Offermentalitet er skiftet ud med et krav om at bidrage. Men hvordan er vi overhovedet endt der, hvor vi tillader os at kræve frem for at bidrage? Og hvor kan ansvaret for denne udvikling placeres?

Et bud er det danske uddannelsessystem. Det er i særdeleshed i samfundets interesse, at folk uddanner sig. Derfor bidrager velfærdssamfundet glædeligt med SU, studielån, betalt uddannelse og boligsikring. Disse offentlige ydelser forventes - naturligvis - at blive værdsat. For jo mere offentlig støtte den studerende modtager, jo mere dannet bliver den studerende i at værdsætte den støtte, som velfærdsstaten bidrager med. Og her starter en ond cirkel.

Via støtteordningerne bliver det staten, der varetager de opgaver, der grundlæggende burde være de studerendes eget ansvar. Studerende får gratis uddannelse, og det, der ikke er gratis, får studerende ­SU til at betale. Og er der ikke penge nok, kan studerende tage et favorabelt studielån.

Læringsmålet gennem uddannelsessystemet bliver, at studerende opbygger en taknemmelighedsgæld til velfærdsstaten. Den gæld skal betales af, når uddannelsen afsluttes. Og her opstår et paradoks. For hvordan skal studerende som Fatima og co. pludselig forstå, at de skal betale noget tilbage? Statens obligatoriske støttehjul bliver pludselig fjernet, og de skal til at tage ansvar for deres eget liv - også selvom det betyder et job i Netto.

I alt for mange år har velfærdsstaten rullet den røde løber ud, uden at tænke på konsekvenserne af den tilsyneladende gavmildhed. Spørgsmålet bliver, om vi overhovedet kan bebrejde Fatima og hendes kompagnoners forståelse af samfundet? Velfærdsstaten har jo netop uddannet os i, at den altid står til rådighed. Igennem uddannelsessystemet har vi været vant til at modtage uden at bidrage. Derfor er der brug for, at uddannelsessystemet indrettes anderledes. Vi er nødt til at lære, at vi selv skal tage et ansvar - det er ikke velfærdssamfundets pligt at agere reservemor.

Uddannelsessystemet er ét bud på, hvordan vi har indrettet det danske samfund, til at være et system, der uddanner individer til at kræve frem for at bidrage. Det er alene misforstået godhed, at samfundet bidrager med økonomiske støtteordninger. Hvis velfærdssamfundet fortsætter sin gavmildhed, vil kun de færreste fremtidige generationer kunne opleve at kræve, for der vil ikke være noget at kræve af. Beregninger fra DREAM viser, at en nyfødt er en underskudsforretning på ca. 850.000 kr. gennem et livsforløb. Det må være klart for alle, at denne udvikling ikke kan fortsætte. Spørgsmålet bliver, hvilken retning vi ønsker velfærdssamfundet skal gå?