Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den kyniske bivirkning

Sørine Gotfredsen: Tak til den, der fortæller sin historie og minder os om, at vi til alle tider må overveje samfundets herskende normer. Marlene Duus tog ordet i denne uge og fortalte, hvordan det føles at være offer for et ekstremt overfald og bagefter føle sig ekstra udsat, når gerningsmanden to år efter går rundt i gaderne på udgang.

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere

Og året efter igen ansættes hos en kendt mediekok og hyldes som en lille solstrålehistorie, mens man selv er langt fra et normalt liv. Krænkelse af retsfølelsen er selvsagt et tema her, og man skal være varsom med blot at lade sig rive med. Men sagen stikker dybere. Den handler om, hvorvidt man i et samfund i overdreven grad gør den onde gerning og manden bag den til afsæt for udfoldelse af humanistisk ideologi. Lidt ærgerligt har debatten siden Marlene Duus’ kronik i Politiken kredset om betydningen af resocialisering som forebyggelse af kriminalitet. Den betydning kan få betvivle, og fremfor at gentage det indlysende skal vi overveje, hvad der sker, når der fokuseres så meget på at gøre forbrydere til bedre mennesker, at selve den onde gerning nærmest bliver sekundær. Hvormed ofrets skæbne tilsvarende blegner i betydning.

Sagen er, at en forbryder ikke blot ses som et skyldigt menneske, men lige så meget som én, der skal frelses. Smukt i udgangspunktet, men med risiko for at forbrydelsen adskilles fra individet og gøres til et samfundsprojekt. Dette har andre haft øje for. Allerede i 1940erne beskrev teolog K. Olesen Larsen, hvordan tidens menneskesyn var i færd med at udhule begrebet skyldighed. Ikke fordi en forbryder ikke juridisk straffes, men fordi man nedtoner betydningen af hans personlige valg i livet og ser ham som én, der kan formes efter et slags idealbillede. Marlene Duus’ overfaldsmand blev idømt blot seks års fængsel, og her tre år efter fremstår han i sit nye job som en sejr for systemet. På vej til helbredelse og som skabt til smart markedsføring, fordi det gode menneske i dag ikke er den stjernekok, der hjælper et voldsoffer videre. Men derimod ham, der hjælper forbryderen videre. Den onde gerning kvalificerer et menneske til en plads i det store fælles projekt, hvor ondskaben distanceres fra den enkelte og gøres til et frit svævende fænomen, vi sammen kan bekæmpe.Marlene Duus’ beretning lærer os, hvordan vi kan miste en fin balance i synet på retfærdighed. Alle ved, at kriminelle skal hjælpes på ret køl, men når denne bestræbelse fører til, at Marlene Duus to år efter at være blevet smidt ud fra tredje sal kan møde sin bøddel på gaden, er et farligt punkt nået. For så står det klart, at ofrets pris for at leve i et humant samfund kan være enorm, og spørgsmålet er, om man ikke af og til bør bryde med resocialiserings-dogmerne og vente med at skubbe den skyldige videre, indtil offeret har fået et liv, der gør det etisk forsvarligt. Bør man ikke værne mere om den lille retfærdighed, mennesket trods alt selv kan håndhæve, fremfor i så stor hast at relativere skylden og gøre forbryderen til et fælles projekt? Intentionen om at genopbygge fortabte sjæle vidner om et civiliseret samfund, men hvis frelsen af forbryderen efterhånden opfattes som et mere ædelt mål end omsorgen for ofret, har det civiliserede over sig fået et uheldigt skær. Et skær af kynisk bivirkning.