Markedet i form af forbrugerne skal afgøre, hvilke forfattere der kan leve af deres skriverier. Og vi støtter i forvejen forfatterne gennem arbejdslegater på op til tre år, og ved at give dem bibliotekspenge for de bøger, der lånes ud. Det må være nok.

Sådan lyder argumentet ofte ikke kun fra borgerlige politikere, men også langt ind i regeringspartierne. Og det er en holdning, de fleste politikere har fastholdt det seneste halve år, hvor der er kommet fokus på bogbranchens økonomiske krise først gennem en høring i Folketinget 18. november og nu i kraft af den offentlige debat, der er blevet startet af Berlingske.

Men diskussionen om bogbranchens fremtid kan ikke gøres til en debat for eller imod de frie markedskræfter. Der er forskel på at sælge bøger og kartofler. Bogen, og især skønlitteraturen, er et kulturprodukt: Forfatterne og de bøger, de har skrevet, spiller en afgørende rolle for dannelsen af den nationale identitet. Den gode forfatter kan som få andre analysere og beskrive hverdagen, samspillet mellem mennesker, samfundsudviklingen og de tanker og følelser, vi gør os. Derfor er det vigtigt, at der er et livskraftigt og alsidigt vækstlag af gode forfattere, der kan sikre en fortsat bredde i dansk litteratur. Og det er vigtigt, at vi har institutioner, f.eks. i form af forlag og boghandlere, der passer og plejer dette vækstlag.

Men vækstlaget er i fare på grund af den økonomiske krise i bogbranchen. Det kan lyde paradoksalt på et tidspunkt, hvor det bliver stadigt lettere og billigere at sende en bog på markedet som e-bog, hvor der er mulighed for print-on-demand og hvor man selv kan markedsføre bøgerne via de sociale medier og målrettede internetannoncer som Adwords. For at forklare problemstillingen er det nødvendigt at zoome tættere ind på nogle af de mekanismer og udviklingstendenser, der præger bogmarkedet i disse år.

Den ene er et stadigt større fokus på bestsellerne. Forlagene satser massivt på de store bestsellere, og via internettet skabes der jævnligt lemming-agtige massebevægelser. Derfor kunne man i 2012 opleve salgstal for f.eks. den erotiske Fifty Shades-trilogi eller den seneste Jussi Adler-Olsen krimi, der var utænkelige for blot få år siden. Bestsellerismen betyder, at et lille lag af populære forfattere vil klare sig stadigt bedre i fremtiden. Men de samme bestsellere underminerer boghandlernes økonomi, fordi de sælges til dumpingpriser i supermarkederne.

I den anden ende af spektret vælter det frem med bøger via de mange selvudgiverplatforme. Det er så godt som alt sammen ubrugeligt bras, som kastes i grams gratis eller for næsten ingen penge i håb om at få gang i salget, hvilket som regel ikke sker. De få guldkorn, der findes, drukner oftest i mængden, og selv om der selvfølgelig hele tiden dukker succeshistorier op om folk, for hvem det er lykkedes at bryde gennem denne barriere, er det undtagelsen.

Mellem disse yderpoler findes et stort lag af forfattere, der ikke skriver de store bestsellere, men som skriver for godt til at blive overladt til en skæbne som selvudgiver. De forfattere, hvis første bøger måske ikke giver overskud, men som forlaget udgiver i håb om at kunne fremelske et vellykket forfatterskab.

Det kræver en dygtig redaktør, der kommer med konstruktiv kritik og opmuntring til forfatteren, det kræver en dygtig markedsføringsafdeling, og det kræver dedikerede boghandlere, som vil give bogen en chance ude på hylderne, hvor jeg som forbruger kan få øje på den.

Nu forsvinder de dedikerede boghandlere i stadigt større tal, og når den amerikanske internet-mastodont Amazon efter alt at dømme etablerer sig på det danske marked i løbet af et par år, vil det gå rigtig stærkt. Samtidig beretter de to forfatterforeninger allerede nu, at deres medlemmer får stadigt sværere ved at få deres manuskripter udgivet.

Som beskrevet i Berlingske har næsten alle europæiske lande en form for regulering af bogmarkedet: De fleste opererer med en lavere moms på bøger, et pænt flertal har en karensperiode, hvor bøgerne skal sælges til en bestemt pris, og mange har begge dele. EU-Kommissionen accepterer disse karensperioder, selv om de er i modstrid med den frie konkurrence, fordi indskrænkningen begrundes med kulturpolitiske hensyn. I Danmark skal litteraturen, udover en meget høj momssats og fraværet af en karensperiode, overvinde den udfordring, at dansk er et meget lille sprogområde. Det er svært at sælge så mange bøger på dansk, at det er en god forretning. Et årligt overskud på fire-seks procent er normen blandt forlag. Den konservative leder, Lars Barfoed, har som den eneste erklæret sig åben for at se debatten om bog-branchen i et kulturpolitisk perspektiv. Jeg synes, at de mange politikere, bloggere og debattører, der i alle andre sammenhænge er så bekymret for fremtiden for dansk kultur og for vigtigheden af at bevare »danske værdier«, skulle komme ind i debatten. Dansk litteratur er for vigtig at overlade til markedskræfterne.