Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den åbne Danmarkskanon

»Det er mig en gåde, hvordan man kan fortsætte med at forestille sig et dansk folk udelukkende bestående af etnisk danskere, der hylder værdier med en tusindårig historie.«

Afstemningen om Danmarkskanonen er nu afsluttet. Selv om medierne ikke har været gode til at oplyse offentligheden om den korte afstemningstid, var vælgerdeltagelsen fin: 66.301.

12. december bliver det så offentliggjort, hvilke ti af de 20 forslag, den skal bestå af. Som en af de seks kuratorer bag listen ærgrer det mig dog, at ikke alle 20 kommer med. Jeg har det ikke godt med en »top 10«, da de alle er vigtige. Men for at være ærlig ville jeg også have det lidt svært med en »top 20«. For selvfølgelig burde mange andre værdier have været nævnt.

For at kompensere for pladsmanglen besluttede vi i kuratorgruppen at skrive de emner, der ikke kunne komme med som et selvstændigt forslag, ind i begrundelserne. Hvis Danmarkskanonen derfor fremover skal kunne fungere efter hensigten – dvs. som et dannelses- og oplysningsprojekt – er det vigtigt, at alle 20 kommer med i det kommende formidlingsarbejde i forhold til folkeskolen, den folkelige oplysning, indfødsretsprøven m.m. Desuden bør den betragtes som et åbent oplæg til debat og refleksion, ikke som en facitliste over danske samfundsværdier.

Der var nogle, der fra begyndelsen var skeptiske over for hele øvelsen. Men der var færre, end man ville have forventet tidligere. Efter offentliggørelsen af de 20 forslag var der endog skeptikere på venstrefløjen, som blev mildere stemt. Det ser jeg som et tegn på projektets succes. Det var nemlig ikke tænkt som et stykke borgerlig værdipolitik. Det var måske grunden til, at der var nationalkonservative, der pludselig stod frem som modstandere.

Nationalkonservative udtrykker sig ofte på en måde, så man føler sig hensat til 1800-tallet: Blot man lytter til folkeåndens hvisken i folkets stamtræ og elsker sit fædreland, vil alt gå, som det bør. Debattøren Marie Høgh skrev i Kristeligt Dagblad (22.11), at Danmarkskanonen var »et forsøg på kunstigt at opfinde noget, der kan binde os sammen som land og folk – i stedet for at finde tilbage til det, der i forvejen har fået os til at hænge sammen som danskere og Danmark i tusind år.« Hun nævnte historien, litteraturen og sproget. Til gengæld er den konservative Kasper Støvring glad. Følelserne for fædrelandet må nemlig »fyldes ud med et indhold,« skrev han meget klogt.

Det er mig en gåde, hvordan man kan fortsætte med at forestille sig et dansk folk udelukkende bestående af etnisk danskere, der hylder værdier med en tusindårig historie. Hvis man vil tænke historisk om den danske nation – hvilket man bør – er det netop vigtigt at overveje: Hvordan kan en kulturelt blandet befolkning være et folk i dag? Den danske nation er ikke noget på forhånd givet. Den er en proces, og Danmarkskanonen må derfor ses som en nationsbygning, som globaliseringen har gjort nødvendig. Men jeg synes under alle omstændigheder, at det er godt, at der hele tiden foregår en samtale mellem os om de grundlæggende værdier for samfundsfællesskabet. Hvis man da synes, at et samfund bør være et fællesskab.