling og den personlige frihed. Der må være en årsag til, at man har valgt at bosætte sig i Danmark.

Hvis vi fortsætter med at blande os for meget i, hvad folk gør bag privatens fire vægge (så længe man ikke skader andre), og for lidt i, hvad folk foretager sig i det offentlige rum, vil vi som samfund udrydde os selv og alt det, der er værd at efterlade til vores børn.