Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den lange uge

For tiden sidder EU-samarbejdet fast og kan hverken bevæge sig frem eller tilbage. Ganske paradoksalt vil svaret på det britiske jordskælv derfor i første omgang været præget af en betydelig grad af »business as usual«.

Lykke Friis: »Men afstemningen viste også, hvor stor mistillid mange briter nærer til deres egen regering. Hvordan skal man ellers forklare, at bl.a UKIP (uafhængighedspartiet) opfordrede vælgerne til at afgive deres stemme med kuglepen for at undgå, at MI5 (efterretningstjenesten) bare ville viske »leave-stemmerne« ud med viskelæder?«
Læs mere
Fold sammen

En uge er lang tid i politik. Sådan sagde Storbritanniens premierminister Harold Wilson i midten af 1970’erne. Efter den sidste uges dramatik i britisk politik fremstår udsagnet mest af alt som et understatement. På en uge tabte regeringen EU-folkeafstemningen, premierministeren gik af, Skotland satte fart på uafhængighedsprocessen, det britiske pund styrtdykkede, Labour-lederen fik et mistillidsvotum imod sig, og det konservative parti indledte et formandsopgør. Eller som Daily Telegraph spydigt udtrykte det: »Rumvæsener landede ikke på jorden, og Elvis blev ikke fundet i live, men ellers er alt andet sket!«

Det vil tage år at håndtere det kaos, som den britiske uge har udløst i EU. Ikke alene vil nej’et kaste EU ud i en langvarig, smertefuld skilsmisse, der vil dræne samarbejdet for energi. Hele diskussionen om Skotlands uafhængighed vil skabe voldsom bekymring i f.eks. Madrid om Cataloniens tilsvarende ambitioner. Lige så afgørende er det imidlertid, at Storbritanniens nej vil sætte et endegyldigt punktum for ambitionerne om et mere føderalt Europa. Som Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble ganske præcist formulerede det: »Svaret på Brexit kan ikke bare være et krav om mere integration. Det ville være vanvittigt, og mange ville med rette spørge, om vi politikere slet ikke har forstået noget som helst [af befolkningernes skepsis].« Kort sagt: efter 23. juni er der ikke nogen regeringschef blandt de tilbageblivende 27 lande, der har mod på at spørge hverken deres vælgere eller parlamenter om »mere Europa«.

Ganske tankevækkende er der dog heller ikke noget, som tyder på, at EU27 pludselig skulle kunne blive enige om at rulle integrationen tilbage på udvalgte områder. Tag bare flygtningepolitikken. Polen og Ungarn ville juble, hvis ambitionerne om fælles regler blev skrinlagt, mens Tyskland fluks ville blokere. Tilsvarende vil Frankrig og Italien gerne gøre vækst- og stabilitetspagten mere fleksibel, men det er helt uacceptabelt for Nordeuropa. Med andre ord: for tiden sidder EU-samarbejdet fast og kan hverken bevæge sig frem eller tilbage. Ganske paradoksalt vil svaret på det britiske jordskælv derfor i første omgang været præget af en betydelig grad af »business as usual«. Det skyldes også, at 2017 er et »triple valgår« med valg i Holland, Frankrig og Tyskland. Realistisk set må mere grundlæggende diskussioner om samarbejdet derfor vente til valgkampene er overstået; ikke mindst i Frankrig, hvor Marine Le Pen allerede har lagt op til at ville gennemføre en brexit-lignende folkeafstemning.

Så mange måneder vil der næppe gå, før briterne indleder processen med at hele sårene efter afstemningen. Selvfølgelig var 23. juni et protestvalg over for EU. Men afstemningen viste også, hvor stor mistillid mange briter nærer til deres egen regering. Hvordan skal man ellers forklare, at bl.a UKIP (uafhængighedspartiet) opfordrede vælgerne til at afgive deres stemme med kuglepen for at undgå, at MI5 (efterretningstjenesten) bare ville viske »leave-stemmerne« ud med viskelæder? Ja, ifølge en meningsmåling var en tredjedel af »leave-vælgerne« overbevist om, at regeringen ville manipulere med resultatet. Der venter derfor den nye premierminister en opgave af dimensioner. Ikke kun med at forhandle med EU, men også med at genoprette tilliden mellem regeringen og politikere. Og det kan ikke klares på en uge!