Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den daglige måling af fallos

Der er grund til at forfærdes over de unges sproglige overfald og ekstreme mobning af andre, men forundret bør man ikke blive, for risteriet er på ingen måde noget, de har fra fremmede.

19-årige Cecilie blev »roastet« på Facebook og modtog over 200 umotiverede hadebeskeder og trusler fra fremmede. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

De voksnes shitstorme er ofte ikke meget bedre. Så egentlig burde ingen blive overrasket over den bizarre ungdomskultur, der udspiller sig i visse facebook-grupper.

Her »roaster« man hinanden. Især pigerne bliver ristet af flere hundrede jævnaldrende teenagere – en art masse­tilsvining, hvor det gælder om at finde på det værste, man kan sige om et andet menneske – og helst kredsende under bæltestedet. Blot en enkelt sprogblomst fra en ung charmør – en af de lidt pænere endda for at skåne enkelte lidt sartere læsere: »Du ligner seriøst indersiden af et røvhul.« Sådan. Af sted med den, så kan hun lære det.

Flere end 100 vildt fremmede – hovedsagelig unge fyre – sendte dybt krænkende beskeder til den 19-årige Cecilie, som man kunne læse i Berlingske i denne uge. Og fænomenet »roasting« breder sig tilsyneladende som kattevideoer på en grå og kedelig onsdag.

Modbydelige mobbeangreb væltede ind over Cecilie på nettet

Hvorfor? Jo, de unge fyre måler fallos, når de rister pigerne, forklarer ekstern lektor Helle Rabøl Hansen.

De konkurrerer om, hvem der har mest magt over pigerne, kvinderne, tøserne, luderne, eller hvad de kalder dem.

Udtrykt på den måde er det jo en disciplin, de fleste mænd kan forholde sig til. Den udøves dagligt, gennem hele livet og formentlig overalt på kloden af det mand­lige køn. Spørg bare i bilbranchen. Hvis er størst? Hvem er stærkest, og hvem vinder?

Politikere om hadestorme på nettet: »Fuldstændig usmageligt«

Der er grund til at forfærdes over de unges sproglige overfald og ekstreme mobning af andre, men forundret bør man ikke blive, for risteriet er på ingen måde noget, de har fra fremmede. De sociale medier er hovedcentral for daglig chikane og måling af ufatteligt mange fallosser. Unge og gamle har for længst kastet sig ud i disciplinen og gjort debattråde og kommentarer til en kloak af tilsvining og fornærmelser.

Anja blev tilsvinet af 500 teenagere: »Det er, som om de unge ingen forståelse har for andre mennesker«

Oftest handler det grundlæggende om magt. Og ofte handler det også om magt over det kvindelige køn.

En shitstorm er magtudøvelse på flere plan. Den harmløse og måske ligefrem sunde magtudøvelse udspiller sig, når tusinder kaster sig over Nykredit, fordi man hæver taksterne på realkreditlån. At kunderne reagerer og tvinger Nykredit til at forklare sig, gør dem forhåbentlig klogere. Eller når DSB får en på hatten over en lidt utidig og svulstig reklamekampagne med X Faktor-dommer Thomas Blachman, mens togene kører som vinden blæser, og bladene falder.

Skaber forråelse

Den anden type af social mediemagt er langt værre og langt mere destruktiv. Når man med ekstreme grovheder, trusler og seksuel intimidering kan tvinge mennesker, der ytrer sig, til at klappe i, er det naturligvis med til at undergrave den frie debat, men det skaber også en forråelse, som får endnu flere til at holde sig væk.

Der er i dag kvindelige danske politikere, der lægger store bånd på sig selv, når de ytrer sig – ikke mindst om kønspolitiske emner. De overvejer en ekstra gang, om det nu også er prisen værd. Svaret er ofte nej.

For offeret er magtudøvelsen usynlig. Det nye er, at man – og det er oftest mænd – kan sidde hjemme i sin kælder efter midnat, anonymt og med en bajer inden for rækkevidde og praktisere sin nedgørende magt. Når der er mange nok, der gør det, er midlet ekstremt potent.

Seksuel chikane er, uanset hvordan man vender og drejer det, et illegitimt forsøg på at udøve indflydelse på andre. Både når det er unge fyre, der »roaster« på Facebook, når de pifter og råber efter unge piger på gaden, tager dem på lårene i bussen, eller når ansatte kommenterer deres kvindelige kollegers hår, tøj, udseende eller køns­bestemte væremåde.

Hvornår er det så chikane? Det er endnu mere enkelt: Det er chikane, når nogen føler sig chikaneret. Punktum. Vi bestemmer selv, hvem vi ønsker at lukke ind i det mest intime rum. Alle andre skal bare holde sig ude, hvis de ikke er inviteret. Det bør ikke være så svært, men kan selvfølgelig være det, når man bliver ristet på langdistancen af ukendte fjender, som man ikke vidste, at man havde.

Fænomen, der kræver opdragelse

Hvis den seksuelle chikane er i vækst, som meget tyder på, er det så et kulturelt, næsten socioøkonomisk fænomen, der relaterer til »blue-collar«-industriens farvel til den patriar­kalske forsørger? Handler det om, at mænd og drenge føler sig truede? Af dygtigere piger i skolen, af kvinder, der overhaler dem på i uddannelsessystemet og på karrierestigen.

I så fald er det et sørgerligt fænomen, som kun lige er begyndt at vise sig. Og det eneste, der hjælper, er opdragelse.

I mange år er politisk korrekthed blevet lagt for had, fordi det havde en tendens til at lukke for vigtige politiske debatter. Når det gælder køn og omgangstonen mellem kvinder og mænd, unge som gamle, kunne man sagtens savne lidt mere korrekthed.

Den anden mulighed er, at de unge fyre blot ikke har lært at styre deres udtryksformer og behov for at måle fallos.

»Nogle gange skal man lade debatten ligge og bare gøre noget sjovt«