Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den humanitære stormagt

Lars ÖstmanFilosof, ph.d.
Læs mere
Fold sammen

På søndag går svenskerne til valg. En af de klareste forandringer, valgkampen har gennemgået handler om flygtninge/indvandrerområdet. Først ville man ikke tale om det. Overhovedet. Så sneg debatten sig ind. Som en tyv om natten. I medierne så småt, i TV ganske sagte. Der er naturligvis ikke tale om kritisk journalistik. Hverken fra avisernes ansatte, fra intellektuelle eller fra akademikere. De ville også miste deres jobs, risikere deres karriere, hvis de forsøgte. De såkaldt almindelige mennesker er givetvis kritiske. Men sådanne nogle skriver jo ikke i Dagens Nyheter. Men hvorfor er dette emne så betændt? Og hvorfor er det pludselig dukket op?

Som så ofte før kan man igen trække en streg i sandet, der markerer et før og efter Palme. For efter Palme begyndte den mentalitetsforandring, der i dag har ændret Sverige fra at se sig selv som et produktions- og industriland til et land, der i dag beder sine borgere om at »åbne deres hjerter for de udsatte, vi ser rundt omkring i verden«, som Moderaternes Reinfeldt siger – en holdning, der deles af Stefan Löfven og samtlige partier med undtagelse af SD. Og egentlig minder sloganet mere om Palmes internationale solidaritet og demokratisk socialisme in extremis, end om Carl Bildts overklasse-konservatisme. I 1994 devaluerede Sverige kronen. På et tidspunkt forhøjede man udlånsrenten til 500 pct. I et land, hvis mentalitet er nærmest den tyske, må man forstå, at dette chok var ligeså stort, som hvis det var sket i Tyskland. I starten af 1980’erne kostede en svensk krone 1,40 dkr. I dag koster den 82 øre. Det er naturligvis mere kompleks end som så, men det fortæller noget om den udvikling, eller rettere sagt fald, som Sverige har befundet sig i, og heller ikke rigtig formår at stoppe. I 1999 forsvandt Volvo (personbiler), så fulgte SAAB og her i maj Scania.

Sverige sælger ud af selvforståelsen. Af generationers hårdt slid. I skove, i miner, i industrier med tusindvis af ansatte. Selvfølgelig er Sverige også i dag et industriland, men selvforståelsen og mentaliteten er efter Palme og især siden 1994 blevet stadigt mere »djøfficeret« og moraliseret. Når Reinfeldts Moderaterne kan kalde sig selv for det nye arbejderparti uden at vælgerne griner, vidner det om alvoren i denne »udvikling«. Billedet, der naturligvis her kun kan tegnes forenklet, minder for så vidt om det danske, men det er mere ekstremt, for Danmark har ikke haft den samme type industri som Sverige. Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet har i generation efter generation været stater i staten, magter i magten i Sverige. På én generation er den mentalitet, der følger i kølvandet på en sådan selvforståelse, pludselig forandret, og det er den, der er kommet op til overfladen i kraft af flygtninge/indvandrerdebatten.

Der er groft sagt to lejre: For SD og de måske op til 15 pct. af vælgerne, der vil stemme på partiet, handler det om et ret enkelt problem, der på formel lyder: Masseindvandring og vellykket integration er to uforenelige størrelser. For alle andre partier og den svenske stat handler det om, hvilken selvforståelse, der som ideologi skal iscenesættes. Og den er ikke socialdemokratisk, liberal, konservativ eller noget andet. Den lyder, som Reinfeldt sagde ved et vælgermøde i august: »Sverige vil være en humanitær stormagt.«