Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den gode, den onde og den komiske

Finn Korsaa: Det er et problem, at ministertitlen i et vist omfang har fået status af studenterjob. Folketinget vrimler med unge mennesker, der forkynder deres uforbeholdne, rigtige meninger om deres egen godhed og andres ondskab.

Manu Sareen, Mickey Mouse og Tintin er fælles om at anse sig selv for at være gode. Det onde kommer fra de andre, og de onde er ikke omfattet af den tolerance, som Sareen prædiker, skriver Finn Korsaa. Fold sammen
Læs mere

Lighedsminister Manu Sareen (R) skrev i august: »Vi ønsker et social-liberalt samfund, hvor vi værner om værdierne: rummelighed, åbenhed, tolerance og forståelse for andre mennesker, og hvor det enkelte menneske gives frihed til at udvikle sig på egne præmisser.« Det kan nok være svært at finde nogen, der vil være uenige i sådanne synspunkter, og man spørger uvilkårligt, hvorfor han skriver det? Det bliver man imidlertid klar over, når man læser videre: »Og så er der de, som ønsker et samfund, hvor der er et skarpt skel mellem de rigtige og de forkerte mennesker, og hvor der er én sandhed om, hvad der er det gode liv, som med vold og magt skal trækkes ned over alle, der ikke lever op til idealet.«

Dermed afslører Sareen et verdensbillede af samme natur, som man finder hos tegneseriefigurerne Mickey Mouse og Tintin, der begge, på bedste spejdermaner, er på den rigtige side. Politisk korrekte kunne man sige. De inkarnerer de rigtige meninger og gør de rigtige ting. De repræsenterer det stadium i et menneskes mentale udvikling som Johannes Climacus karakteriserer således: »Umiddelbarheden har det Comiske uden for sig.«

Manu Sareen, Mickey Mouse og Tintin er således fælles om at anse sig selv for at være gode - mennesker såvel som mus. Af den grund må det onde i verden komme fra de andre. Hos Mickey Mouse optræder det i skikkelse af Sorteper, hos Tintin i form af kriminelle sammensværgelser, mens det hos Sareen diskret kommer til udtryk i fjendebilledet »de«. I alle tre tilfælde kan man notere sig en påfaldende og komisk modsætning mellem, hvordan verden bør være indrettet, og hvordan verden er i sig selv.

For så vidt skaber de selv det onde, som de derefter må bruge tid og kræfter på at bekæmpe. Tilsyneladende imødekommer verden deres forventninger, hvilket yderligere bestyrker dem i deres opfattelse. Hvis man imidlertid gerne vil glæde sig over de vældige fremskridt, som moderne mennesker har taget siden den mørke middelalder, så kan man notere sig, at man i hine tider løste problemet på en for humanistisk sindede mennesker ganske interessant måde, idet djævlen blev tillagt ondskaben.

Ved at gøre det onde, som menneskene ifølge Paulus ikke ville, men altså ikke kunne lade være med, og lade djævlen påtage sig ansvaret, så kunne menneskene bevare bevidstheden om at være gode. Djævelen var således ikke et ubetinget ondt væsen, for så vidt som han påtog sig at være syndebuk for det, som menneskene ikke selv kunne stå ved. Det var en sekularisering af dette princip, som Sartre gav udtryk for, da han sagde: »Helvede! Det er de andre.«

De andre har således overtaget fandens bestillinger. De er onde og fortabte og er derfor ikke omfattet af den tolerance, som Sareen prædiker. Måske ligger der her en dybere mening med, at Sareen også er kirkeminister? Allerede barnets verden er normalt præget af en arbejdsdeling, der gør, at det kan føle sig god, mens de fremmede repræsenterer det onde. Det er grunden til børns mistænksomhed over for fremmede, som voksne i almindelighed viser forståelse for. Men jo ældre børnene bliver, uden at det lykkes at bearbejde denne polaritet, desto mere bliver den komiske modsigelse afløst af den tragiske.

Det er f.eks. tragisk, at moderne børneopdragelse ikke formår at hjælpe børnene ud over denne primitive oplevelsesmåde. Hvor udbredt fænomenet er, kan man få indtryk af ved at se, hvor mange børn, der bliver diagnosticeret på grund af deres alt for ustyrlige fjendtlighed over for andre. For dem er alt i verden ondt, og det er jo et indtryk, der nemt lader sig bekræfte af tidens mange pc-spil og filmudbud. Helt inde i den mørkeste del af barneværelsets univers har vi kronen på værket: Ringenes Herre, hvis popularitet viser noget om, hvor udbredt barnligheden er.

Om vor tids mennesker har svært ved at rumme det onde, så har vi til alt held tegneseriefigurerne Anders And og Homer Simpson. De har, så at sige, taget problemerne på sig. I deres univers er det onde ikke primært noget, der fremtræder som en ydre trussel, der forstyrrer deres egen idyl. De bærer problemet i sig og bliver på deres egen rørende facon så optagede af sig selv, at de bliver selvoptagede. Man kunne sige, at hos Anders And og Homer Simpson består det komiske i en indre selvmodsigelse: De har, for at tale kierkegaardsk, ironien hos sig. Derfor virker de langt mere menneskelige end dydsmønstrene Sareen, Mouse og Tintin.

Overvindelsen af god-ond polariteten er et stadie i menneskets mentale udvikling, som normalt nås i barndommen eller i ungdomsårene. Om ikke opdragelsen kan magte opgaven, kunne man sætte sin lid til uddannelse og erfaring. Det er derfor et problem, at ministertitlen i et vist omfang har fået status af studenterjob. I det hele taget er det påfaldende, at Folketinget vrimler med unge mennesker, der højlydt forkynder deres uforbeholdne, rigtige meninger om deres egen godhed og andre menneskers ondskab.