Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den nye konservative borgerkrig

Højredrejning. De Konservatives krise er kompleks – med både politiske, personlige og stilistiske stridigheder. Kampen med spærregrænsen har udviklet sig til et internt opgør om partiets politik og sjæl: De folkelige mod de intellektuelle, land mod by.

»Med henblik på at styrke den identitetspolitiske profil kastede de Konservative for nylig en gammel kending ind i valg- og værdikampen i form af Naser Khader.« Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt imens de Konservative har kæmpet med meningsmålinger og hinanden, har der været en konservativ vitalitet i både vores nabolandes politiske liv (Merkel, Cameron, Reinfeldt, Solberg etc.) og i den danske offentlighed, som gennem de senere år er blevet begavet med en del dagsordensættende (kultur)konservative debattører. Folk som Kasper Støvring, Mikael Jalving, Søren Hviid Pedersen og Sørine Gotfredsen har sat deres spor i debatten med en uafhængig konservativ dagsorden, som imidlertid ikke er kommet partiet til gode – snarere tværtimod.

Det Konservative Folkeparti har nemlig over en årrække mistet både politisk og åndelig kant, lyder det ofte fra det kulturkonservative korps af kritikere. Det er i hvert fald ikke lykkedes partiet at tiltrække intellektuelle profiler, der har mod på Christiansborg-politik, siden litteraturdoktoren Per Stig Møller stillede op til Folketinget første gang for 30 år siden – hvilket han nu har gjort for sidste gang. Hermed sættes der yderligere streg under den lidt pauvre forbindelse til den ellers på mange måder blomstrende konservative intelligentsia herhjemme.

Man har dog fra dele af partiets side forsøgt at styrke denne relation på det seneste. Og det kommende folketingsvalg skal vise, om den af flere storkøbenhavnske partiforeninger tilkaldte teolog og Berlingske-kommentator Mads Holger kan bryde isen i denne henseende og blandt andet sætte sit præg på partiets lidt ubemærkede kultur-, uddannelses- og værdipolitik på Christiansborg.

Lykkes det for den tidligere taleradiovært og forfatter at opnå valg til Folketinget, vil han i øvrigt være den første med teologisk baggrund til at repræsentere folkekirkens formelt set stærkeste støtter – historisk betragtet – på tinge, siden den i sin samtids værdidebat navnkundige pastor Gottschalck-Hansen huserede i 1950erne og 60erne. Kun den yderste venstrefløj har – af mere indlysende marxistiske grunde – haft færre teologer inden for i folden gennem det sidste knap halve århundrede.

Der har således ikke været nogen til at give partiet lidt vitaminer fra den side af samfunds- og åndslivet. Muligvis tilfældigt. Til gengæld er spillet om de formentlig få konservative mandater, der er at kæmpe om ved næste folketingsvalg, en tilspidset affære, hvor ingen af aktørerne lader tilfældet råde. Og alt er tilsyneladende tilladt.

Eksempelvis er Mads Holger i duel med den københavnske byrådspolitiker Rasmus Jarlov om det samme mandat i Københavns Omegnskreds. Og han har ikke kun Jarlov at slås med. Dagbladet BT har afsløret, at kræfter i partiet, herunder i egen pressetjeneste, har forsøgt at plante usande smædehistorier om Mads Holger i medierne for at ødelægge hans kandidatur, der har været en torn i øjet på dele af partiet.

Selv om projektet må siges at være slået fejl, lykkedes det dog at forstyrre lanceringen af den nye kandidat, da den tidligere KU-formand, Kristoffer Beck, gik ud i pressen med en polemisk melding om, at Mads Holger slet ikke hørte til i partiet, da hans intellektuelle image og manglende årelange aktivitet i partiet burde udelukke et kandidatur – hvis ikke ligefrem et menigt medlemskab.

Men hvis Mads Holger kommer ind, vil han imidlertid med overvejende sandsynlighed være det eneste nye konservative folketingsmedlem ud over måske Søren Pape. Alle andre mulige mandater tilfalder folk, der enten har været eller er i Folketinget og dermed har været en del af fiaskospiralen.

Med henblik på at styrke den identitetspolitiske profil kastede de Konservative for nylig en gammel kending ind i valg- og værdikampen i form af Naser Khader. Det skabte antagelig en kortvarig fremgang og optimisme, som i enkelte meningsmålinger fik partiet helt op over valgresultatet på 4,9 procent. Khader har tidligere i år rejst rundt i Mellemøsten i DR-regi og rapporteret om, at Hitlers »Mein Kampf« nød en vis udbredelse i den arabiske verden. Det blev forspillet til partiets seneste kampagne om at stoppe den såkaldte »nazi-islam-isme«.

Partiet har efterfølgende måttet kæmpe hårdt for at kommunikere til vælgerne, at der er klare ligheder mellem nazismen og islamismen. Indtil videre uden målelig vælgersucces og med meget få bifald fra de intellektuelle og højborgerlige rækker.

Fælles for de nævnte indslag i offentligheden er, at de har ganske meget med partiets presseafdeling at gøre. Derimod handler de mindre om partiets politik, der dermed trænges noget i baggrunden op mod valget. Dette har været medvirkende til at kalde partifolk fra den konservative højborg på Frederiksberg på banen med undsigelser af både formand Søren Papes nyligt proklamerede højredrejning af partiet og nazikampagnens – i deres øjne – vulgære udformning.

Denne kampagne har skabt stor forargelse og viser de revner, som partiet er ved at slå. For Papes forsøg på at tegne partiets nye, i nogles øjne, populistiske provinsielle profil er hård kost for traditionelle konservative (stor)bymennesker som netop folk på Frederiksberg – herunder de tidligere formænd, Lars Barfoed og Per Stig Møller. Hvilket den seneste tids pressedækning af partistridighederne vidner om, hvor begge de to herrer har ytret deres mishag ved den seneste tids tiltag fra partitoppen.

Med begreber som nazi-islamisme og proklamationer om en ny højredrejning lægger man afstand til det elitære byborgerskab og forsøger at give partiet en folkelig profil, der skal appellere til vælgere i provinsen. For eksempel er Pape gået til angreb på Planloven, der ellers er sat i verden for især at værne om kongerigets uerstattelige naturværdier, som det alle dage har været en konservativ hjertesag at kere sig om.

Planloven, som Per Stig Møller har bestyret som miljøminister i sin tid, udråbte Pape på det konservative landsrådsmøde til at være »bindegal«.

Offensiven er ikke tilfældig, for der er risiko for, at partiformanden ikke bliver valgt ovre i sin vestjyske kreds, hvilket ville være en katastrofe for partiet og ikke mindst formanden selv, der har forladt sin borgmesterpost i Viborg Kommune for at indtage Christiansborg. Alt sættes derfor ind på at gøre sig til over for vælgerne på disse kanter, hvor Venstre ellers dominerer. Imens følges der bekymret med i højborgene på Frederiksberg og i Gentofte, hvor der bliver rystet på hovedet over strategien, som man i ringe grad kan identificere sig med.