Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den nye danske krigslitteratur

Spørgsmålet er, om den nye krigslitteratur blot er udtryk for, at romanen har fundet nye emner, eller om det har ændret romanens form. Min foreløbige konklusion er, at disse romaner er realistiske værker med nyt stof.

Hans Hauge: »Der er to slags krigslitteratur. Dels af forfattere, der selv var soldater, dels af forfattere, der forestiller sig krigen. Er den første slags den mest autentiske?«
Læs mere
Fold sammen

Danmark har siden 1990/91 været i krig. Efter Murens Fald skulle man gentænke, hvad militæret kunne bruges til, og det blev besluttet at deltage i den første Golfkrig. Landet indledte den aktivistiske udenrigspolitik og gik fra småstat til mellemstat. Og det har ført til, at vi har fået en ny krigslitteratur.

Krig – og kærlighed – er godt stof. Holbergs »Jeppe på Bjerget« er krigslitteratur, for Jeppe vender efter ti år hjem fra krigen og har, hvad vi i dag kalder posttraumatisk stress syndrom. Det er derfor, han drikker. Johannes Ewald vil melde sig til de prøjsiske husarer, fortæller han. I Hostrups »Genboerne« er soldaten, Løjtnant von Buddinge, en person, som vi ler ad, og det har soldater ofte været. Litteraturen vrimler med dem. Oberst Hackel i Matador er i familie med Hostrups Løjtnant. Soldaten og især befalingsmanden er en komisk type. Tænk på tegneserien Basserne eller de populære Soldaterkammerater-film fra Den kolde krigs epoke. Denne type er forsvundet fra den nye krigslitteratur. Den er præget af den ny alvor.

Der var først nederlagslitteraturen efter 1864, dernæst kom litteraturen med Besættelsestiden som tema (Ole Juuls »De røde enge« eller Tage Skou Hansens »De nøgne træer«), og nu den litteratur, der er affødt af den aktivistiske udenrigspolitik. Den ny krigslitteratur har ikke haft åbenlyse konventioner at trække på i dansk litteratur, for i så fald skulle forfatterne tilbage til B.S. Ingemann og Carit Etlar. Krigene i Jugoslavien, Afghanistan og Irak ligner ikke fortidens danske krige, men englænderne har ikke haft de samme problemer. Der har siden Kipling været masser af litteratur om disse lande, for englænderne har været der ofte.

Der er to slags krigslitteratur. Dels af forfattere, der selv var soldater, dels af forfattere, der forestiller sig krigen. Er den første slags den mest autentiske? Tolstoj havde været med i krig. Tolkien havde været med i Første Verdenskrig, og det mærker man i »Ringenes herre«. Anne-Kathrine Riebnitzsky har skrevet »Den stjålne vej« om krigen i Afghanistan. Hun er dels sprogofficer og dels uddannet på forfatterskolen. Hendes roman minder om norske Elisabeth Eides to Afghanistan-romaner fra 1994 og 1998.

Riebnitzsky har oplevet krigen, men det har Henriette F. Møller, Irene Pedersen, Lars Husum, Kristina Stoltz, Peter Bredahl og Carsten Jensen ikke. De har alle skrevet krigsromaner. Den ny krigslitteratur er altså fortrinsvis skrevet af forfattere uden krigserfaring. Det er noget nyt. Noget andet nyt er en dansk-jugoslavisk litteratur: Birgithe Kosović’s »Det dobbelte land« og Alen Mešković’s »Ukulele Jam«. Den første bygger på autentiske vidner, mens den anden er en erindringsroman. De har stor autenticitet.

Spørgsmålet er, om den nye krigslitteratur blot er udtryk for, at romanen har fundet nye emner, eller om det har ændret romanens form. Min foreløbige konklusion er, at disse romaner er realistiske romaner med nyt stof. Krigen har fået litteraturen til at vende sig væk fra modernisme, æsteticisme, postmodernisme, eksperimenter og tilbage til klassisk realisme. Trods krigens brutalitet og uforudsethed har det ikke ført til en sprogkrise i de danske romaner om krigen. Med undtagelse af Lars Husum. Der synes at herske tillid til sprogets syntaks og den realistiske romans tradition. Det kunne man kalde en gen-normalisering af litteraturen samtidig med, at virkeligheden er alt andet end normal.