Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den positive danskhed

Loyaliteten hos de nye medborgere skal ligge hos nationen, frem for religionen, når modsætningerne opstår. Det er en ganske central og væsentlig del af europæisk kultur.

Caspar Stefani. Fold sammen
Læs mere

Der disktures ofte danskhed og national identitet i disse spændende tider, og det er dejligt. Desværre er debatten fastlåst mellem Dansk Folkeparti og de Radikale, hvilket er pudsigt, særligt når sidstnævnte traditionelt kendes som et parti, der ikke rigtig mener noget om noget som helst.

Førstnævnte er dygtige til at definere danskhed negativt, forstået på den måde, at deres fortælling om danskhed er, hvad vi ikke er. Danskhed er ikke tørklæder. Det er ikke de abstrakte – og i øvrigt ubrugelige – begreber som multikultur og mangfoldighed. Det er ikke EU. Det er ikke islam. Som resultat kommer der fjollede lovforslag, som ikke tager fat i roden af problemet.

Fordi det i og for sig ikke er forkert, men fortællingen om danskheden må ikke kun være negativ. Hvordan vi adskiller os fra andre. Hvorfor ude er godt, men hjemme er bedst. Hvorfor kristendommen er bedre end islam. Hvorfor vi som nationalstat har haft succes med at få bygget et velfungerende samfund op, baseret på tillid, et fælles sprog, normer og historie. For uden den positive fortælling, uden en klar definition af hvad danskhed er, hvordan skal vi så få bugt med integrationsproblemerne, som har plaget og vil plage Danmark, og hele Europa i øvrigt, i mange år fremadrettet? Den positive fortælling handler om, hvordan vi som danskere er formet af historiske begivenheder, eksempelvis 1864, som skabte behovet for at holde fast i vores nationale identitet. For hvad udadtil blev tabt i form af Slesvig og Holsten måtte indadtil vindes. Det lykkedes i høj grad. Et eksempel på et »moderne« forsøg på at definere os selv positivt sker bl.a. med kulturkanonen, lanceret af tidl. kulturminister, Brian Mikkelsen. Det var et skridt på vejen. Bertel Haarder har videreført arbejdet, men jeg frygter, at det bliver oversvømmet med kulturradikale ideer om, at danskhed kan være alting. For se blot ramaskriget der opstår, når man tillader sig at diskutere og afgrænse, hvad danskhed er. Et ramaskrig, der pudsigt nok opstår blandt mennesker, som vil kendes på deres internationale orientering.

For det Radikale Venstre er fortællingen, at danskhed er tolerance, humanisme og internationalt udsyn. Partiet har også travlt med at sige, at man naturligvis ikke kan sætte danskhed på formel. For som de gode kulturrelativister de er, er der ikke noget, der er bedre end noget andet. Den logik betyder, at en salafist, der ønsker sharia og kalifatets genopståen, kan betegnes som dansk, så længe han er født her. Det vil hverken salafisten eller jeg påstå. For danskhed er mere end en juridisk titel og abstrakte begreber. Og den lemfældige uddeling af statsborgerskab truer også dette synspunkt.

Grundtvigs forståelse var, at når man føler sig dansk, da er man dansk. Det er jeg sådan set meget enig i. Jeg frygter dog, at kulturelativisterne får held med fortsat at udvande begrebet. For dem kan islam være lige så dansk som kristendommen, på trods af det himmelråbende nonsens, som den tanke udspringer af. For islamisk kultur har intet at gøre med danskhed, og det er meget svært at kombinere de to størrelser, med mindre man giver afkald på centrale islamiske traditioner og normer. For islam er loyaliteten først og fremmest rettet mod religionen, frem for nationen, hvilket er en trussel for sammenhængskraften. Islam har været i Danmark siden slutningen af 60erne, mens kristendommen har formet os som folk siden Harald Blåtand rejste Jellingestenen i det 10. århundrede.

Den franske Sarkozy går til valg på en platform, der omhandler national identitet. Det samme gør de britiske konservative og Orban i Ungarn, der er en vigtig skikkelse i forsvaret af europæisk kultur. Alt dette sker, fordi europæisk kultur møder modstand i form af en stærk islamisk kultur. Denne »kamp« er udgangspunktet for den diskussion, vi ofte møder. Det omhandler ligestilling. Om arbejdsmoral, forholdet til familien, til vores tro, vores ophav, vores fortid, men i særdeleshed også vores fremtid.

Både den negative og udefinerbare danskhed er ubrugelige uden en konkret fortælling. Vi skal have en aktiv danskhed, som man skal være velkommen til og opfodres med samt støttes til at tage del af. Men loyaliteten hos de nye medborgere skal ligge hos nationen, frem for religionen, når modsætningerne opstår. Det er en ganske central og væsentlig del af europæisk kultur, og skal også være det fremover.

Danskhed er ikke nogen entydig størrelse, men der er en lang række værdier og traditioner, der er med til at definere os som folk. For som alle andre kulturer har vi særpræg. Men hvordan beskytter vi det? Det gør vi ved en aktiv kulturpolitik, hvor vi tør sige, hvad der er dansk, og hvad der ikke er. Hvor der investeres i det, der binder os sammen. Vores sprog, vores historie og vores traditioner. En konsekvens af denne tilgang må dog være, at indvandringen begrænses stærkt, særligt fra områder der empirisk viser sig svære at integrere i fællesskabet. Absorberingsevnen er begrænset, for der er nemlig en grænse for hvor mange det danske folk kan absorbere og assimilere, uden at det resulterer i, at man opløser sig selv.