Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den ministerielle lederrolle

Flemming Poulfelt: Den nødvendige dialog

Flemming Poulfelt, Professor, prodekan, Copenhagen Business School Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man bestrider en lederstilling, indebærer det et ansvar i forhold til virksomheden, medarbejdere, ejere og andre interessenter. Dette ansvar udmøntes på forskellig vis i de beslutninger, som træffes, og de handlinger, der udføres.

Om det at være leder er blevet sværere eller lettere kan altid diskuteres. Men én ting er uomtvistelig. Det er blevet anderledes. Kravet eksternt som internt fra er øget, og en væsentlig lederopgave er i dag evnen til at håndtere og reducere den kompleksitet, som er lederes vilkår. Det viser nylige analyser.

Derudover viser analyser, at lederens samfundsansvar i bredere betydning har fået og får en stadig større betydning. Som det blev formuleret i en undersøgelse for nylig: et ægte samfundsansvar. Ikke blot fil­antropisk støtte for at vise sin gode vilje.

Et ægte samfundsansvar kan bl.a. indebære, at en topleder tager bladet fra munden. Derfor var det ganske befriende og konstruktivt, at Novo Nordisks administrerende direktør Lars Rebien Sørensen i Berlingske Tidende 9. september i et interview fremhævede, at han var dybt frustreret over den økonomiske udvikling i Danmark, manglen på reel politisk vilje til forandringer, samt at han frygtede, at Danmark snart ikke længere kunne betale regningen for velfærdssamfundet. Hans opfordring til politikerne lød derfor på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt burde sætte sig sammen i en weekend og lave en ti-års plan for dansk økonomi. Og hans tese var, at de to politikere udmærket ved, hvilke forandringer, der er nødvendige, at de godt ved, hvordan forandringerne kan gennemføres og de også ved, at det er sådan en plan, Danmark har behov for.

Set med erhvervsmæssige briller var det en klar udmelding, og mange andre erhvervsledere meldte da også deres umiddelbare støtte til Lars Rebien Sørensens synspunkter. For (alle) ved, at der er brug for nytænkning og reformer, hvis Danmark som velfærdsstat skal opretholdes, og vores konkurrencekraft bevares og udvikles.

Men hvad skete der så umiddelbart efter topchefens melding? Blandt andet kom der en reaktion kom fra økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen som sagde, at han var enig med Novo-direktøren, men at det også var lettere at være direktør end minister.

Det er naturligvis korrekt at en regering kun kan regere på det antal mandater, den har. Men meldingen undrer alligevel. For hvorfra ved Brian Mikkelsen, at det er lettere at være topdirektør end minister? Er det en erfaringsbaseret observation eller en forestilling. For udenforstående virker hans reaktion ganske umoden og umotiveret.

Pointen er følgende. Dels er det altid et usmart udgangspunkt, at benægte gennem at skyde skylden på andre og blot konstatere, at det er så svært at være minister, og meget lettere at være topchef i en international virksomhed med 30.000 medarbejdere samt en markedsværdi på 300 mia. kr., som konstant skal udvikles for at den fortsat kan være en motor og værdiskaber til gavn for samfundet. Og dels illustrerer det også, at dialogen mellem erhvervsliv og politikere måske trænger til at blive styrket!