Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Demokratisk problem i EU

Karen Jespersen: EUs justitsministre har sagt ja til det vidtrækkende Stockholm-program, der skal sætte rammerne for rets- og udlændingepolitikken: Lovlige indvandrere skal have samme rettigheder som unionsborgere, fælles asylpolitik, og flere rettigheder til asylansøgerne. Befolkningerne er imod, og EU-skepsisen vil stige.

Karen Jespersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

EUs justitsministre sagde for fire dage siden på et rådsmøde ja til det vidtrækkende Stockholm-program. Stockholm-programmet er rammerne for udvikling af de næste fem års retspolitik og udlændingepolitik i EU. Det skal endeligt vedtages af EUs stats- og regeringschefer på et topmøde i næste uge.

Stockholm-programmet er desværre et nyt eksempel på en vedtagelse i EU, som er svær at gennemskue - men potentielt meget vidtrækkende. Det er demokratisk dybt betænkeligt, når man igen vedtager noget så omfattende, uden at det har været genstand for en ordentlig debat i de enkelte medlemslande.

Jeg har selv brugt flere dage på at tale med eksperter, lytte til ministre og læse det meget omfattende materiale for at finde ud af, hvad det egentlig er, Danmark giver grønt lys til. En række af forslagene til at bekæmpe international kriminalitet og sikre EUs ydre grænser er gode nok. Men ofte er teksten alt for uklar og ukonkret.

Derfor er det min holdning, at Danmark skal arbejde for, at Stockholm-programmet ikke vedtages nu, men at der først kommer en grundig debat.

Til det lyder der flere modargumenter. Man minder om, at medlemslandene allerede i Tammerfors i 1999 slog ind på en fælles retspolitik. Man fortæller, at den danske regering og andre regeringer har fået ændret flere ting i det oprindelige udspil, og at medlemslandene kan sige nej til den konkrete udmøntning.

Alt sammen rigtigt nok. Men i forhold til tidligere programmer bliver der her lagt op til store ændringer, der ikke er diskuteret igennem. Og har man først sagt ja til rammerne, er det svært senere ikke at sige ja til den konkrete udmøntning. Endelig beroliger man med, at det meste af Stockholm-programmet er omfattet af det danske retsforbehold. Men helt så enkelt er det ikke.

På trods af det danske retsforbehold, er Danmark omfattet af en del af ændringerne i Stockholm-programmet. Det gælder alt det, der har med Schengen at gøre. Og det gælder et meget omdiskuteret forslag om, at de enkelte lande skal fordele samtlige asylansøgere i EU imellem sig.

Når det drejer sig om selve retspolitikken, er den ganske rigtigt omfattet af forbeholdet. Men der er jo flertal i Folketinget for, at vi skal afskaffe forbeholdet og lave en ny ordning, hvor vi tilslutter os alle dele undtagen udlændingepolitikken. Det vil på mange områder bestemt være positivt. Men på nogle områder er konsekvenserne uklare, men potentielt meget omfattende. Det drejer sig eksempelvis om fælles strafferammer. Fælles uddannelse for dommere. For slet ikke at tale om fælles retningslinjer for bevismateriale.

på indvandrings- og asylpolitikken vil et flertal af Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti fastholde den stramme udlændingepolitik. Men Stockholm-programmets ændringer sætter alligevel den danske udlændingepolitik under pres.

Ændringerne er omfattende og vidtforgrenede: Lovlige indvandrere skal have samme rettigheder som unionsborgere på tværs af landegrænser. Og der skal være en fælles asylpolitik, der giver flere rettigheder til asylansøgerne. Ifølge EU-Kommissionen kan det blandt andet komme til at betyde ret til at arbejde efter seks måneder og ret til økonomisk og social støtte på lige fod med EU-borgere.

Hvis disse omfattende regler bliver fuldt gennemført, sætter det forbeholdet under pres, fordi de forskellige politikområder vil støde sammen og være svære at skille ad.

Derfor kan der ske nøjagtig det samme som det, Danmark oplevede med Metock-dommen. Metock-dommen er et eksempel på, at den fri bevægelighed stødte sammen med udlændingepolitikken, og at Danmark på trods af forbeholdet måtte slække på den stramme udlændingepolitik.

Det skriver Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier, der er ekspert på hele dette område. »For et land som Danmark, der gerne vil være med på nogle områder, men stå uden for på andre, kan det derfor blive sværere at finde ud af og forudse præcis, hvad indholdet af vores forbehold kommer til at få fremover«, (DIIS Brief, juni 2009).

Stockholm-programmet er præget af en undertone af, at det pr. definition altid er godt at overføre beføjelser til EU. Og det er dybt bekymrende.

De fleste danskere er positive over for EU. Men de er samtidig ret nøjeregnende med, at man kun fratager medlemslandene selvbestemmelse, når det er tvingende nødvendigt og velbegrundet. Det skyldes, at der er nogle langt stærkere værdifællesskaber på nationalt plan, end der er i EU. Derfor er det vigtigt, at man er sig meget bevidst om, hvilke beføjelser, der skal ligge i EU, og hvilke der skal ligge i medlemsstaterne. Ellers mister EU opbakning i den europæiske befolkning.

Stockholm-programmet er en af de vedtagelser, der kan komme til at bidrage til mistillid i befolkningen. For er der noget, der skaber folkelig krise i EU, er det oplevelsen af, at der mere eller mindre gedulgt sidder en elite, der fravrister de enkelte landes befolkninger deres indflydelse på den førte politik.

Det er stærkt beklageligt, at EU-systemet har så svært ved at forstå, hvad der er på spil. Vi har set det samme mønster flere gange før. EU vedtager noget, som øger den folkelige skepsis. Når konsekvenserne viser sig, reagerer befolkningerne med mistillid. Så hører vi fra EU og diverse nationale politikere, at det kommer helt bag på dem, og nu skal der gøres noget for, at EU bliver åbent og demokratisk. Men Stockholm-programmet er et eksempel på, at man fortsætter i samme skure. Dermed kan programmet bidrage til de demokratiske problemer i EU.