Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den nye trofækone

De fleste kvinder vil gerne ses i øjenhøjde, og de fleste kvinder er nok hamrende trætte af at få at vide, hvilke mænd vi gerne vil have, hvilke vi ikke vil have, og hvorfor de heller ikke vil have os.

Foto: STEFANO RELLANDINI. »’The New Trophy Wife’ er en ny trend, hvor mænd og kvinder, der har samme rate af succes, danner par med hinanden. Der er altså ved at ske et paradigmeskift, hvor de succesfulde mænd ønsker at danne par med lige så succesfulde kvinder i små, magtfulde tomands-enklaver, kaldet ’power couples’,« skriver dagens kronikør. Her ses den amerikanske skuespiller George Clooney med sin nye hustru, advokaten Amal Alamuddin, efter deres vielse i Venedig i september.
Læs mere
Fold sammen

Hvad vil kvinder have? Nogle af os husker dette spørgsmål som titlen på en film med Mel Gibson, mens andre af os får et endnu mere tåkrummende flashback til de seneste måneders debat i medierne. Først med de ultraliberale ungdomspolitikere, Alex Vanopslagh og Payam Samarghandi, der mente, at kvinder gerne ville domineres i sengen og derfor også på arbejdsmarkedet og senest med de Konservatives Rasmus Jarlov– der til hele Facebook kørte en oplysningskampagne med svar på, hvad kvinder vil have.

Her fik han fornærmet ca. 50 pct. af sine vælgere med sine dumsmarte kommentarer om kønsroller og giftemønstre samtidig med, at han sandsynligvis har lukket sig selv ind i en længere periode af ufrivillig cølibat, smidt nøglen væk og smækket døren i bag sig. Hvad hans ærinde var, er fortsat en gåde, men at følge Jarlovs ridt ud i denne debat var som at abonnere på nyheder i middelalderen med alt, hvad det indebærer. Fraset at kommentarerne ikke blev overleveret af en syngende skjald, var det dybt forældet og urkomisk.

Der findes dog en logisk forklaring på, hvordan de stakkels debattører er blevet så vildledt. Internettet. Internettets uendelige væld af datakilder gør, at man kan finde undersøgelser, der viser stort set alt i verden – også lige præcis det, som Rasmus Jarlov og de unge ultraliberalister ønskede at ytre sig om. Det tog f.eks. mig 15 sekunder at finde en undersøgelse fra Yale University, der viser, at aber er mere intelligente end mennesker. Hvad kan vi konkludere ud fra det? At Rasmus Jarlov er rigtig ferm til at bruge Google. Til at finde statistikker, der understøtter synspunkter, som allerede var forældede før Google. Kønsdebat har han ikke en snus fornuftigt at sige om.

Men hvad vil kvinder egentlig have? Det er nok i virkeligheden ret simpelt. De fleste kvinder vil gerne ses i øjenhøjde, og de fleste kvinder er nok hamrende trætte af at få at vide, hvilke mænd vi gerne vil have, hvilke vi ikke vil have, og hvorfor de heller ikke vil have os. Det er en gammel sang, og hvis vi bliver ved med at bekræfte hinanden i, at det er sådan, det forholder sig, får det nok desværre også en selvforstærkende effekt.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Jeg kender det fra mit eget liv. En person i min nærmeste familie har opgivet håbet om, at jeg skal finde en partner i en sådan grad, at jeg er blevet opfordret til »bare at slå mig sammen med et bøssepar«. Så kan jeg jo gå i byen hver anden weekend, mens bøssefædrene passer børn. Win/win. Min venindes bedstemor sagde til hende, at hun da bare kan blive insemineret, når hun gerne vil have børn. Insemineret. Som en so. Når det er de ord, der kommer ud af munden af de ældre generationer af kvinder, så tror da Fanden, at mændene også gladeligt hopper med på den galej og padler videre.

Ideen om, at karrierekvinder er nogle frigide stakler, der aldrig stiller sig tilfredse med de mænd, der bejler til dem, er nok i virkeligheden en fordom, der er skabt af kvinderne selv og derefter videregivet til mændene.

Men helt ærligt. Er det synd for mig, at jeg ikke kan få en af disse vanvittigt succesfulde Rasmus Jarlov-agtige typer til at gifte sig med mig, fordi de har behov for at fastholde dygtige kvinder i en underdanig position? Nej. Ikke rigtigt, vel? Jeg kan fint tåle at blive holdt uden for i en drengerøvsklub bestående af neandertalermænd, der er så dødsens rædde for at blive gennemskuet af en kvinde, at de barrikaderer sig bag middelalderlige floskler om, hvad de tror, kvinder gerne vil have. Det er da klart, at der ikke er nogen dygtige, veluddannede kvinder, der har lyst til at blive talt ned til på den måde.

Men hvad vil mænd så egentlig have? Overraskende nok – og helt i modstrid med højrefløjens mere eller mindre heldige udspil i kønsdebatten den seneste tid – rapporterer The Huffington Post i denne uge om en ny type kvinde. »The New Trophy Wife«, kalder de hende, et navn taget fra begrebet »trophy wife« eller trofækone, som refererer til den stereotype opfattelse af den ofte knap så intelligente, men meget smukke kvinde, man ofte ser hængende ved rige mænds arme.

»The New Trophy Wife« er en ny trend, hvor mænd og kvinder, der har samme rate af succes, danner par med hinanden. Der er altså ved at ske et paradigmeskift, hvor de succesfulde mænd ønsker at danne par med lige så succesfulde kvinder i små, magtfulde tomands-enklaver, kaldet »power couples«.

Tesen er, at stærke mænd gerne vil have en ligeværdig partner, mens svage mænd ønsker en underdanig partner, der føjer dem – og at det største tegn på usikkerhed, man som mand kan vise, er at gifte sig med den uintelligente trofækone, altså hende den karikerede med silikonebrysterne, der ikke stiller spørgsmål ved noget som helst over for den altdominerende mand.

Sociologen Christine Whelan har dokumenteret, at kvinder med en høj indkomst oftere bliver gift end kvinder, der ikke har så høj indkomst, og at de oftest gifter sig med partnere, der har en indkomst i samme størrelsesorden som de selv.

Det virker da også torskedumt, hvis de succesfulde mænd fravælger de succesfulde kvinder. Hvis det handler om slægtens videreførelse, er det da noget mere attraktivt at formere sig med en intelligent kvinde, ligesom snakken hjemme om køkkenbordet vel også kun kan blive mere interessant at deltage i, hvis man er to ligeværdige mennesker på hver sin side af spisebordet. Lige børn leger bedst.

Hvad kan vi udlede af hele denne debat? At Rasmus Jarlov er god til at anvende Google til at finde undersøgelser og eksperter, der kan underbygge hans synspunkter. At det samme er jeg. Men hvilket resultat er mest gavnligt for os alle? Er det mon ikke at lægge fordommene på hylden og tro på, at der er en til os alle? Både vi, der foretrækker en ligeværdig partner, og de, der synes, det er spændende at have en, man kan gå og være lidt bedre end. For helt ærligt – det andet bliver altså lidt trættende i længden.