Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Her, der og alle vegne tales der i disse tider om »stigende ulighed« og større sociale skel. Men debatten er ofte upræcis – med sammenblanding af, hvorvidt man taler om ulighed i indkomster eller i formuer, om hvorvidt der tales om absolutte størrelser (f.eks. »længden« fra bund til top), om gennemsnitlige forskelle for alle i samfundet, eller om vi taler Danmark isoleret eller det globale perspektiv. I stedet fokuseres der ofte på anekdotiske eksempler om, at en eller anden erhvervsleder tjener så-og-så mange millioner kroner.