Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den dobbelte Thorning

Peter Christensen og Lykke Friis: Man kunne næsten høre lettelsens suk helt fra Justus Lipsius-bygningen i Bruxelles, da 25 stats- og regeringschefer i mandags efter flere måneders tovtrækkerier blev enige om EUs finanspagt.

Peter Christensen, mf (V) og Lykke Friis, MF (V) Fold sammen
Læs mere

Og heldigvis kan Danmark tilslutte sig størstedelen af pagten. Kronjuvelen i pagten er kravet om, at EU-lande skal vedtage en national gældsbremse, der grundlæggende skal sikre, at de ikke bruger flere penge, end de får ind. Det harmonerede smukt med den idé, VK-regeringen allerede fostrede herhjemme sidste forår om en budgetlov, og som den nye regering har overtaget. Set i det lys var det også temmelig mærkværdigt, at regeringen, anført af udenrigsminister Søvndal, længe tøvede med at udtale sig positivt om pagten. For hvad skulle Danmark dog miste ved, at alle andre lande nu også vil føre ansvarlig økonomisk politik? Den eneste logiske forklaring var, at regeringen alligevel ikke helt har internaliseret de nye tider, hvor der skal sættes tæring efter næring, og hvor man ikke bare kan »vækste« sig ud i af krisen, som vi til overflod hørte om i valgkampen.

Den mistanke fik mildest talt ny næring, da statsministeren på topmødedagen i Financial Times pludselig opfordrede de lande, der har penge på kistebunden, til at gøre det samme som Danmark, dvs. lancere en såkaldt kickstart. »De lande, der har råd til at kickstarte økonomien, bør gøre det,« lød det fra Thorning.

Budskabet til den internationale presse står i skærende kontrast til statsministerens melding i danske aviser lige før nytår. Her afviste statsministeren fuldstændig, ikke mindst over for egne ivrige partifæller, at en fælles europæisk kickstart kunne være en løsning - »ingen lande i Europa kan magte det i øjeblikket«.

Det nye budskab om at kickstarte Europa vil måske være sød musik i ørerne på statsministerens socialdemokratiske bagland i resten af Europa, der mildest talt ikke er begejstrede for finanspagtens fokus på budgetdisciplin. Tag bare de tyske socialdemokrater eller den socialistiske præsidentkandidat i Frankrig, François Hollande, der plæderer for en vækstpakke finansieret på klods.

Men det ændrer altså ikke ved, at den »hjemlige« Thorning har fat i den lange ende. Altså den Thorning, der støtter finanspagten og afviser ufinansieret europæisk overforbrug. For hvor mange lande i Europa er det reelt, der her og nu har råderum til at kaste sig ud i kickstart? Det kedelige tal er tre! Kun Luxembourg, Sverige og Finland opfylder i dag finanspagtens nye regler. Og med al respekt for de tre landes økonomier er de ikke blandt de mest velegnede til at udløse en fælles europæisk kickstart. Uanset hvor mange penge de ca. 500.000 gode borgere i Luxembourg vover at spendere, vil det ganske enkelt ikke batte meget i et EU med 500 mio. mennesker.

Når EUs stats- og regeringschefer mødes igen til topmøde i marts, bør statsministeren derfor gå tilbage til sit oprindelige synspunkt. Det vil alt andet lige også styrke vores fælles indsats for at forklare vælgerne, hvorfor finanspagten dybest set er udtryk for sund fornuft. Det er nemlig forvirrende, når statsministeren siger ét herhjemme og noget andet i udlandet.