Er der en ting, de sidste ti år bør have lært de fleste, så er det, at muhammed-tegninger gør folk skøre.

En stor del af Flemmings Roses bog »De besatte« er helliget beskrivelser af venskaber og forenede fronter, der langsomt krakelerer og går op i limningen. Det er desværre både en forståelig og forventelig konsekvens af den konstante voldstrussel fra den totalitære islams repræsentanter.

Men en ting, der er mere påfaldende, er, hvordan en lang række aktører i sagen stadig nægter at erkende, at der er tale om selvcensur og intet andet. Eksempelvis geråder Jørgen Ejbøl, tidligere koncernbestyrelsesformand for JP/Politikens Hus, i biografien »Pansergeneralen« sig ud i følgende smøre, hvor han – efter at have forklaret, at JP efter hans mening ikke bedriver selvcensur, men selvforsvar ved ikke at trykke tegningerne – forklarer:

»De får mig aldrig til at sige, at vi pålægger os selvcensur. Aldrig. Vel gør vi da ej. Men vil vi ofre menneskeliv på det alter? Vil vi ofre vores medarbejdere og udsendte folk? Nej!«

Destruktiv selvcensur

At undgå at publicere noget, man ellers ville have fundet publiceringsværdigt på grund af frygt, er imidlertid essensen af selvcensur.

Det er derfor grænsende til det surrealistiske, at selvsamme mand, som vi nu ved tvang sin udlandsredaktør, Flemming Rose, til at afholde sig fra at skrive om oplagt relevante emner, af frygt for at det skulle hæve trusselsniveauet, kan undgå at erkende, at han har selvcensureret avisen.

Det er dog ikke kun i toppen af JP/Politikens Hus, at den banale erkendelse har svært ved at trænge ind. Fra hjørnekontoret på Politiken har den nye chefredaktør, Christian Jensen, for nylig begået en leder, hvori han skriver:

»…i januar 2015 skrev Jyllands-Posten i en leder: »Hensynet til medarbejdernes sikkerhed vejer tungest. Vi er også på det rene med, at vi dermed bøjer os for vold og intimidering«. Det er ærlig snak, men er det også et selvdestruktivt angreb på vores frihed? Selvfølgelig er det ikke det.«

Men den leder, som Christian Jensen nævner ovenfor, og som i øvrigt er forfattet af Flemming Rose, har netop den pointe, at det er ekstremt selvdestruktivt at give voldsmænd deres vilje. Også selvom det kan være en tragisk nødvendighed. Det illustrerer den næste linje i lederen, hvor Rose skriver:

»Vi er klar over, at Danmark og pressen på den baggrund ikke skal vente mindre af den slags, men mere når nogen næste gang krænker muslimernes profet. For det viser, at vold virker.«

Der er gået 11 år, siden tegningerne blev trykt. Det er på tide at droppe alle undskyldningerne, de søgte bortforklaringer og de patetiske omsvøb.

Dansk presse generelt og Jyllands-Posten i særdeleshed har i forhold til muhammedtegninger underlagt sig en forståelig, men ikke desto mindre destruktiv selvcensur, der udelukkende er forårsaget af én eneste ting: Frygten for vold.