Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den europæiske polyfoni

Line Karkov: Melodi Grand Prix er et levende eksempel på et europæisk fællesskab eller samarbejde som faktisk fungerer. European Broadcasting Union var ikke sene til uforbeholdent at invitere alle de østeuropæiske lande med til festen.

Line Karkov, Cand.it i multimedier Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og velviljen var stor over for de nye deltagere, indtil det viste sig, at de opførte sig nøjagtig ligesom os og stemte på hinanden – bare med den forskel at der var flere af dem – og at de faktisk godt kunne vinde på trods af ufattelig dårlig smag. For det var jo ikke det, der var meningen med, at de skulle deltage!

Men over årene er det faktisk lykkedes European Broadcasting Union at finde et format, som fungerer med 43 deltagere, og som de gamle deltagerlande, såvel som de nye, kan leve med. I kraft af det er Melodi Grand Prix stadig levedygtigt trods de store omvæltninger. Det kan så godt være, det nogle steder er den lokale diktator, der vælger landets bidrag, men bortset fra Georgiens smædesang mod Putin i 2009 respekterer de nye deltagerlande – både som deltagere og værtslande – de præmisser, konkurrencen foregår på. Og de gamle deltagerlande er også småt ved at vågne op til realiteterne i den nye Grand Prix-virkelighed. Danmark beviste det selv sidste år ved at vælge en deltager med en karriere i Rusland, og Norge vandt i 2009 med en halv hviderusser. Sverige har taget udfordringen op ved at lade juryer fra de andre deltagerlande have indflydelse på valget af deres bidrag, og Tyskland har stor succes med at gå væk fra det traditionelle format.

Hvad kan man så lære af det? Hvis vi vil have europæiske samarbejder til at fungere, nytter det ikke, at vi i Vesteuropa tager patent på den gode smag eller den rette demokratiopfattelse (nogle vil nok mene, at Melodi Grand Prix og god smag ikke har noget med hinanden at gøre, men det er en helt anden diskussion). Vi er nødt til at erkende, at de østeuropæiske lande med deres erfaringer og traditioner har andre prioriteter og en anden opfattelse af demokratiets rolle. Udfordringen er at finde en samarbejdsform, som giver plads til alle, og som alle kan tilslutte sig Det næste spørgsmål bliver, om vi er parate til at ændre vores opfattelse af, hvordan vi skal indrette vores eget demokrati for at kunne indgå i det europæiske på den mest konstruktive måde. Det lyder svært, men det faktum, at det lykkes i Melodi Grand Prix, giver håb for fremtiden.

Melodi Grand Prix er en fantastisk fejring af glimmer, vindmaskiner, røgkanoner og klichéfyldt euroengelsk. Personligt sætter jeg også pris på konkurrencen som en budbringer om et mangfoldigt, demokratisk Europa.