Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den okkulte kynisme får alt for let spil

En form for feelgood-faktaresistens hersker i forhold til alternativ behandling. Bacillen har også ramt vores politikere, der ikke går af vejen for at underminere tilliden til videnskabelig autoritet.

Foto: Kate Copeland

Det har længe været populært at kritisere den etablerede lægeverden for at være for afvisende overfor alternative behandlingsformer.

Kritikken rejses fra patienter, der søger lindring eller helbredelse for alvorlige sygdomme. Når en læge vurderer, at en kræftsygdom er uhelbredelig, vil mange naturligvis søge vurderinger fra andre læger, og hvorfor ikke også prøve alternative behandlere?

På den måde vil der altid være et marked for alternativ behandling, og patienternes frustrationer spiller også ind i en tendens i vor tid til at mistænkeliggøre autoriteter. Det er nemt at så tvivl, og den primitive magtanalyse er fristende: Læger er i lommen på medicinalindustrien. Ergo kan man ikke stole på læger. Så er det lige meget, hvad lægerne siger. Så er det lige meget, at det kræver gennemkontrolleret forskning, før et lægemiddel kan blive anerkendt til salg i EU og Danmark. Krav om evidens er jo bare »systemets« måde at befæste sin egen magt på, lyder argumentet i de selvbekræftende internetfora.

Den slags konspirationsteorier kan stimulere vaccineangst, som vi så det med den danske HPV-panik; hjulpet godt på vej af en dramatisk skæv TV 2-dokumentar. Vi kan også se postfaktuelle træk i forestillinger om, at man kan fjerne genetisk betingede autistiske træk ved at indtage en særlig diæt.

Men udfordringen rækker videre end som så. Politikerne er under pres for at vise forståelse for patienternes frustrationer, og de bidrager ofte selv til undermineringen af fakta og evidens. Som når Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, føler sig overbevist om, at vi kan spare penge ved at investere mere i alternativ behandling. »Det her er jo ikke en ren udgift,« som hun sagde til TV 2 i 2016. Det er fint at forske i alternative behandlingsformer, men på forhånd at forudse besparelser i sundhedsvæsenet er ren ønsketænkning.

I debatten om medicinsk cannabis løber politikerne også foran videnskaben. Her har sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) med et bredt folketingsflertal i ryggen sprunget den almindelige procedure for godkendelse af lægemidler over for at opfordre læger til at udskrive medicinsk cannabis til smerteplagede danskere. Dermed reagerer politikerne på et folkeligt krav, men lægerne undrer sig: Hvorfor skal cannabis-pillerne ikke gennem de normale tre runder randomiserede forsøg med kontrolgrupper på placebo og nøje overvågning af bivirkninger?

Ellen Trane Nørby har selv givet svaret: Hun mener, at »lægerne og videnskaben er bagud i forhold til befolkningen« – og hun vil ikke lade den gode ide om medicinsk cannabis blive slået ihjel i »bureaukrati«.

Det er stemningen. Der er en politisk velvilje over for det alternative, som besmykkes med blomster og gode hensigter, mens videnskabelighed afskrives som bureaukratisk og gammeldags, men det er jo ikke for sjov, at medicinalindustrien er underlagt strenge dokumentationskrav. Det handler om patienternes sikkerhed. Vi vil sikre, at medicinen er både effektiv og sikker.

Når det gælder alternativ behandling, har den okkulte kynisme frit spil. Her fører myndighederne ingen kontrol, og der er blomstret en industri frem med påstande om, at kræftknuder kan heales væk eller forsvinde ved indtagelse af voldsomt dyre kosttilskud. Eller ved at bearbejde psykologiske traumer hos en »terapeut« i »metasundhed« – en meningsløs alternativ skole, der påstår, at alle sygdomme skyldes personlige traumer.

Vi har her på Berlingske netop afsløret, hvordan en selvbestaltet metasundhedsguru reklamerede med at have helbredt kræftsyge mennesker. Han glemte bare at oplyse, at de pågældende var døde. Den slags kan lade sig gøre, fordi der ikke føres tilsyn med alternative behandlere.

Til gengæld kan hypnotisører, homøopater, healere og andre godtfolk findes i et særligt register for alternative behandlere (RAB) hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Her under ministeriel kongekrone får man det budskab, at det »af hensyn til din sikkerhed« anbefales, »at du vælger en RAB-registreret behandler«.

RAB-hjemmesiden er et forsøg på at guide folk gennem junglen af alternative påstande, men den kommer til at virke som en blåstempling, og den giver en falsk tryghed. Der er ingen krav til forskning eller evidens for at blive opført på hjemmesiden, og der føres ingen kontrol med de registrerede behandlere.

»Der er en politisk velvilje over for det alternative, som besmykkes med blomster og gode hensigter, mens videnskabelighed afskrives som bureaukratisk og gammeldags.«


Det er derfor bestemt ingen garanti for sikkerheden, at en alternativ behandler står registreret i RAB. I 2017 foretog Danmarks Radio fx en rundringning, som afslørede, at 13 ud af 22 danske hypnotisører tilbød at behandle skizofreni ved hjælp af hypnose. Her risikerede de syge ikke bare at blive snydt for deres penge. Psykiatere advarer kraftigt mod, at hypnose kan give skizofrene tilbagefald og i værste fald udløse nye psykoser. Otte af de friske hypnotisører stod registreret i Styrelsen for Patientsikkerheds RAB-ordning.

Psykoterapeuter kan også optjene RAB-points, hvis de tager metasundhedskurser i at kurere astma, tandpine og kræft ved at løse »følelsesmæssige konflikter«. Det svarer til at indføre en statsautorisation af voodoo, og med RAB ser vi altså det etablerede system i en problematisk omfavnelse af det alternative.

Det er på tide, at vi begynder at stille flere krav til de alternative behandlere og tale om, hvordan vi bedre kan kontrollere, hvad de laver. Vi skal ikke afvise alt »alternativt« på forhånd, men vi skal gøre op med mistænkeliggørelsen af videnskab og den naive dyrkelse af det alternative.

Hvis alternative behandlere vil tages seriøst, må de acceptere at underlægge sig krav om kontrol og dokumentation for deres påstande.