Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Den globale udvikling er ikke bæredygtig«

Mere end nogensinde har vi brug for politikere, der tænker mere på næste generation end på, hvad der er svært at forklare ved næste valg.

Foto: Christian Brøndum/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Brøndum

Ser man sig om i verden, ser man et meget broget billede. Men én ting kan man sige med sikkerhed: Hvert enkelt menneske bruger – om end frygteligt ulige fordelt – meget mere af klodens kapital end for 70 år siden. Og vi er blevet tre gange så mange mennesker i verden på disse 70 år. Denne globale udvikling er ikke bæredygtig, og det haster med at ændre kurs, hvis kommende generationer skal undgå ragnarok.

Alle lande og alle mennesker har én ting til fælles: De befinder sig på den samme jord, og denne jord er den fælles bopæl for alle mennesker i alle lande. Om denne fælles jord handler de 17 FN-mål, verdensmålene.

Astronauterne har hjulpet os til at indse dette meget enkle: At alt på den lille jord er forbundet. Vi bliver nødt til som medansvarlige mennesker at forstå, at vi hænger sammen og har fælles udfordringer – og muligheder. Ét sted, hvor dette kommer tydeligt til udtryk, handler om klimaet. Det er umuligt for tænkende mennesker at hævde, at klimaet kan opsplittes i parceller og hegnes inde. Vil man forstå klimaet og den påvirkning, vi mennesker udøver på klimaet og omvendt, bliver vi nødt til at tale og beslutte noget sammen.

FNs verdensmål handler i virkeligheden om, at verdens lande skal erkende disse sammenhænge og tale sammen på mange flere områder. Hele verden er ét stort sammenhængende system. Og dette system har gennem mange årtier været udsat for så voldsomme pres fra den industrielle udvikling, at det begynder at antage et faretruende omfang. Oceanerne, vandet, den biologiske mangfoldighed, udnyttelsen af råstoffer, jordens overflade, skovene, fattigdom, befolkningsudviklingen, fødevaresituationen, uddannelsesindsatserne m.m.: Det hele hænger sammen. Dybest set er vor udfordring at indse, at vi skal tale sammen, hjælpe hinanden, mærke forbundetheden.

En erkendelse i denne situation kunne være, at det lille og veludviklede – og dog stærkt splittede – Europa trods alt er den verdensdel, der vil være i stand til at gå foran og vise vej i den mangfoldighed af problemer og udfordringer, som hele verden står med. EU har meget synlige svagheder, men EU er også karakteriseret ved, at det netop er en union af meget forskellige og selvstændige nationer, som på trods af forskelligheder taler sammen, arbejder sammen og ind imellem også hjælper hinanden, selv om det kniber gevaldigt.

Verdensmålene er uomgængelige, hvis vi vil undgå, at verden om få årtier oplever hundredvis af millioner mennesker på tvungen folkevandring på grund af klimaforandring og deraf følgende krige og konflikter, der opsluger alle de ressourcer, vi havde brug for til at udrydde fattigdom og sult og give uddannelse og sundhedsydelser til alle verdens borgere. Mere end nogensinde har vi brug for politikere, der tænker mere på næste generation end på, hvad der er svært at forklare ved næste valg.

Det er ikke tilfældigt, at de 17 verdensmål handler om en uhyre kort periode, nemlig årene fra 2015 til 2030. Femten år. Der er noget på Jorden, der lige nu haster rigtig meget, hvis vi skal reducere risikoen for eller helt undgå meget alvorlige begivenheder. Meget handler lige nu om klimaet, CO2, kvælstof og biodiversitet, men målene og de fænomener, som målene handler om, hænger sammen. Det giver ikke mening at bekende sig til nogle af målene, men ikke andre, for de er uløseligt sammenbundne.

Nogen skal gå foran – vise vej. Hvor er de ledende EU-politikere, der taler om verdensmålene, sætter dem ind i nationale og EU-sammenhænge, forklarer og uddyber, inddrager dem i aktuelle politiske debatter og målformuleringer? Selv om vi i Europa ikke har så forfærdelig meget at prale af – vi har bekriget hinanden i århundreder; for nogle få årtier siden blev der udøvet massakrer på mennesker i Europa i et omfang og af en så grufuld karakter, at det ikke burde være muligt; bare op gennem 1900-tallet oplevede de europæiske befolkninger så mange og ubeskrivelige rædsler, at det er næsen umuligt at forestille sig det. Men på trods af det har Europa nået et højt niveau på mange af de områder, som verdensmålene handler om. Netop så højt et niveau, at det har mening at tale om et Europa, der i de kommende årtier tager nogle udviklingsspring ind i en ny samarbejds- og solidaritetsæra, der kan inspirere og hjælpe andre.

Det var millioner af engagerede mennesker, foreninger og virksomheder med denne indsigt, der var med i diskussionen om formuleringen af de 17 mål for bæredygtig udvikling og bidrog til at gøre dem mere ambitiøse, end hvis det alene var de 193 regeringer i FN, der havde skrevet dem.

Og vi kan og skal nå målene ved at fastholde og udnytte dette engagement og bygge de nødvendige partnerskaber mellem civilsamfund, forretningsliv, finansverden, storbyer og regeringer, så der nu bliver handlet og investeret verden over for at nå de 17 store mål.

Lad os få Europa – og Danmark – med op i front igen!