Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den dag, jeg blev provokeret i Mindeparken

Mindeparken ned mod Aarhus bugt bliversprøjtemalet mandag 29. maj 2017. Den røde maling, der farver naturen fungerer som et kunstværk af den tyske kunstner Katharine Grosse, og er en del af Kunstmuseet ARoS triennale The Garden. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere

Jeg bor i Aarhus og har mine faste ture rundt i Mindeparken. Med to små børn er det ofte legepladsen og ishuset, der trækker, men vi tager gåturen rundt i parken i ny og næ. Således også i søndags, hvor jeg så noget, der i den grad provokerede mig. Men mere om dette senere.

På turen var det umuligt at overse tilblivelsen af den tyske land art-kunstner, Katharine Grosses, kunstværk til kunstmuseet Aros, hvor græs, træer og beplantning blev bemalet i giftigt udseende røde og hvide farver. Værket skal angiveligt tematisere vores forhold til natur og har resulteret i en del forargelse af den moderne slags med de sociale medier som omdrejningspunkt.

Der er også en klassisk modsætning på spil: Modsætningen mellem de almindelige gæster i Mindeparken, der sætter pris på det skønne og smukke: Rhododendronskoven, kirsebærlunden, træsamlingen, udsigten over Aarhusbugten og udsigten til de kongeliges sommerresidens, Marselisborg Slot.

Læs også: Udskældt Aros-kunstværk får lov at blive

En park kan næsten ikke blive mere trodsigt gammeldags end Mindeparken. Al den opbyggelighed samlet på ét sted over for den moderne land art-kunstner, der bruger parken som kulisse til at vise folk, hvor forløjede kategorier som det smukke og skønne er. Som vil bevidstgøre os, få os til at åbne øjnene og se verden og menneskerne, som vi egentlig er – grimme, hæslige, forurenende.

Eller som Aros selv fortæller: »Katharine Grosse står bag værket uden titel, som er en del af udstillingen The Garden, der skal få folk til at genoverveje vores syn på haven som idealiseret natur.« For en kunstners blik er skønhed og det smukke kitschede, konstruerede kategorier, der skal dekonstrueres, mens de for Mindeparkens gæster er påskønnede konstruktioner.

Hvad skal man mene om det? Begge positioner er jo veletablerede, ja, nærmest lettere bedagede, og jeg har altid mest lyst til at skælde ud på den af positionerne, der i selvforståelsen er enormt udfordrende og provokerende, selv om der blot bliver travet langs velplejede, smukt svungne veje og stier omgivet af den traditions udgave af rhododendron og kirsebærlunde: Negativ opbyggelighed, provokation og rigelige mængder akrylmaling.

Den virkelige provokation

Jeg selv er nærmest galvaniseret indvendig og umulig at provokere. Jeg vil i hvert fald nødig indrømme det. For dermed udstiller jeg jo min egen småborgerlighed og bornerthed og bekræfter værket i dets nedbrydende, frigørende relevans. Det er altid bedst, hvis man gyser af fryd over de andre, der bliver provokeret, så man kan sole sig i egen frigjorthed. Det er en paradoksal del af etiketten.

Ud fra de kriterier er værket med den megen omtale og forargelse allerede en stor succes, og man må ønske kunsteren og museumsdirektøren tillykke.

Dog lykkedes mit forehavende ikke. Jeg blev alligevel provokeret den søndag i Mindeparken. For da vi kom op til legepladsen, så vi en række hæslige, grimme fitness-stativer, som kommunen har stillet op. I forventning om, at vi vil give den gas som små selvoptimerende konkurrencestatssoldater, der ikke bare bruger arbejdstiden på at optimere egen performance, men også inddrager fritiden, som jo ellers skulle være vores lille åndehul fri for den slags.

Læs også: Groft sagt: Alternativets Aros

Det er da noget af det mest kommunalt åndløse med det mest hæslige menneskesyn bag. Lige netop der midt mellem alt det skønne, smukke og trodsigt gammeldags. Jeg blev provokeret.