Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Demokratiske paradokser

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d.

Folketingsvalget kan komme når som helst, og uanset hvem der vinder, vil der være masser af skåltaler om, at valget er »en festdag for demokratiet«, og at »folket har talt«. Siden Murens fald i 1989-90 er demokrati da også blevet noget nær uanfægteligt som en måde at organisere politik på, i hvert fald i Vesten.

Men den ukritiske fremstilling af demokratiet som manifestationen af en »folkevilje« er langt fra den logik, der mere fundamentalt kan karakterisere demokratiet, når man skraber lidt i overfladen. Dét er noget, matematikere, filosoffer og enkelte statsmænd har været klar over siden antikken, men sjældent er trængt igennem til den idylliserende måde, vi taler om demokratiet på.

Problemet er i al sin simpelhed dette: På den ene side er det en »indbygget« del af vores demokratiforståelse, at »vinderen« skal være mere foretrukket af et flertal af vælgerne end alternativerne. På den anden side kan der reelt ske mærkelige ting, så snart mere end to personer skal vælge mellem mere end to alternativer, eller beslutningen skal »gennem« et valgsystem. I de sidste tilfælde kan man ikke være sikker på, at det første holder.

Hva’ba? Jo, matematikere har vist, at man kan have situationer, hvor et flertal foretrækker C frem for B, og et flertal ønsker A snarere end B – men hvor det paradoksalt nok også er tilfældet, at et flertal vil have C frem for A. Dermed har man, hvad der kaldes et »cyklisk flertal«: C slår B slår A slår C. Uanset hvad der bliver valgt, er det alene måden og rækkefølgen, man stemmer på, der afgør udfaldet.

Den slags forekommer faktisk i den virkelige verden: Meningsmålinger i 1994 viste, at et flertal af vælgerne som statsminister foretrak Poul Nyrup Rasmussen (S) fremfor Hans Engell (C), og at et flertal ønskede Uffe Ellemann-Jensen snarere end Nyrup, men også at et flertal hellere ville have Engell end Ellemann. Noget lignende var tilfældet ved f.eks. det rumænske præsidentvalg i 2009, og mere avancerede studier af vælgerholdninger antyder, at fænomenet forekommer i 10-15 pct. af de valg, hvor vælgerne skal vælge mellem mere end to alternativer. Man kalder dette for »Condorcets Paradoks« efter den franske matematiker, der i 1700-tallet opdagede det. Hans kollega opdagede det fænomen, der kaldes »Bordas Paradoks«: Her får A flere stemmer end B, men B vinder.

Hvordan i alverden kan det lade sig gøre i virkelige demokratier? Et kendt eksempel er USAs præsidentvalg i 2000, hvor Al Gore fik flere stemmer end George W. Bush, men hvor sidstnævnte vandt flere af de valgmænd, der i praksis vælger præsidenten (noget lignende skete i 1876 og 1888 og muligvis i 1960.) Det kan også ske i parlamentariske demokratier, bl.a. ved det britiske parlamentsvalg i 1929, 1951 og 1974, hvor et parti har fået flest stemmer, men et andet et flertal af mandaterne.

Det kan også ske med forholdstalsvalg som det danske, f.eks. når en spærregrænse giver »stemmespild«. Det skete herhjemme i 1990, hvor et flertal stemte på venstrefløjspartier, men hvor de borgerlige fik flest mandater. Noget lignende skete ved det seneste valg til den tyske forbundsdag og ved to af de tre seneste valg til det norske storting.

Det er givet, at demokrati ubetvivleligt har positive træk og konsekvenser i forhold til alle andre kendte styreformer, i hvert fald gennemsnitligt. De er mere frie og mere fredelige. Men der er god grund til at lade være med at glorificere demokratiet og fremstille det som per definition udtryk for, »hvad folket vil have«. Det er der slet ingen garanti for.