Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den politiske uvirkelighed

»Der hvor jeg kommer fra, siger vi, at de, der drikker mest, må betale den største del af regningen. Og det forholder sig faktisk sådan, venner, at Lars Løkke, bankerne, direktørerne og de velbjærgede har tømt baren.«

Henrik Jensen, forfatter Fold sammen
Læs mere

Ja, jeg ved det, venner, jeg ved det - den mest citerede sætning fra den forgangne uge. Men Harald Børstings forsøg på at puste liv i en hedengangen klassekamp fortjener at blive fastholdt som det fine stykke dansk ny-populisme, det er. Ikke mindst, fordi udsagnet er så perfekt ude af trit med et samfund som det nuværende, hvor de 90 pct. mest bemidlede betaler til de 90 pct. mindst bemidlede, og hvor halsbrand netop er blevet udnævnt til ny folkesygdom.

Det emmer af uvirkelighed, ikke mindst hvis man tillægger de tillidvækkende nordjyske medlyde. Harald Børsting giver den som solid, rodfast fagforeningsmand af den gamle skole, hvor der endnu fandtes ægte arbejderklasse. Det er han selvfølgelig ikke. Han er vokset op i overflodssamfundet. Men han ligner til forveksling en af hine gamle kæmper med seler og en livrem på halvanden meter, der huskede 30erne tilstrækkeligt til på albuevis at få mast sig frem i en lederposition igennem et forhindringsløb af frokoster og receptioner.

Børsting ville passe glimrende ind i rollen som socialdemokratisk pamper i en dansk folkekomedie, anno 1962 - ren Karl Stegger, tilsat en knivspids 'farlig' Jørn Jeppesen. Hvis nogen ellers husker dem. Og åh, hvor han vejrer morgenluft! Der er morgenrøde i øjnene, det dages i øh - øst! De sultne masser!

Eller han lader som om. Politik er et game for spillere og skuespillere; de spiller alle sammen troværdighedsspillet. Journalister og afdankede spindoktorer spiller med. Sorteper bliver den, der taber ansigt og må drage konsekvensen. Man skal kunne håndtere ganske store mængder hykleri i den boldgade.

I hovedrollen som amatørteaterprinsesse har Helle Thorning-Schmidt sin sidste chance. Panikken lurer, men hun er ikke uden håb efter år med tørke. Hvor hun er prinsesse, er Søvndal Klods-Hans, der ustandselig kommer ridende ind på scenen med en ny håndfuld lommepladder, overbevist om at han slipper af sted med det hele. Det bliver grimt, når han engang rammer muren, ged og det hele.

På plakaten til stykket er Klods-Hans fotograferet med amatørprinsessen under det noget ekvivokke slogan: »Giv mig 12 minutter om dagen!« Politik er de enkle budskaber. 12 minutter om dagen og alle problemer er løst! Hvem forstår ikke?

Prinsessen og Klods-Hans har også morgenrøde i øjnene på det billede, hvor de skuer magtens tinder! For har abstraktionen 'danskerne' ikke allerede i meningsmålinger så godt som lovet dem magten? Klassekampen får lidt ekstra retorisk pumpe, replikkerne om regeringens 'ufinansierede' skattelettelser til 'de rigeste', venner, om alle 'de fattige' og 'de udstødte' hamres ud over publikum, som kæmper med en snigende følelse af uvirkelighed.

For mens spillerne velsagtens satser på, at gennemsnitsdanskeren er blevet så vant til at høre og se sig selv som offer, at han efterhånden selv tror på det, så er der måske trods alt stadig så megen ædruelighed tilbage i publikum, at de kan nyde den mageløse nostalgiske underholdning, samtidig med at de indser, at det hele bare er gammelt skuespil, og at man ikke i dag kan regere et land med en 100 år gammel drejebog om 'arbejdere', 'klassekamp' og 'socialisme'.