Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den ordinære Obama

Peter Kurrild-Klitgaard: Da Barack Obama for kun et år siden blev valgt til præsident, var det med ekstraordinært høje forventninger og historiske fortolkninger. De seneste måneder er det meste faldet til jorden igen: Det er blevet hverdag, og Obama er blevet en almindelig politiker.

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere

Den 44. præsident har således – trods sit partis flertal i begge Kongressens kamre – på en række centrale områder været ude af stand til at få sin foretrukne politik igennem, bl.a. inden for sundhed og klima. Han har samtidig måttet indse, at de politikker, han var fortaler for under valgkampen i 2008 – f.eks. hurtig tilbagetrækning fra Irak og lukning af Guantanamo-lejren – har vist sig lige så svære at realisere, som hans modstandere dengang forudså. I stedet for balancerede budgetter har man fået endnu større underskud end Bush, og fortsat stigende arbejdsløshed, trods verdenshistoriens dyreste stimulus-pakke.

Men værst af alt, så har Obama vist sig i praksis at være lige så lidt en »forener«, som Bush var, og i stedet stå for en benhård blokpolitik. Næsten alle Obamas forslag er blevet stemt igennem med snævre flertal og ofte uden støtte fra ikke så få Demokrater. Obama har dermed vist sig ude af stand til at gøre det, han lovede midtervælgerne i 2008: at bygge bro mellem fløjene. I stedet har modstanderne fået bekræftet, hvad de sagde for et år siden: at når man så på Obamas forhistorie, tilhørte han venstrefløjen af venstrefløjen.

Men det er ikke, hvor de fleste amerikanere ligger, og det slår nu igennem i meningsmålingerne. For knap et år siden opfattede 45 pct. af amerikanerne Obama som »moderat« og kun 43 pct. som venstreorienteret. Nu er de tilsvarende tal 34 pct. og 54 pct. Derfor er støtten til Obama også styrtdykket hurtigere end for nogen anden ny præsident, siden meningsmålinger blev opfundet: fra mellem 60 og 70 pct. til nu kun ca. 50 pct.

Særligt midtervælgerne er faldet fra, og  »Obama-effekten« er nu negativ. Det så man tydeligt ved sidste uges lokal- og suppleringsvalg, hvor Republikanerne vandt over stort set hele linjen og vandt med større margener end Obama i 2008. I delstaterne Virginia og New Jersey – hvor Obama og fyldte partikasser kastede næsten alt ind for at få genvalgt guvernør Jon Corzine – foretrak de uafhængige Republikanerne med en 2:1 margen.

Demokraterne må allerede nu spænde sikkerhedsbælterne og indstille sig på en lussing til næste års midtvejsvalg. Både historiske mønstre og aktuelle meningsmålinger tyder på tilbagegang over næsten hele linjen – ifølge Gallup synes over 70 pct. af vælgerne, at den Demokratisk kontrollerede Kongres ikke gør det godt. En tilbagegang bliver ikke nødvendigvis så meget, at man mister flertallet i Kongressen, men nok så meget, at man kan blive alvorligt stækket.

Det betyder ikke, at Obama ikke kan blive genvalgt i 2012. Hvis den amerikanske økonomi retter sig, kan han – ligesom Reagan i årene 1981-84 – nå at opleve både nedgangs- og opgangstider. Hvis Republikanerne, der endnu ikke har en samlende, populær frontfigur, ikke får regrupperet, kan Obama – ligesom Clinton i 1994-96 – måske både få et nederlag ved midtvejsvalget og derefter et sejrrigt genvalg.

Men retter økonomien sig ikke, fortsætter tabene i Afghanistan, og bliver Obama ved med at regere fra den yderste venstrefløj snarere end fra midten af amerikansk politik, så kan han let blive vor tids Jimmy Carter. En »one term«-præsident, som man havde store forventninger til, og som viste sig at være et historisk flop.