Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den australske asyl-model vil næppe virke for EU

»Europæiske politikere og kommentatorer ønsker at kopiere den australske asylpolitik. Men der er fem klare problemer ved at spejle australiernes løsning.«

»Australiens moralske kapital er falmet med den hårde politik. På samme måde vil det være svært for EU at være en frontkæmper for rettigheder, hvis der føres den samme politik, som i dag højlydt kritiseres af FNs Højkommissariat for Menneskerettigheder, FNs Flygtningeagentur, Komiteen mod Tortur og UNICEF.« Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den seneste tids tragiske forlis i Middelhavet har fået politikere i Europa, også herhjemme, til at foreslå, at vi løser de åbenlyse problemer med flygtningestrømmene ved at kigge mod Australiens hardline-model over for asylansøgere, der forsøger at nå landet med båd.

Siden 2013 har Australien haft held til at stoppe menneskesmuglernes både i at nå landets kyster. Men selv om det på overfladen er en klar succes, så viser en dybere analyse, at der vil være store økonomiske og politiske omkostninger for EU, hvis man prøver at kopiere australierne.

Læs også: Merkel foreslår ændring af europæisk asylpolitik

Målet med den australske asylpolitik er at forhindre både med flygtninge i at nå landets kyster og sikre, at ingen asylansøger, der ankommer ad søvejen, opnår ophold i landet – uanset hvor reelt deres behov for beskyttelse er. Det gør Australien ved hjælp af tre værktøjer.

For det første tvinges både med flygtninge simpelthen til at vende om. Mindst 16 både er siden 2013 blevet tvunget tilbage til de lande, de stævnede ud fra – Sri Lanka, Vietnam og Indonesien. Flygtningekonventionen, som både Australien og samtlige EU-lande har skrevet under, forpligter ellers landene til, at man ikke må tvinge flygtninge »på nogen måde overhovedet« tilbage til et land, hvor deres »liv eller frihed« trues på grund af »race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning«.

For det andet foregår selve asylsagsbehandlingen »offshore«. Australien har indgået aftaler med nabolandene Papua Ny Guinea og Nauru om at asylansøgere, der ankommer med båd, bliver flyttet dertil under deres sagsbehandling. Seneste tal viser, at 1.707 mænd, kvinder og børn lige nu lever i centrene, som ifølge FNs Komite mod Tortur er overfyldt, uden tilstrækkelig sundhedspleje og tilmed med beskyldninger om seksuelt misbrug og mishandling, der er skyld i alvorlig fysisk og psykisk lidelse. På Nauru fandt australske myndigheder selv beviser på seksuelle overgreb mod tilbageholdte asylansøgere, mens to asylansøgere på Papua Ny Guinea har mistet livet – den ene slået ihjel af en ansat i centeret, den anden på grund af manglende lægeligt tilsyn.

Læs også: EU vil bekæmpe menneskesmuglere militært

For det tredje forhindres de anerkendte flygtninge i at opnå ophold i Australien. Landet har indgået aftaler med Nauru, Papua Ny Guinea og Cambodia om, at de skal tage imod de asylansøgere, der anerkendes som flygtninge. Cambodia, et af verdens fattigste og mest korrupte lande, har sagt ja til at modtage flygtninge mod at få 215 millioner kroner i udviklingsstøtte fra Australien. Foreløbig har kun en enkelt flygtning sagt ja til at blive genbosat i Cambodia.

Det rokker dog ikke ved, at australierne har opnået deres mål: I 2013 ankom 20.719 asylsøgere til landet med båd. I 2014 var tallet 164. Det er også lykkedes at begrænse de frygtelige druknetragedier: Mellem 2008 og 2013 anslås det, at 862 personer druknede på vej mod landet. I 2014 var der ingen drukneulykker.

Australiernes succes bør dog ikke få EU til at kopiere metoden. Dertil er omkostningerne simpelthen for store – af fem grunde:

Rent juridisk er der ingen tvivl om, at den australske politik krænker international flygtningeret og menneskerettighedsstandarder. Derudover betyder de aktuelle konflikter og den generelle lovløshed i Mellemøsten, at det er langt mere risikabelt for EU at sende asylsøgere tilbage til et land som Libyen end det er for Australien at sende folk til Indonesien. Fremgangsmåden er i øvrigt allerede blevet prøvet og kasseret i EU, da Italien indgik aftale med Gaddafi om at tvinge både med flygtninge retur til Libyen mod at landet fik fem milliarder dollars som betaling. Den ordning blev vurderet til at stride mod den Europæiske Menneskerettighedskonvention og derfor skrottet.

Læs også: »Der er kun to muligheder: Enten dør du, ellers overlever du«

Den anden grund til, at EU ikke bør kopiere Australien, er ren økonomisk: I 2014 kostede det australierne 6,4 milliarder danske kroner at håndtere cirka 2.200 asylsøgere. Det er et voldsomt stort beløb. Det italiensk-ledede Mare Nostrum-program reddede mere end 100.000 flygtninge fra Middelhavet på godt et år og kostede til sammenligning 800 millioner kroner årligt. Det program blev indstillet, fordi det var for dyrt. I dag bruger EU omkring 270 millioner kroner om året på at imødegå flygtningestrømmene i Middelhavet. Hvis EU vil bruge Australiens model, vil udgifterne altså være astronomisk høje.

For det tredje kan australierne kun lykkes med deres strategi, fordi udviklingslandene omkring det går med til at modtage og give ophold til asylsøgerne. Nauru og Papua Ny Guinea er som henholdsvis tidligere australsk territorium og koloni ekstremt afhængige af australsk bistand. Det bliver svært for EU at finde lande, der vil være villige og stabile nok til at modtage vores flygtninge.

For det fjerde er Australiens moralske kapital falmet med den hårde politik. På samme måde vil det være svært for EU at være en frontkæmper for rettigheder, hvis der føres den samme politik, som i dag højlydt kritiseres af FNs Højkommissariat for Menneskerettigheder, FNs Flygtningeagentur, Komiteen mod Tortur og UNICEF. Hvilke lande vil acceptere EU-kritik af f.eks. ytringsfrihed og LGBT-rettigheder, hvis de samtidig kan pege på en kritisabel flygtningepolitik?

Læs også: Når konventioner sættes over menneskeliv

Endelig er det tydeligt, at de massive flygtningestrømme over verdenshavene kræver regionale løsninger. EU er ikke godt nok rustet til at håndtere de enorme menneskemængder, der flygter fra krig og forfølgelse. Den australske model indebærer, at man vrider armene rundt på fattige nabolande. Hvis EU vil bryde med international flygtningelov, kan det få landene i Mellemøsten og Nordafrika til at gøre det samme. De lande udgør i dag en bufferzone, som faktisk stopper en del flygtninge med kurs mod Europa. Den beskyttelse vil altså formentlig forsvinde – og endnu flere flygtninge vil komme hertil.

Kort sagt: Den australske model vil ikke kunne implementeres af EU uden alt for store omkostninger.