Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den lille socialspion

Ann Mariager: Jeg frygter, at flere og flere borgere vil føle sig kaldet til at blive ’meddelere’. Blive - ja, lad mig bare bruge ordet - informanter, stikkere, på kommunernes opfordring.

Foto: Scanpix

I efteråret var jeg sygemeldt efter en fodoperation. Jeg spekulerede på, hvor meget man må røre sig i sådan en situation, altså når man er på offentlig ydelse og nødigt vil mistænkes for at begå socialt bedrageri. Skal man sidde helt stille i øreklapstolen, eller må man bevæge sig rundt i sit hjem? For nok var foden svag, men hånden var redebon. Så jeg ville lave råkost, for eksempel. Men må man Julienne-snitte en gulerod, når man er syg? Dét kræver nemlig langt mere energi end at skrælle guleroden traditionelt. Så strengt taget kunne jeg vel godt sidde og arbejde ved en computer.

Sæt nu, en forbipasserende så mig stå i køkkenet og snitte lystigt, mens velfærdssamfundet betalte? Og må man i det hele taget humpe hen til grønthandleren og købe gulerødder, når man er sygemeldt? Tænk, hvis jeg på vejen hjem mødte bekendte, som syntes jeg så mistænkeligt rødkindet og arbejdsfør ud? Ville de så styre direkte mod Borgerservice og melde mig?

Det var en undersøgelse fra dette forår, der fik mig til at se mig nervøst over skulderen i mit eget hjem. Ugebrevet A4 hyrede analyseinstituttet Yougov til at undersøge, hvordan danskerne stiller sig til at anmelde hinanden for socialt bedrageri. Ifølge den undersøgelse stiller over halvdelen sig positivt. De synes, det er ok at anmelde hinanden til de sociale instanser eller til politiet, hvis man opdager socialt bedrageri. En slags borgerpligt, nærmest.

Det var det, der gav mig nervøse tics og gjorde, at jeg så mig forskrækket over skulderen i mit eget hjem.

Dels lider jeg af instansfobi. Det er en særlig skræk for, at de offentlige myndigheder har gennemskuet mig. En enkelt, informativ mail fra SKAT, og straks føler jeg mig skyldig. Lidt skyldig er man vel altid, tænker jeg med bæven, selv om jeg ikke har nogen grund til at bæve. Når der dumper et brev ind ad døren fra mit lokale socialteam, går jeg rundt om det en hel aften, fordi jeg er overbevist om, at indholdet vil hænge mig op på noget. Det gør det nu aldrig. Jeg søger af og til om bevilling til særlige indlæg - såkaldte poter - og får dem altid bevilget. Én enkelt gang glemte jeg dog at bruge bevillingen, før den udløb. Uha. Da fik jeg læst teksten af en af medarbejderne i socialteamet: »Hvordan kan vi vide os sikre på, at du virkelig har brug for indlægget, når du ikke bruger bevillingen? Det er virkelig ikke sikkert, du får bevilget et, næste gang du søger«.

Det gjorde jeg dog. Men skyldig følte jeg mig, og det tog mig uger at komme over den fornemmelse.

Som de fleste andre danskere - bortset velsagtens fra dem, der begår bedrageriet - kan jeg ikke acceptere den sociale milliard­svindel, der finder sted, og som nu diskuteres igen efter KMD Analyses rapport, som blev offentliggjort forleden. Bedrageriet koster samfundet dyrt, skattekronerne kunne bruges til noget bedre. Skoler. Sygehuse. Ældrepleje.

Problemet skal løses, men hvordan? Ved nye kryds- og samkørsler af registre? Ved at lave flere specialenheder, såkaldte kontrolgrupper, lokalt i kommunerne? De ser ud til at fungere, for eksempel i Aarhus, hvor rådmand for Kultur- og Borgerservice, Marc Perera Christensen, siger: »Ingen sociale bedragere skal kunne føle sig sikre i Aarhus«. Sådan! Kommunen er så blevet så dreven til at afsløre svindlen, at den ligefrem har lagt en Håndbog i Socialt Bedrageri ud på sin webportal, aarhus.dk. Humor har de også i Aarhus.

I det nye år overgår betalingen af offentlige ydelser til fem centre i Danmark under det, der hedder Udbetaling Danmark. (Hvem får dog penge for at udtænke sådan et navn? Det er nok de englændere, der fandt på ’Aarhus - Danish for Progress’). Denne ændring betyder dog, at kommunerne stadig selv skal finde de sociale bedragere, men dén er der flere, der ikke tror på. Flere kommuner mener, det fremover bliver svært at løfte opgaven.

Og så er det jeg frygter, at flere og flere borgere vil føle sig kaldet til at blive ’meddelere’. Blive - ja, lad mig bare bruge ordet - informanter, stikkere, på kommunernes opfordring, sådan som det allerede er tilfældet, når borgere kan melde hinanden anonymt via nettet eller over telefon. Det er en væmmelig tanke. Men det er måske kun mig, der har det sådan? Andre ser det som en borgerpligt, åbenbart.

Uanset hvor meget man er imod socialt bedrageri, er det ikke et medborgeransvar at angive andre mennesker i den slags sager. Tænk, hvis det går hen og bliver en trend. Gys. Alle de nysgerrige og intrigante medborgere, der vil stå hjemme - skjult bag undergardinet med blykant - og lege Den Lille Socialspion, når den enlige mor overfor har herrebesøg. Og den imposante kværulant, som vi ellers kun møder én gang om året til boligforeningens generalforsamling, han - for det er oftest en han - vil få en ny vigtig sag at gå op i: Sociale bedragere i nærområdet. Sherlock Holmes, gå hjem!

Og hvis spionagen udarter sig, vil jeg aldrig mere turde gå bare en lille smule forkølet i byen efter gulerødder.