Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den irriterende vagthund

Lisbeth Knudsen: Når politiske magthavere går til angreb på dem, der netop har til opgave at kontrollere magtens forvaltere, med en fuldkommen overfladisk, sensationsagtig, uigennemtænkt kritik på niveau med det »sludder, sladder og mangel på substans«, som de samme politikere netop anklager pressen for, så er en alt for vigtig debat mellem politikere og medier dømt til at køre i hegnet.

Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det sørgede folketingsmedlemmerne Karsten Lauritzen (V) og Jacob Bjerregaard (S) desværre for blev resultatet i denne uge med deres indlæg her i Berlingske den 22. maj om »Den døende vagthund«. »I stedet for at være demokratiets vagthund og væsentlighedsformidler skeler selv seriøse medier mere til Paradise Hotel end til den dybdeborende journalistik«, skrev de to. Nu er der sandt at sige ikke meget Paradise Hotel over Berlingske og en betragtelig del af vores kolleger. Der er absolut mere dybdeborende journalistik samt masser af væsentlighed. Problemet med de to politikeres kritik er, at den blev så generel, at den blev ligegyldig. Vi har brug for en kritisk dialog mellem politikerne og medierne for at sikre borgerne den bedste kontrol med og indsigt i politiske udspil, processer og beslutninger. Det seneste år har der udviklet sig en særdeles negativ stemning mellem medierne og politikerne. Vi er nødt til at drøfte hinandens arbejdsvilkår til bunds og finde frem til en model for sameksistens anno 2012, hvis den nuværende kritiske situation ikke skal forværres, og det har ingen glæde af.

LAURITZEN OG BJERREGAARD LYKKEDES med at skyde sig til medieopmærksomhed efter princippet om, at overdrivelse og forslag om magtfordrejning fremmer forståelsen. Efter deres opskrift skal mediestøtten kædes sammen med den type kulegravende journalistik, som politikerne synes, der skal bedrives, og den medieetik, som et flertal i Folketinget kan enes om. Hvad blev der lige af en detalje som pressefriheden og grundlovens ytringsfrihed, hvis Folketinget gør sig selv til smagsdommer her? Hvis mediestøtten blev omlagt efter Lauritzens og Bjerregaards principper ville der blive ryddet godt ud i den danske bestand af ikke mindst lokale dagblade, som dygtigt og samvittighedsfuldt servicerer det lokalområde, de nu engang arbejder i. Dernæst jagter de to de udenlandsk ejede mediekoncerner i Danmark, fordi de har til opgave at tjene penge til deres ejere. Uhadada. Jamen det må da også være forskrækkeligt for en liberal som Karsten Lauritzen, at investeringer i et privatkapitalistisk system forventes at give et afkast på et tidspunkt. Blot et halvt år på jurastudiet ville afdække umuligheden af at gennemføre en konkurrencemæssig skævvridning af mediestøtten rettet mod udenlandsk ejede medievirksomheder, som i parentes bemærket bidrager ganske væsentligt til både den lokale og nationale nyhedsformidling her i landet. Det er ikke journalisterne, der er problemet. Problemet skal findes hos redaktørerne og medieejerne, som er blevet »skødehunde for den laveste fællesnævner og den dårlige smag«, skriver de to politikere. Jeg har lovet dem en kop kaffe og en praktiktime på Berlingske. Vi må simpelthen have diskussionen mellem politikere og medier ind i en mere konstruktiv bane. Er der flere politikere, som har lyst til at være med til det, skal de være velkomne.