Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den bundne frihed

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Julen forbindes i høj grad med glæde. Mange af de danskere, som var i kirke juleaften, har utvivlsomt hørt præsten udlægge den store glæde, der er kommet til verden med barnet i Betlehem. Det giver bestemt mening, men når man taler om juleglæde, bør man også tale om julefrihed. Begrebet frihed er afgørende i kristendommen, for med Jesu fødsel sker en ganske revolutionerende bevægelse. Med ham lægges der afstand til den hidtidige opfattelse af det religiøse som forbundet med regler, der skal overholdes som en del af pagten mellem Gud og menneske. I stedet træder Jesus frem som selve den nye pagt, der først og fremmest rummer kravet om, at vi tjener hinanden i kærlighed. Nogle mener endda, at Jesus reelt frisætter mennesket fra begrebet religion og skubber det ud i verden for på selvstændig vis at leve i ansvar over for kærlighedsbuddet og samvittigheden. Vi er frie og bundne på én gang, vi lever i denne dobbelthed, og individuel frihed er uløseligt knyttet til kristendommen og til vores kultur.

Derfor bør vi mere seriøst diskutere, hvordan frihed opfattes i dag. For tiden er præget af en mentalitet, hvor blot tanken om bundethed får mange til at bakke. For eksempel Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som i det nye nummer af Københavns Stifts Debatmagasin svarer følgende på spørgsmålet om, hvad hun er bundet af: »Bundet lyder lidt negativt. Men jeg føler mig ofte forpligtet over for andre mennesker.« Det er en uhyre tidstypisk lille runddans, Johanne Schmidt-Nielsen her foretager. Instinktivt tøver hun over for begrebet bundethed, fordi idealet for hende er det entydigt frigjorte og autonome individ. Samtidig værdsætter hun dog at være bundet af pligten over for andre, men den direkte tale om bundethed gør hende utilpas. Denne forvirring går igen hos mange danskere, og det er ulykkeligt, for når man ikke til fulde forstår værdien af bundethed, forstår man heller ikke frihedens dybde. Dette forhold er som sagt en del af kernen i kristendommen, og skønt danskerne siges at være blandt de mest kulturkristne i verden, er spørgsmålet, hvad der i længden sker med vores syn på frihed, hvis ikke tanken om bundethed vendes til noget positivt.

Også professor i idéhistorie, Hans-Jørgen Schanz, gør sig tanker om friheden. I føromtalte debatmagasin udtaler han, at vores frihedsbegreb er i færd med at selvstændiggøre sig selv som en slags fetich. Schanz siger: »Man identificerer sig med et eller andet ideal, og så tror man, at man opnår frihed gennem det. Men det er helt illusorisk.« Pointen er klar. De tidsbestemte idealer om det vellykkede liv gør friheden til et saliggørende mål i sig selv, hvor jeg vil hævde, at den i stedet skal ses som et givent eksistentielt vilkår. Og Schanz understreger, at det i udpræget grad er narcissistisk frihed, der dominerer i dag. For sådan må det gå, når friheden ikke længere ses som sat af en højere myndighed. Den selvstændiggøres som værdi, formes efter vore egne ideer og bliver i sidste ende tom. Vi har længe med god grund diskuteret ytringsfriheden, men vi forsømmer den samtale, der går skridtet længere i erkendelsen af, at frihed kun giver mening i forhold til bundethed. Lad os i det kommende år tage den samtale alvorligt. For hvis friheden bliver tom, bliver glæden mindre.